Casquette prøver ikke at være kønt – men til gengæld ærligt. Det får man syn for sagen for på Løver Uden Manke. Små, fine, veludførte idéer kompenserer for det ikke altid lige kønne udtryk og gør pladen til et interessant bekendtskab.
Efter et kort, instrumentalt intro-nummer, kaldet Med Manke, lægger Casquette fra land med stramme trommer, fuzzet bas og støjende guitarer på Byen. Ikke ulig tidlig baal i udtrykket lige til vokalen sætter ind: Med danske tekster og rumklang nok til et helt dødskultband jamres/konstateres teksterne.
”Jeg fik dig til at elske byen sa’ du / Du fik mig til at elske mig selv / Og du kan elske mig til døde / Men du kan ikke slå byen ihjel” messes der i refrænet, mens først bas og siden guitarer lægger orientalsk inspirerede figurer under.
Casquette trækker ellers mere på udpræget punk og tredje nummer, Løver (Uden Manker) er mere punket i både energi og vokal. Energien er ikke ulig White Stripes’ Fell In Love With A Girl og vokalen er insisterende – nu uden at drukne i rumklang.
Som vi tidligere har skrevet, er det ganske catchy – uden at være FOR catchy.
Anden side af pladen (vi har dog fået en anmelder download, but still), er tempoet noget lavere. Nogle guitareffekter, der spejler sig i intronummeret danner en baggrund for den langsomme tekst, der snegler sig af sted blot for at efter to vers at kaste nummeret ud i et breakdown af toppede guitarer og klagende refræn – cabaret-følelsen er tilbage og på smukkeste vis vækker Blik så genklang i forhold til starten på første side af pladen.
Inden afslutteren, Bleg, får vi den nærmest intermezzo-agtige Kvinder og teksterne på dette og sidste nummer retter sig i stigende grad mod noget personligt – og det er ikke for det pæne. ”Hun elsker det / men ikke dig / For hun er sin egen” bliver vel en form for feministisk hævn over don juan-stilen.
Bleg bliver så en energisk, punket afslutter hvor energien igen kommer i top. Det er på flere måder det mest vellykkede nummer, da det både er bidsk i refrænet, der går ”du er så bleg / du er så / du er så bleg / du er så blodfattig” og byder på et guitartema, der kunne være lavet i Midlands. Og for at understrege denne æstetik er der et langt instrumentalt stykke, hvor der ikke er solo – der høvles bare akkorder. Herhjemme har vi hørt I Am Bones gøre noget lignende og det fungerer ganske fremragende!
Det udvikler sig så til en decideret solo og nummeret bliver ikke et sekund for langt med sine godt fem minutter.
Casquette er et sjovt projekt. Jeg tænker ikke, at forsangeren sådan rigtigt kan synge og valget med ofte at sovse vokalen ind i rigelige mængder rumklang ligger i feltet mellem at fungere og at være et lidt billigt trick.
Men det er også tydeligt, at der er tænkt over pladen. Og tankerne er ikke bare gode, men også veludførte uden at gøre super meget væsen af sig. Det trækker klart op!
Casquette spiller under mantraet ”Hellere ærligt end kønt” og det er Løver Uden Manke bestemt et fint billede på.
Og det mener jeg på godt og ondt, da man hele tiden fornemmer at hvis bandet lige havde taget sig LIDT mere sammen på nogle områder, havde det været virkelig godt. Men netop det, at de holder fast i det skramlede, uskønne gør også at udtrykket bliver bemærkelsesværdigt.
Og disse overvejelser, man som lytter må gøre sig, er i sig selv interessante.
Der findes en fantastisk Facebook-side, der hedder Silly Looking Lions. Det er stærkt underholdende, lidt grimt og underligt facinerende. Det samme kan siges om Løver Uden Manke.
Derfor havner vi på fire stjerner!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Foto: Casquette pressebillede, Malthe Ivarsson
