Home Seneste Repeat #25

Repeat #25

1899
0

Jubilæumsudgave! Soundtracket til den store fest leveres af You Work For Me Now, Penny Police, Amatør, Cloudwalk, We At Sea, Some Kind of Liberty og Nille Nyc.

Så nåede vi udgave nummer 25, hvilket markeres ved at alt er som det plejer at være! Lidt gammelt, noget nyere og en masse mere eller mindre fokuserede strøtanker. Vi er stille og roligt ved, at have indhentet nutiden, selvom der stadig dukker enkelte singler fra sommerferien op hist og her.

You Work For Me Now – “Sunlight Paint”

Bag det fine bandnavn gemmer sig et kedeligt indie-rock orkester fra Aarhus, eller, det er i hvert fald sådan de betegnede sig selv da de udsendte EPen Hopes and Dreams sidste år. Den modtog hele 5 stjerner her på siden, ligesom der også har været roser til en tidligere EP og en koncert. Nu har de sendt os en ny single, uden nogen store bevingede ord, bare en sang. Lad os høre om den er kedelig?

Førstehåndsindtryk: Hmm, markant udlæg på trommerne inden guitaren cirkler ind i nummeret og får følgeskab af den klare vokal kort tid efter… det lyder da meget godt! Men er det lidt kedeligt?

Efter flere lyt: Næææh, egentlig ikke. Det er sgu’ bare en rigtig solid indie-folket sang, det her. Den er måske ikke videre spektakulær eller “flashy”, men man føler sig i ekstremt sikre hænd og behageligt selskab. Og så lyder kor-delen mod slut rigtig flot.

Spørgsmålet er, om den har nok gennemslagskraft til at bandet bliver hørt med den? Det er en nummer af den slags, som godt kan ende med at svæve lidt i baggrunden, eller blive overdøvet af dem med større musikalske armbevægelser. Det ville være en skam, for får man tunet ind på You Work For Me Now rummer nummeret egentlig en masse drama i sin egen ret.

Konklusion: Godt nummer men, er den for “flink” som single?

Penny Police – “Make It Move”

“Make It Move” er anden single fra Penny Polices kommende album Be Lucky, om nummeret forklarer kvinden bag kunstnernavnet, Marie Fjeldsted:

“”Make It Move handler om, at se hvor stort livet er og selv fylde mening på det. Se uendeligheden, fællesskabet og miraklerne omkring os, lytte til ens indre gnist og ikke være bange for at give den fuld power. Der er ikke noget, der er givet på forhånd, og vi har selv så meget at skulle have sagt i forhold til, hvordan vi ser og opfatter ting”.

Førstehåndsindtryk: blim blom, blim blim blum, diskret, nærmest tyst start på nummeret, der sniges i gang. “There will be traitors as far as you can see”, hvisker Penny Police ud af baggrunden, jeg spidser ører (åbenbart ikke spidse nok, der er tale om “treetops”, ikke “traitors”. Tæt på!). Hov, musikken stiger, det kommer til at lyde mere opløftende, drømmende og svævende op mod himlen? Ud i… uendeligheden? Det her er godt. Rigtig godt.

Efter flere lyt: Det er sådan en sang jeg godt kunne gå hen og forelske mig mere og mere i, lyt for lyt. Der er noget meget følt, elegant og delikat, ja, næsten yndefuldt over sangen, måden den bygger op, vokser og forløses på. Teksten er ikke sort/hvid, ikke for konkret ej heller for abstrakt. Emnet og tematikkerne, som nævnt i indledningen, taget i betragtning kunne de godt være stukket for meget af i en bestemt retning men, her synes jeg Fjeldsted finder en tilpas balance.

Musikalsk er der bare noget dragende og behageligt over lydbilledet uden, at det bliver for poleret og pænt. Sangen lykkes med, at transporterer mig et andet sted hen, ændre mit humør når jeg lytter til den – uden jeg helt kan sætte ord og stemning på det. Så har man ramt et eller andet der fungerer.

Konklusion: Den lokker, indhylder, fanger og omslutter en. Dejligt nummer.

Amatør – “Sommetider”

Bag det lidt selvudslettende navn gemmer sig en ambitiøs duo bestående af Emil (vokal) og Jacob (produktion), der har taget et instrumentalt nummer af ældre dato, som sidstnævnte havde liggende og fået pudset op og føjet vokal til på opfordring fra Emil. Om deres Amatør duo forklarer de:

“På trods af deres navn er musikken meget ambitiøs, og vil prøve at bevæge dig både emotionelt og rytmisk. Sangene er et miks af sårbart klaver og eller guitarspil, med mekaniske trommebeats og rytmer, som komplimenteres af det lyriske og vokalistiske, der tager dig steder som ensomheden, sårbarheden og kærligheden”.

Førstehåndsindtryk: Uha, meget tydelig og markant vokal, helt fremme i højtalerne, mens nogle tangenter leverer en simple melodistump. Og et RET voldsomt retningsskift 4 sekunder inde, hvor vokalen nærmest bliver helt desperat, mens et elektronisk beat gør sit indtog. Jeg skal vist lige have tunet inde på det her…

Efter flere lyt: Det skærer godt nok noget i ørerne på mig det her men, det er muligvis helt tilsigtet. Der er noget lidt upoleret og følelsesladet over vokalen, som giver et nummer der ellers kunne føles en smule glat (men dunkende) noget kant.

Det falder nok en kende udenfor, hvad vi normalt ville dække men, Amatør formår alligevel at pirre min nysgerrighed. Jeg ville måske ikke sætte det på til daglig, det er ikke en stil og lyd jeg normalt ville lytte til. Men det har et eller andet, det her… Der er nogle sjove kontraster mellem det meget “kunstige” i den elektroniske del og så noget sårbart, skrøbeligt og udkrængende via vokalen og teksten.

Konklusion: Jeg ved måske ikke helt hvilket ben jeg skal stå på her men, nummeret har helt klart en effekt – det er ikke en dårlig ting. Giv det et lyt og døm selv!

Cloudwalk – “Overflown”

Så skal vi op i de højere luftlag, eller hvilket plan dream-poppede Cloudwalk nu end måtte befinde sig på? Bandet har et par singler på samvittigheden, blandt andet “In Parallel”, som jeg anmeldte tilbage i april måned i Repeat #12. Siden er der sket det, at et af bandmedlemmerne, Jacob Mignon, faktisk er blevet en del af GFR som skribent. Det gør det jo lidt vanskeligere, at anmelde singlen, er man for flink eller for hård, for ikke at blive beskyldt for at være for flink? Icky! Jeg har det ikke helt godt med, at skulle anmelde “en af vores egne”, men, nu giver det lige et skud – med alle de forbehold man kan komme på.

Førstehåndsindtryk: Så faldt der ro på igen. Bandnavnet passer altså godt til den lyd man præsenteres for, det er lidt lyden af at svæve op og gå på skyerne. Musikken er meget luftig og lækker, vokalen lidt mere dunkel og jordbunden, hvilket giver et fint spil mellem noget lyst og lidt mørkere.

Efter flere lyt: Det er igen et nummer af den slags, hvor man føler sig i godt selskab og sikre hænder. Det lille lydunivers Cloudwalk får skabt og holder en i, i de knap 4 ½ minut nummeret varer er behageligt og virker meget formfuldendt. Det er måske ikke en sang, som fejer benene væk under mig, man letter, tages med op i deres hjem i skyerne og lander sikkert igen.

Der bygges tålmodigt op, en instrumentalpassage i sangens anden halvdel giver nummeret, og lytteren, mulighed for at trække vejret og tage stemningen ind, inden der rundes fint af på en lidt sørgmodig vis.

Konklusion: Godt, stilsikkert og veludført nummer, uden de helt store overraskelser.

We At Sea – “Disappear”

Det er faktisk 4 år siden, at jeg anmeldte We At Sea og deres selvbetitlede EP, en lidt jævn og lidt for pæn oplevelse. Tiden flyver! Nu er dansk/færøske Rebekka Søndergaard Mortensen så klar med en ny single, “Disappear”, der omtales som værende mere “sommerlig” end den noget sørgmodige folk-pop, der prægede den EP jeg anmeldte. På nummeret får Rebekka følgeskab af den færøske sanger Marius Ziska.

Førstehåndsindtryk: Vi kommer godt ud over rampen her med et fint, fængende drive. Der er noget “ud over de åbne vidder for at jagte drømmen” over lyd og stemning. Ah, der synges endda “I’m gonna drive till I find you”, jeps, sådan lyder sangen også!

Efter flere lyt: Det er måske ikke ligefrem et nybrud men, lidt i stil med Sharon Van Etten på et nummer som den forrygende “Seventeen”, så gør det ikke noget når det fungerer. En sang om at komme “ud/væk/hen til” er der næsten altid plads til, i min verden. Man risikerer selvfølgelig at drukne lidt i mængden og, at nummeret ikke stikker nok ud, chancen i branchen.

Jeg synes ikke “Disappear” forsvinder (høhø) helt i det lidt overbefolkede midterspor, der vælges her. Det hjælper også, at sangen udvikler sig til en slags duet når Ziska dukker op. Er det ham hun er på jagt efter? Det trick kender man også fra et nummer som Eskobar og Heather Novas “Someone New”, velafprøvet formel men en der virker, når det gøres ordenligt.

Konklusion: Det klæder We At Sea, at sætte tempoet op, rulle vinduet ned og få lidt vind i håret – selvom det hele er hørt før.

Some kind of Liberty – “Tie My Hands (To My Head)”

“Alt fra halvfemserne er pissesmart idag. Grungen kan ikke undgå at blive det nye store”, lyder det kækt fra Sons Of Liberty, der er aktuelle med singlen “Tie My Hands (To My Head)”. “Et nummer fyldt med energi, støjende strenge og hårdtslående trommer, om en indre kamp om selvopfattelse og selvretfærdighed”.

Er grungen blevet smart igen? Lad os give det et lyt.

Førstehåndsindtryk: I forhold til de singler jeg lige har været igennem, så er lyden/produktionen her noget mindre glamourøs! Nådada, tramperytme op til omkvædet? Det får da lidt liv i et nummer, som hænger lidt med røven får mig under første gennemlytning.

Efter flere lyd: Jeg ved ikke om det er lyden, indspilningen, leveringen eller måden nummeret er skrevet på men, jeg savner noget “OMPH”. Noget der får losset det ordenligt i gang, så det løfter sig fra de beskidte gulvbrædder. Trommerytmen er sådan lidt gumpetung i det, guitaren slet ikke markant og gennemtrængende nok og vokalen, ja, “OK”, men lidt post-grunge 101. Det er langtfra en katastrofe, det Sons of Liberty leverer her men, det er som om der lige mangler en del hele vejen rundt. Der skal nok bare strammes op og justeres.

Og skrives en mere mindeværdig sang. ja, det er jo nemt for mig at sige men, det sagde jeg altså. Der er ikke rigtig noget der stikker ud, til gengæld er der flere ting der slæber sig lidt afsted.

Konklusion: Vi kommer i mål og sangen falder ikke fra hinanden. Alt andet trænger til et løft.

Nille Nyc – “Dance Floor Memo”

Vi var der. På dansegulvet, i baren. I provinsen. Nogle gange endte
det i kaos, slåskamp, spildte drinks, hullede nylonstrømper. Ofte i
bølger af eufori og intensitet. Men vi var der. Sammen.

Således lyder nogle af Nille Nycs minder fra dansegulvet, elektro-pop fortællinger fra provinsen i 90erne. EP på vej, lad os slutte denne omgang af med et smut ud på dansegulvet så!

Førstehåndsindtryk: Moderat skuffelse. Med den introduktion havde jeg håbet på og forventet lidt mere. Første indskydelse var “Robyn light” med en mindre spændende produktion. Det lyder rent faktisk som hvis en der var ung i 90erne (ligesom undertegnede i øvrigt) lavede et dansenummer i 2019…

Efter flere lyt: Ok, den her fik lige en pause på en dags tid, vi var slet ikke på bølgelængde. Det er vi, måske, lidt mere nu. Det er ikke fordi, at det som sådan er et dårligt nummer. Jeg er bare lidt i tvivl om hvem det henvender sig til og hvad målgruppen skal være. Vil du danse, så er der mere medrivende numre derude. Skal det i radioen er det nok lidt for anonymt. Det lyder ikke 90er på en måde, hvor man tænker Whigfield eller Daze, alligevel lyder det bare en kende outdated eller… fladt.

Jeg savner simpelthen noget der stikker ud her, noget der fænger og fanger mig og har en eller anden effekt på mig. Det er muligt, at den tilbageskuende tekst vil appellere til nogle lyttere, spørgsmålet er så om de hænger på længe nok til at dykke ned i den?

Konklusion: Vi blev ikke lige dansepartnere i denne omgang.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Dennis Morton, Penny Police pressefoto

 

Previous articlePremiere: Ny single fra Niklas Runge
Next articleJacob Faurholt: Shake off The Fear ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.