Ét ord opsummerer fint de fem bands på Oppenheimers 20-års jubilæumsfestival: tjekket. God lyd, generelt højt niveau på evner og styr på sagerne var det indtryk, en lørdag aften på Radar efterlod.
Da jeg ankommer kl 20.00 er der vel ca 1/3 fyldt på Radar. En forventeligt relativt ungt publikum fylder op bagfra og arrangørerne har sørget for kage i anledning af 20-året for festivalen.
Som altid byder Radar på hule-agtig klubstemning og vi venter på…
Niklas Runge
– der viser sig at være mange mennesker. Eller; Runge går på scenen med to korsangere, en elguitarist, en tangentspiller, en bassist/synthspiller og en trommeslager.
Der lægges ud med en sart synth-intro og der skal ikke gå mange stunder før vi indser at Runge kan noget med sin stemme. Over koncerten står især den stærke falset frem, men der er tydeligvis tale om en stærkt trænet stemme uden svage punkter – til tider Thom Yorke-agtig, til andre Rufus Wainwright – dog uden sidstnævnte nasale tendens.
Imponerende er også bandets lyd, der er yderst velkomponeret. Flere gange ’larmer’ elguitaristen, men med volumen skruet ned, så vi aldrig er i tvivl om, at det er vokalen, der er i centrum. Tilsvarende er bassen distinkt og der spilles på alle tangenter (!) – trommerne betjenes eksempelvis med bløde køller, i numre, hvor det giver mening.
Og mening giver det. Så længe man køber ind i at Runge har helt og aldeles fat i pathos og at numrene går fra decideret fremragende patetiske numre til udmærkede, mere ordinære numre.
Med kejtet introverthed går Runge til sagerne og i andet nummer, ‘Crossroads’, lægger han lidt ukarakteristisk ud med den akustiske guitar på ryggen, publikum-appeal og lidt mere in-your-face tilgang end ellers. Men også dette klares fint – ikke mindst på grund af der er noget at have selvsikkerheden i.
Tredje nummer begynder tiøren dog at falde og med et refræn, der går ”I would give my life / for one more night” så har vi vist fastslået, at det er det patetiske kort, der spilles igen og igen. Imponerende nok så fungerer det. Vi falder ikke i metervare-pop s/sw og da fjerde nummer starter med á capella med body beatbox på samtlige i koret – og en stærk, klar og lys kvindevokal til indledning, udleves et smukt nummer med en gennemgående norrøn tone, som nummeret udvikler sig.
Og da det udvikler sig klassisk små-larmende efter bandet går på, så virker det ikke kliche-præget: Nej, de tager i den grad stik på det patetiske!
Oven på en sådan først håndholdt siden mere løssluppen præstation kommer forsøget på at sætte tempoet op og fjerne melankolien i ‘Alive’ til at virke lidt forceret, men heldigvis lukkes der ned med den stærkt patetiske ‘Fly Away’ , som med fuldt band og kor næsten nærmer sig noget kantet, kaotisk – men holdes stramt af klaveret der ’slår stifter i’ og trommer, der ligger lækkert maskinelt.
Barren sidder højt for de efterfølgende acts. Nikals Runge ligger konstant i fare for at falde i en lidt-for-meget-lækkerheds-fælde, men tager alle stik på dygtighed i vokalarbejde, i liveproduktion på lyden – og faktisk også på gode, om end lidt banale, numre.
Dula
Kl 21 sker der igen noget på scenen. Dula spiller deres første koncert i Århus og stiller op med tre mand: Bas, trommer og synth/sang.
Og lad det være sagt med det samme: De får RET meget ud af den noget skrabede besætning. Desværre også flere gange ved brug af backtrack – et trick, der bare bliver ved med at være ret underligt til koncerter. For Dula bliver det især sært, da backtracket især spiller i numre, hvor synth/sangeren slipper tangenterne for at tage mikrofonen og endda gå ud til publikum. Hvorfor dog ikke spille dét, der er på tracket?
Nå. Det synes ikke at være så vigtigt, og der er tale om et band, der leverer dansable om end noget forglemmelige numre. Og effekten udebliver ikke: De første to rækker af publikummer boogier fint med på de fire slag i gulvet og der er endda folk, der kan teksterne og synger med. Altså en århusiansk fanbase.
Det er også nemt at lade sig gribe, for især trommeslageren har et insisterende, potent spil og især i det sidste nummer er der lækre detaljer at opfange i bassistens spil. Og så burdet alt jo være godt: Fire slag i gulvet, potente rytmegruppe – en ekstrovert forsanger.
Men noget murrer. Vokalen er ikke helt i skabet hver gang og der er konstante hints af reggae-stil i teknikken, hvilket kommer til at lugte underligt at appropriation.
Indrømmet, nu finder jeg lidt hår i suppen, men med tre på scenen, lidt ’tynde’ synths og en ikke voldsomt overbevisende vokalpræstation, så er der altså noget, der trækker ned på en ellers effektiv opskrift.
Fjerde nummer fremlægges som en sjæler, hvor bassen overtages af synth og trommeslageren styrer forsangerens keyboard mens denne krænger sjælen – eller i hvert fald teksten – ud. Det er fint som variation, men udstiller også med stor tydelighed at Dula er bedst, når der slås fire slag i gulvet.
Afslutteren beretter om et ’murder on the dance floor’ og det er vist også dér, man skal finde Dulas kvaliteter: Ud at svinge træbenet og så måske ikke hænge sig så meget i, om vokalen sidder i skabet, om der spilles eller om det er en computer eller om det er corny at hoppe med mikrofonen ud til publikum, der så får travlt med at folde armene.
Men effektivt er Dula, alt dette til trods!
Reliks
Scenen indtages af forsanger og synth-spiller og første nummer en ballade med kvindelig vocoder-kor (?) på forsangerens mandevokal. Det fungerer overraskende godt og bandet – alle klædt i hvidt fra top til tå med forsangeren i orange jakke – kommer på scenen til andet nummer. En toppet-bas drevet sag og Reliks får etableret et lydbillede hvor trommeslageren fra Dula fastholder sit potente spil men her i samarbejde med en energisk bassist, en guitarist der til tider ser ud som om han får stød – og en synth-spiller.
Genren er… Ja. Jeg får i flere numre fornemmelsen af at det er ‘Sledgehammer’ , der har været inspirationen. Så måske noget pop/rock á la Peter Gabriel? Dog er vokalen noget anderledes, de der potente trommer og bassen virker mere ’opdaterede’. Men der er en lignende sejhed over Reliks spil.
Hvor stærke numrene så i virkeligheden er, er jeg lidt i tvivl om. Da der afsluttes med førstesinglen ‘Common Sense’ og der hujes og danses blandt publikum, har jeg svært ved at følge begejstringen. Det er som om, der mangler hooks for at være pop – og mere larm for at være rock. Men der spilles sejt, synges fint (om end falsetten blegner lidt i forhold til Runges) og der er styr på æstetikken – både lydmæssigt og visuelt.
Reliks fungerer fint og får publikum med, når der er drive og gang i den men til trods for fine præstationer fra forsangeren, så falder både energi og dermed også kvaliteten under de mere sarte numre.
Bandet når dog syv numre på den tildelte halve time og jeg lader mig imponere af den stærke bund, den sjove effekt med (programmeret? Vocoder?) kvinde-kor over vokalen på visse numre.
Jeg vil dog være presset for at kunne nynne en melodi af Reliks efter koncertens afslutning og for al deres tydeligvis indstuderede stage persona-udførelse (som i øvrigt virker), så bliver det hele lidt let at glemme. Det tror jeg dog ikke, fansene på gulvet, der boogiede fint rundt er enig i – og Reliks er så afgjort et band, der giver over scenekanten. Og jo så også får noget igen.
Som førstegangsoplever rammer det dog ikke helt plet for mig.
Cornell X Cornell
På scenen opstiller et større band med guitar, trommer, percussion, synth og bas mens to søskende, Cornell, indtager fronten af scenen på respektiv guitar/sang og for søsterens vedkommende soulet lead sang.
Det viser sig at Cornell X Cornell til trods for deres små-kryptiske teaser-video er et full blown disco-band.
Med soulet leadvokal styres showet og med den noget klassiske bandopsætning bliver det efterhånden fyldte Radar lavet om til en 70er-bule med dansabel soul.
Igen må man imponeres over talentet i at skabe lyd på scenen og letheden med hvilken, man som publikum kan ’melde sig ind i’ koncerten: Cornell X Cornell har næppe nogensinde spillet en original node, men de skriver nu numre rigtig fint ind i en veletableret genre og trækker på små tricks: Brormand synger fx en dyb, unison vokal flere steder under søsterens varme vokal og vi får såmænd også en old school synth-solo i første nummer.
Bandet indrømmer at de er lidt grønne på scenen og det ses et par gange – dels når der sker en fejl, som de giver lidt for meget opmærksomhed, men også i stage pressense. Det er på én gang tjekket og uerfarent. Og det gør bestemt ikke noget, da bandet først har spillet sig varmt.
Som settet udvikler sig over seks numre, trækkes der mere og mere i retning mod en 80er-inspireret lyd og ét af numrene har et groove, der kan minde om I Keep Forgettin’ – dog selvfølgelig med den soulede kvindevokal over i stedet for Michael McDonnald.
Der købes fint ind i præmissen om disco-soul på gulvet og der danses forsigtigt med – men imponerende er det, hvordan Cornell X Cornell får gjort en bule ud af spillestedet på en halv time. Som koncerten udvikler sig stiger og falder momentum lidt, hvilket jeg tilskriver lidt nerver grundet den sparsomme erfaring.
Men hæderlig præstation og skægt at se et band lave overbevisende disco anno 2019!
Zar Paulo
Med dansksproget synthdrevet post-punk skriver Zar Paulo sig ind i rækken af nye, unge, dansksprogede bands med højere eller lavere grad af poesi i deres tekster. Og lad det være sagt med det samme: Zar Paulos tekster kan virke lidt… Sære? Det kan selvfølgelig også være denne anmelders ører, der var ved at være slidte, men det lød til tider lidt vrøvlet.
Det gør nu ikke noget, for Zar Paulo er et solidt spillende band, der har en stærkt karismatisk, ranglet forsanger, der med fortællende, myndig stemme leverer sproglige hooks mere end mening. Og live tager det stik!
Det var tydeligt, at mange var kommet for at høre Zar Paulo, der sluttede deres turné på Oppenheimer og de får et set af syv sange, stærkt drevet af synths og med masser af energi fra scenen.
Jeg kendte lige nøjagtigt 0 af deres sange, men var fint underholdt – træthed til trods.
Jeg kunne nok finde mere catchy numre blandt andre dansksprogede bands á la Zar Paulo, men numre som ‘Højen’ og ‘Radiotårn’ blev leveret med intens energi og insisterende pegefingre ud til publikum fra Emil Vam.
Og som de øvrige acts til aften var lyde god, velkomponeret og de gammelt lydende synths fik et fint drive af bas og tromme.
Jeg tænker, jeg kunne få meget ud af at genbesøge Zar Paulo på en dag, hvor jeg ikke har set fire showcases inden, men de satte alligevel et fint punktum for en 20-års jubilæumsfestival.
Og ét ord kan beskrive de fem acts: tjekket. Jeg er imponeret over hvor god lyden var, hvor gennemtænkt produktionen var og hvordan der blev afviklet.
Jo-jo, en skæv vokal hér, et underligt backtrack dér. Men overordnet set har det været en fin aften med pop fra mange forskellige steder på skalaen.
Bedst var nok Niklas Runge, som bare skal blive ved at gøre, hvad han gør. Og forhåbentlig undgå at falde i en alt for mainstream-pleasende gryde á la Mads Langer og den slags.
Alt i alt en god aften på Radar, hvor der var både variation og kvalitet!
Af Troels-Henrik Krag
