Black Income holder godt og vel niveau på deres anden plade, unSOUND. Tydelige referencer, stærkt vokalarbejde og evner i indspilning og teknik giver et stærkt udspil, hvis eneste anke er, at albummet ikke er så spektakulært.
– Hey! Hvad nu hvis vi starter en rock-plade med noget, der lyder som ’Stemmesangen’ på guitar? Og så slutter denne intro af med et bend en halv tone ned?
Dette spørgsmål synes at have optaget Black Income og så snart denne intro er klinget ud, får vi en eksplosion i fedtet, sej distortet rocklyd. Så er vi lige som i gang!
Black Income har på unSOUND udviklet mere på deres lyd og inspirationen fra bands som Alice In Chains står endnu skarpere på andet album.
Især skal der lyde en stor ros til variationen: Både hvordan denne fedtede, seje distortionlyd bruges som effekt, men også hvordan forsanger Henrik Thranes evne til at lyde rigtig meget lig Cornell, når han lægger vokalen en oktav op. Men kun gør dette som effekt – og til stor effekt. Så eksempelvis i afslutningen af tredjeskæringen ‘Loaded Gun’, får man lige et grunge-hint. Det er ret godt skåret!
Gennemgående er dog de klædelige Alice In Chain-agtige b-vokaler som på en gang skaber vandrette linjer men også stemning igennem pladen. Det er et par niveau over ’tåbe-tertser’, det her.
Det er, med andre ord, ikke løgn, når bandet i pressematerialet påpeger, at pladen er lidt mere dynamisk end forgængeren, samt at det er en velproduceret plade. Faktisk er det lidt falsk varebetegnelse, når pladen hedder unSOUND. For det er altså et virkelig fint fundament, den står på: Grunget lyd, hints i stil og vokal til de store og alligevel et band i sin egen ret. Hvilket ses i viljen til at lege lidt med formerne, selv om der er så godt styr på æstetikken: Som i ‘Go Quite’, hvor der lægges en (digital) distortion på vokalen samt i åbneren, hvor stroferne går i syv.
Der synes endda at være tænkt i melodiføring – især først på pladen – og i de numre, hvor melodierne ikke er så markante, kommer dét der Alice In Chains-kor ind og sikrer stemningen. Som i lukkeren, ‘Something’s Wrong’, hvor de nærmest kønsløse korvokaler lige skaber den rette mængde kant. På unSOUND hører vi dermed et Black Income, der har fået rigtig godt fat i en form for rød tråd, stadig er dygtige – og klare referencer til trods skaber deres egen musik.
Jeg sidder som lytter med en klar fornemmelse af, at unSOUND som plade egentlig er lidt bedre end den tidligere udgivelse, Noise Pollution. Dog ikke så meget bedre, at jeg vil tildele endnu en stjerne – og lad det så igen være fastslået, at fire stjerner altså gives til gode plader. Men efter de ni numre ringer ud, så har der alligevel ikke været dét eller de der numre, der får én til straks at trykke ’play’ igen. Det er i og for sig ikke en kritik, for pladen er stabil og god, synes at ville noget og godt lavet.
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
