Det poetisk popband Lieb, fra København, er tilbage med en ny EP, der følger op på debuten, Drømmenes Planet, som udkom i slutningen af 2018.
For du er skabt for mig
Vi skaber en virkelighed mens vi skaber os
Jeg er skabt for dig
Vi samler skabet og ser hvor vi lander
Sådan lyder omkvædet i den relativt tempofyldte åbner, “Skabt”, der på sin vis giver et fint indblik i Liebs lyriske univers. Der leges lidt med ordene, de får lov til at skifte betydning og bruges på småfinurlig vis. Det er en stil bandet fører videre fra Drømmenes Planet, hvilket jo i sig selv er naturligt nok, men en lille anke kunne være, at udviklingen fra denne EP til Vi Ser, Hvor Vi Lander ikke er særligt voldsom.
Med en så kort tid mellem udgivelser er det måske heller ikke så overraskende. Det er ikke noget der “trækker ned” som sådan, men blot en bivirkning ved, at være så produktive. Musikalsk virker den en smule mere rockende, på en lidt kølig og distanceret vis. Det er ikke sommer poprock, der er mere start-efterår over stemningen, hvilket sådan set passer fint til lyrikken, når et nummer som “Håb For De Håbløse” indledes med “han havde for korte arme til at nå målet // alt for dårligt syn til at se enden af tunnellen”. Nummeret flyder fint derudaf med et godt drive og en fin fornemmelse af, at være i bevægelse, men her er det dog som om teksten bliver en kende for søgt til min smag.
Udover det ovennævnte citat, så får man tekstbrokker som “han går i alt, alt for små sko // anede ikke hvor et blir til to”… det fungerer bare ikke helt for mig, det kommer til at fremstå en smule sprogligt stift eller konstrueret. Ja, det er jeg klar over, at det er det jo, men for at poesien skal kunne blomstre, så må det gerne virke mere organisk og ikke som her: ord på et stykke papir, som virker møjsommeligt sat sammen.
I det hele taget er det måske som at der prøves lidt for hårdt fra Lieb i denne omgang. Vokalen virker lidt mere teatralsk, krængende og “skabet”. Det er nok en smagssag om man synes om det, jeg er ikke decideret imod det, men det er lige før det kammer lidt over. Især i næstsidste nummer “Lille Søde København”, hvor tempoet sættes lidt ned, til gengæld skrues der op for armbevægelserne med et mere storladent lydbillede. Det lyder sådan set ret godt, men vokalens tryk og udtale af visse ord virker her på grænsen til det karikerede, så “tirsdag” bliver til “tirsdaaaa”. Men, det kan også være hensigten og en del af pointen, nummeret indledes med, at der synges “Lille søde København du er prætentiøs som en fredag”. Så det er muligvis meningen, at det hele skal lyde lidt artsy fartsy?
Det skal siges, at jeg ved gentagende lyt er begyndt at vænne mig til stilen og rent musikalsk og lydmæssig er det et ret flot nummer, som får temperaturen på EP’en til at stige. Derfor er det også lidt af en kontrast når Lieb runder af med den afdæmpede “Kom og Leg”, hvor pulsen bliver mere elektronisk og mørket falder på rent stemningsmæssigt. Det viser en noget anden side af bandet, en mere udsvævende og mediterende, hvor vægten i høj grad ligger på atmosfæren fremfor et poprocket hook. Vokalen svæver mere rundt og ud og ind af nummeret, hvilket er med til at forstærke det drømmende skær, som dominerer sangen. En både spændende og dejligt eksperimenterende afrunder på den 4 numre lange EP, men også et nummer der skiller sig ret radikalt ud fra de øvrige.
Som man måske kan fornemme, så er jeg ikke helt sikker på, hvad jeg egentlig skal synes om Vi Ser, Hvor Vi Lander. På den ene side er der meget jeg synes om, en del som jeg ikke helt synes rammer og et samlet indtryk der bliver en lille smule flimrende og ujævnt. Uinteressant er det bestemt ikke, at være i selskab med Lieb. Men i denne omgang bliver de måske lidt mere vævende og uklart, uklart hvor det er Lieb forsøger at tage os med hen. Jeg er dog fristet til, at tage med og se hvor vi lander!
Denne EP virker som en lille mellemstation inden det næste, større skridt. Vi ender på en stor 3’er, hvor det samlede indtryk er en kende ujævnt.
Af Ken Damgaard Thomsen
