Med tydelige referencer spejler Firs med deres krautede udtryk noget af 80’ernes desperation og håb i vor tid. Det lykkes at gøre dette så referencer ikke bliver til pastiche, men som en del af det nye narrativ.
Som anmelder er der altid en risiko for at forfalde til at referere ny musik til gammel:
”der er noget Beatles-agtigt over…”, ”Trommerne er som taget fra U2…” osv. Det er bestemt ikke for at forklejne bands’ kreativitet, originalitet eller på anden måde nedgøre deres produkter. Det er snarere for at give læseren af anmeldelsen en association, der forhåbentlig hjælper med at oversætte ord til lyd… Og så er der nogen gange nogle bands, der lidt selv er ude om det. Eller som bevidst læner sig op af noget andet. Et sådant band er Firs.
Med Lars H.U.G.-agtige vokaler, Kliché-agtig instrumentering og melodiføring – og hints til TV-2, er Firs vist tænkt som en reference til det årti, hvor megen af inspirationen fandtes. Og det går virkelig, virkelig fint!
Det er nemlig ikke en tom pastiche. Godt nok er trommebreaks i åbneren, ‘Det Svimler’, som – øhm – direkte inspireret af både lyd og spil i ‘Militskvinder’. Og da sætningen af forsanger Mathias Winther Kjeldsen ’det er utrolig godt gået’ rables på TV-2’sk vis i afslutteren, ‘Det er Fremtid’, er referencen da også til at få fat på. Men! Der er mere i Det Svimler end mere eller mindre tydelige referencer.
For selv om bandets selvudråbte krautrock har en klar retrospektiv vinkel, så er der bare også nogle spejl i – ja, netop 80’erne og nu. Som tredje nummer, ‘Stjernevandrer’, hvor der drømmes om den næste horisont, at sende mennesker derud i rummet. Ikke ulig det håb, nogen nok nærede i de ellers så fattige 80’ere – stjernerne var næste station efter vi havde besøgt Månen. Det gik som bekendt lidt i stå, men netop i disse år synes der at ske en del med rumfarten igen. Så: vi kan pludselig spejle os i noget her. Fint!
‘Distress Call’ skaber sig lige nøjagtigt så meget i vokalen at Kliché-referencen cementeres, men også den desperation der var grundlaget for punkbevægelsen i 80’erne kan vi i dag spejle os i: Folk siger, vi nok i virkeligheden har ødelagt kloden og hvis ikke der gøres noget drastisk, så… Meget i tråd med en punk-tanke!
Og i den kontekst er EP’en særdeles vellykket. Energien er konstant og der er et konstant drive i de ’tørre’ nærmest elektroniske trommer, ‘Stjernevandrer’ drives af en bas, der vil derudaf og man bliver som lytter hele vejen holdt til ilden. Overgangen til ‘Det Er Fremtid’ betyder endda at den lige får et gear opad i både tempo og rablende vokal.
Firs står på Det Svimler på nogle forholdsvis tydelige skuldre. Men ved at bruge dette, fortsætte nogle narrativer og skabe spejling af da i nu, bliver det virkelig vellykket.
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
Foto: Louis Montes, Firs pressefoto 2019
