Vindposen er tilbage med album nummer to, og fortsætter stilen fra første album; rap/spoken word på skæv, opfindsom og huggende underlægning, men denne gang lidt skarpere skåret end på debuten.
For nogle år siden havde jeg Vindposens debutalbum til anmeldelse, og ligesom dengang er vi i randområdet af hvad vi dækker her på GFR genremæssigt. Vindposen er nemlig lige så meget (og mere) kuldslået hiphop/spoken word/beat-poesi, som det er rock-agtigt. Men hey, det er tilpas skævt og nok i retning af rockstemning til, at vi tager anden omgang fra Vindposen med også. Den hedder Typisk, og blander, ligesom Uhørt fra 2016, genrer musikalsk, mens den vokale side af sagerne er en form for rap og spoken word. I anmeldelsen af Uhørt sammenlignede jeg lidt med Kasper Spez og Malk de Koijn, men der er da også en tråd tilbage til Dan Turell.
I forhold til Uhørt synes jeg Vindposen har taget et skridt eller to fremad i deres lyd – den virker mere sikker og fokuseret, og dermed også mere vedkommende i længden. Måske blandt andet fordi numrene virker skarpt skårne og kondenserede. De er oftest korte (albummet længste nummer runde lige 3 1/2 minut), så man ikke når at gå kold i de fyldige lydbombardementer, og ideerne ikke når at køre så meget på repeat, at man bliver træt af dem. Men det er nu stadig en intens oplevelse at gå 17 omgange med Vindposen.
Typisk lægger hårdt ud med ‘Voldsmand’, hvor Rasmus Zoffman over dystre keys, en lumsk baslinie og maskinelle trommer fortæller om at blive pandet ned og stikke af fra flere tæv, med indlagte refleksioner om vold og gerningsmanden; “Mentalt tror jeg ikke du er noget særligt/Men skaller kan du nikke og det ganske ihærdigt”.
Efter en omgang skævt slæbende spoken word på ‘Ik tie stille’ og lidt overvejelser over kondisko og lærdom på ‘Kondisko’, får vi albummets længste nummer, en omgang rå socialrealistisk, slæbende rap på ‘En hammer’ om “Rita”, fanget i prostitution, stofmisbrug, dårlige forhold, og børnesager.
“De ting du tager, de tager dig/De slår dig helt ud af dig selv/Og drømmene du har løber fra dig/du kan slå til du slår dig ihjel” lyder det råbesungne omkvæd, hvorefter fortællingen ruller videre og Rita synker dybere. Det er både noget af det mørkeste og mest fængende på albummet, og selv om det givetvis er for upoleret til det meste radio, så et af de numre, der er mest tilgængeligt i Vindposens univers. Eksempelvis er titelnummeret, med et tungt beat, og Zoffman’s stønnende vokal, nok ikke noget, der lander i mainstream radio lige med det første…
Bedst synes jeg Vindposen er på numre som ‘En hammer’ og den lige så rå og dunkle krigskritik ‘En grå hund’, og den sarkastisk-dystopiske ‘Demokrati’ mod slutningen af albummet – “Vi er dumme allesammen/Det må vi da kunne se”.
‘De jyske landeveje’ byder på et ganske fængende beat, mens den kækt betitlede ‘Ondskabens flødebolle’ er et instrumentalt lydlandskab, inden Zoffman “lader støvfnug falde fra mig/mens jeg samler mig på ny” på ‘Lader snøvfnug falde fra mig’, mens det bliver mere tidsåndskritisk på ‘Min tlf’. Det er måske ikke den dybeste kritik, men nummeret fungerer egentlig meget godt, fordi det er holdt til to vers (det ene af en gæstevokal, så vidt jeg kan høre) og 1 minut og 45 sekunders spilletid, og underlægningen er omskiftelig og opfindsom blandt andet med velvalgt brug af vokaleffekter.
Der kunne dog nok have været luget et par numre ud undervejs, der kunne have fået albummet til at fremstå endnu skarpere, men det er omvendt også en del af charmen ved Vindposen, at det er lidt vildtvoksende og uforudsigeligt, skramlet og invasivt, forstået på den måde, at man sgu ikke kan koncentrere sig om ret meget andet, når man sætter Vindposen på, fordi det er så direkte og frontalt in your face. Når man er i humør til det, så fungerer det ret godt, men som med Uhørt, og på trods af opstramningerne, så er 17 numre, selv om mange af dem er korte, lang tid med Vindposen, fordi det er så intenst og vil have din opmærksomhed hele tiden, virker det til.
Men kan jeg lide det? Det kan jeg egentlig i det store hele godt, og der er flere numre, jeg godt kunne finde på at hive frem igen fra Typisk. Det, og at Vindposen i så høj grad tør være sig selv, løfter Typisk op på 4 stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
