Esben Kronborgs selvbetitlede album bringer velpoleret pop-rock fyldt med referencer til anerkendte artister. Håndbremsen kunne dog sagtens slippes på et bestemt område.
Der er ingen tvivl om, at Esben Kronborg har sat sig for at give den hele armen på dette album. Instrumenteringens diversitet er kolossal, men pladen er så velproduceret, at mixet fremstår klart og poleret fra start til slut. Et element på pladen, hvor man til gengæld kan savne lidt diversitet, er hos Kronborgs vokal, hvor hans register knapt bliver sat på prøve, andet end et par steder – og her med blandet succes.
Åbningsnummeret ”Lad Os Mødes Et Sted I Nat” sparker pladen godt i gang med et fremdriftsrigt pianotema og hvirvlende trommer. En meget insisterende og lettere nasal og hæs vokal byder sig straks til, og danner grundlag for hvad, der bliver det generelle stilistiske udtryk på pladen. I sin søgen på at cementere noget originalitet er det altid interessant at spore efter inspirationer hos kunstnere. For mange referencer er sjældent positivt, og Kronborg formår pladen igennem akkurat at snige sig uden om tydelige sammenligninger. Fyldige passager med runde og storladne lydbilleder som i ”Dybt Vand” og ”Silende Regn” bringer tankerne hen mod dele af Nik Kershaws album fra 1998, 15 minutes, men opererer stadig i universet tilhørende en klassisk dansk baldepop, når det gælder vokalen.
I andre dele af pladen får man som lytter associationer af Niels Brandt, hvor det nasale og hæse bliver akkompagneret af et fremstormende arrangement med noter af 80’ernes postpunk. Her kan nævnes ”Fjenden I Mig Selv” samt ”Lang Vej Hjem”. Egentlig fungerer det meget cool med dette up-tempo feel, som disse numre tilbyder, men de bærer samtidig præg af, at der ikke helt bliver givet hen til genren. Det er meget tydeligt, hvordan den simple pop-rock ligger tungt i Kronborgs kompositioner. Den fjerde nummer på pladen fremstår i sig selv ganske stærkt. Det har et kækt reggae-lignende feel, og en charmerende lyrik. Det skal dog nævnes, at versmelodien ligger faretruende tæt op ad rundgangen fra Bon Ivers ”Beth/Rest”. Omkvædet afviger til gengæld fra denne reference og er både sødt og catchy.
”Stikkende Savn” optræder muligvis som den største afstikker på pladen, hvad angår arrangement og instrumentering. Nummeret bygges op omkring et elektronisk grundlag, hvor melankolien kan mærkes, og lyrikken bliver fint understøttet af stemningen. Kronborgs vokal kommer endelig ud af sin comfortzone, og stiger op i det højere leje, hvor det faktisk fungerer ganske glimrende. Den eneste ærgrelse, jeg sidder tilbage med efter dette nummer, er hans brug af ”juhuu”, som trækker hele stemningen tilbage i den balde- inspirerede afdeling. Samme brug af ”juhuu” optræder på efterfølgende nummer ”Se Dig Ikke Tilbage”. Dette nummer fremstår som pladens svageste, og bidrager ikke på nævneværdig vis til skivens ellers fornuftige niveau.
Albummet rinder ud med skæringens måske bedste nummer. Arrangementet er skåret godt ind til benet, og i en stor del af nummeret nydes der blot en alenestående elektrisk guitar. I klassisk ”Om lidt blive her stille”-stil kredser tematikken om øjeblikkets skønhed og en påmindelse om at nyde den tid, vi er blevet tildelt. For at understrege det skrøbelige emne bliver Kronborg flankeret af et børnekor, som løfter og omfavner et meget fængende og ørehængende omkvæd, som sætter sig insisterende fast i lytterens øregange længe efter, at nummeret og pladen er rindet ud.
Alt i alt et ganske glimrende album fra Esben Kronborgs side, hvor især selve produktionen byder på stor fremgang fra hans tidligere udgivelser. Det danske sprog klæder samtidig universet fint. Der savnes dog stadig et mere klart udtryk, hvor der bliver givet helt hen til en konkret stil, hvis potentialet skal udfoldes til fulde. Baldepoppen kunne sagtens efterlades i en søgen på et mere eksperimenterende output.
Af Jacob Mignon
