Så blev det fredag. Og efter en ultra kold nat, på et selvoppusteligt underlag, der åbenbart ikke virkede, var det ud af sovepølsen og i gang med dagens opgaver.
Først en tur i bad, og her er der ros til Heartland. Jeg tror ikke jeg har set så mange badvogne på ét sted tidligere. Så køen var minimal, og vandet var heldigvis varmt, så den sølle anmelderkrop, kunne få varmen igen.
Herefter forbi boderne for at finde et eller andet spiseligt. Og udvalget var fint, alt lige fra grød til burgere, men valget faldt på en hjemmebagt superhelsebolle med smør. En meget lille superhelsebolle med smør. 20 kr.? Rip-off.
Nå, men det tog vel 10 sekunder at sluge den, og turen gik videre mod presseteltet, hvor torsdagens anmeldelser og oplevelser skulle nedfældes. De kan i øvrigt læses her. Et pressetelt, hvor serviceniveauet var tårnhøjt, respekt for det Heartland. Der var frisk juice, smurt brød, frisk kaffe og varme – genialt.
Efter 2-3 timer i varmen, stod den på musik og nye opdagelser på Heartland. Og jeg skulle da heller ikke gå specielt langt, før man rendte ind i en bekendt, og der blev nydt et par øl, alt i mens Lowly spillede i baggrunden. En, på afstand, meget fin koncert, der var perfekt baggrundsmusik til en snak i Heartlands hyggelige omgivelser, og en fin opvarmning til dagens planlagte koncerter.
Imellem disse, blev det også til Danny Brown på afstand, mens der blev jagtet aftensmad og slappet af. Danny Brown slappede så sandelig ikke af, og rapperen fra Detroit gav Highland Stage en rap-lektion af de helt store. Der var en fed energi, og faktisk også flere numre, der sad lige i skabet. Måske man skulle have flyttet sig op til scenen? Det må blive næste gang.
For mad skulle der til, og igen i dag blev det en nuddelsuppe, som denne gang, var noget bedre end torsdagens udgave. Den gjorde hvad den skulle, tilførte lidt varme og fylde, før turen gik mod flere koncertoplevelser.
Aftenen blev sluttet af med et smut forbi Highland Stage, hvor Den Sorte Skole spillede op til elektronisk fest, og det gjorde de meget godt, den lille halve time jeg fik med af det.
Godt fyldt med musikalske oplevelser, gik turen mod teltet og et meget tomt campingområde, men Minds Of 99 skulle selvfølgelig også spille 01.00, så ungdommen var vel trukket mod Greenfield Stage.
Således blev fredag rundet af med en røvfuld elektronisk musik, og med Minds Of 99 som fald-i-søvn musik.
Peter Sommer, Greenfield Stage ★★★★★☆
Når det uperfekte er næsten perfekt.
Peter Sommer spillede helt bogstaveligt sommeren frem på Heartland. Som den gode spillemand gik på scenen, begyndte solen at kæmpe sig igennem det grå og tunge skyer, som havde præget festivalen indtil da.
Jeg oplevede senest Peter Sommer på Kløften Festival for et par år siden, som var en lidt, naaa oplevelse, hvor han ikke rigtig kom ud over scenekanten, men det var jo også bare i Haderslev.
Heldigvis var tilgangen en anden på Heartland, tilsyneladende en del som på sidste års Roskilde Festival, som jeg fravalgte, netop grundet oplevelsen i Haderslev, og på trods at den begrænsede spilletid, fik man som publikum en helstøbt musikalsk oplevelse.
Den gode Hr. Sommer, klædt i armygrønt fra top til tå, der er noget med farver på denne scene, var da så sandelig også med på at skabe en eftermiddagsfest på Greenfield Stage.
En kende underspillet som altid, og med den der vokal der ikke heeeelt kan holde til mosten, formåede han med lyrik og charme, at få publikum foran Greenfield Stage med på løjerne. Der blev fra start meldt ud, at der ikke var tid til snak, men ingen Peter Sommer koncert, uden små anekdoter og bemærkninger, det er klart. Men musik var der nu også.
Med en af perlerække af sange, der blandt andre talte “Skønne Spildte Kræfter”, “Tigger”, “Hvorfor Løb Vi”, “Elskede at Drømme, Drømmer Om At Elske”, “8-6-6-0 og sluttede med klassikeren “Valby Bakke”, vækkede Peter Sommer Heartland til live.
Og krydret med en frontmand i højt humør, der havde overskud til at lave lidt løjer med Heartland konceptet, specielt før “Valby Bakke”, da der blev joket om, at nu var der da noget ordentligt at snakke om, i forhold til festivalens talks.
Ja, ja, noller, gak og løjer skal der til, på en afdæmpet jysk facon, og det faldt i god jord hos publikum, der sugede hver en strofe, ord og lyd til sig – de virkede yderst tilfredse.
Ja, der var lidt gentagelse fra sidste sommers Roskilde Festival, men som Peter Sommer selv, meget filosofisk sagde; “Det er billigere at bygge videre på en gammel brandert”, end at starte en ny. Og det har han da i dette ret i.
Elbow, Greenfield Stage ★★★★★★
Better together.
Så kort kan Elbows første koncert i et års tid, og første i Danmark i 5 år beskrives, da de gav Heartland en gedigen albue i siden. Det kunne man hverken se eller for den sags skyld høre, da bandet indtog Greenfield Stage fredag eftermiddag.
Indrømmet, så havde jeg forventet en lettere introvert og afdæmpet seance fra Elbow’s side, men der blev jeg heldigvis, slemt skuffet. For det var et uhyre veloplagt band der inviterede hele Heartland på rock og singalong-fest denne eftermiddag.
Det var min føste Elbow koncert, og jeg har fulgt bandet siden de i starten af 00’erne begyndte at få hul igennem, så det var da med en vis forventning, jeg gik til denne koncert med. Forventningerne blev opfyldt til fulde, og mere til. Forsanger Guy Garvey førte an, og bandet var i dagens anledning udvidet med to korpiger, der samtidig med den tjans, da også lige kunne flette lidt violin ind i mixet, hvilket tilførte koncerten en ekstra dimension.
For hold nu kæft mand! Magen til velspillende band og inkluderende frontmand ser man sjældent, ja, det skal da lige når Damon Albarn er i sit es, som han var i går. Forskellen her, var at Guy Garvey virkelig fik fat i publikum, og i den grad kom ud over scenekanten.
Til start med en livlig sceneoptræden, og gestikuleren til publikum, og på “Lippy Kids”
opstår forbindelsen mellem band og publikum for alvor. Lidt fløjten udvikler sig til fællesang, og derfra tager det for alvor fart. Og på de efterfølgende sange, og sættet ud, løfter band og publikum koncerten, til en af de der oplevelser, som man altid kun hører om, men ikke er en del af.
Jeg stod i hvert fald med åben mund und alles, da musikken blev stoppet, og Guy Garvey formåede at få publikum til at synge flerstemmigt og sågar acapella, det er sgu sjældent set, og da slet ikke en fredag på Sydfyn en eftermiddag kl. 17.
Han og bandet havde Heartland i sin hule hånd, og publikum legede gladeligt med, om man kendte Elbow eller ej, dette var en fællesoplevelse af de store.
Jeg bøjer mig i Heartlands smat for denne performance, publikum ville også gerne have mere, efter den lille time bandet fik lov til at tryllebinde os alle, men på trods af vedholdende klapsalver, kom bandet ikke på scenen igen.
You dont want to listen to music at home, we want to be fucked up together in the field. – Guy Garvey, Heartland Festival 2019.
Kris Kristoffersen – ingen bedømmelse
En mesters fald.
Den her er svær. Jeg havde mine bange anelser om Kris Kristoffersen’s vokal, og i det hele taget, tilstand til at spille Heartlands største scene op. For han er jo ikke ligefrem en helt ung knøs mere, og selv flankeret med band, gør det ikke hans
vokal stærkere.
Mine bange anelser viste sig at være spot on, for da jeg kom op til Greenfield Stage midt i første sang, var der ikke meget power på hverken Kris, band eller lyden i det hele taget. Da han gæstede Roskilde for 6 år siden, var lydniveauet ligeledes nærmest fraværende, og det går simpelthen ikke, når man optræder på en festivals største scene.
På Roskilde gik det lige an, da det var første koncert på dagen, ved 14-15 stykker, og folk lige skulle vågne op efter en lang dag, dagen forinden. Men klokken 19.30 på mainstage Heartland, er no go.
Det er en fin balancegang det her, for man skal jo meget nødig snakke skidt om en mand som Kris Kristoffersen, men omvendt bør man også kende sine begrænsninger, eller en eller anden må tage beslutningen om, at det er på tide til pension. Jeg tvivler stærkt på at det er pengene der lokker, manden ånder musik, men når det kommer til store scener
og festivaler, så er hans tid ovre.
Han kan stadig noget, men det går laaangsomt, guitarspillet er ikke helt spot on, og stemmen halter også, men der er dog en charme i det, og en oprigtighed og glæde, som man kun finder i en mand som Kris Kristoffersen. Jeg ville dog ønske at han holdte sine optrædener til små intime seancer, hvor publikum KUN er der for at opleve ham, og bare for at se giraffen.
Jeg har utrolig meget respekt for Kris Kristoffersen, derfor ingen stjerner på dette skriv, og har ligeledes en masse respekt, for at ture verden rundt i hans alder og spille det musik han elsker. Jeg ville dog ønske det var i andre, og meget mindre rammer man kunne opleve legenden, hvis han endelig skulle spille.
Så ikke et ondt ord om Kris Kristoffersens optræden, men omvendt heller ikke, et eneste godt. Desværre.
The Raconteurs, Greenfield Stage ★★★★★☆
Som et rocklyn fra en klar himmel.
Det er de store personligheder der bliver rullet ud på Greenfield Stage i år. I går var det Damon Albarn der tryllebandt publikum, og i dag var det en meget energisk og tilstedeværende, endda smilende, Jack White, der lagde Greenfield ned.
Det klarede han dog ikke helt selv, han er dygtig, men dog ikke så dygtig. Sammen med en mindst lige så klar Brendan Benson, der har en mindst lige så stærk vokal som Hr. White. Patrick Keeler på trommer, var et decideret monster og bassist
Jack Lawrence lagde en sikker bund koncerten igennem.
Som sagt, var Jack White klar fra start, og stormede frem til scenekanten, og med fagter og råb, opildnede publikum, hvorefter bandet tordnede “Consoler Of The Lonely” ud i skallen på et rock-klart publikum. Niveauet og intensiteten blev holdt på de efterfølgende “Level”, hvorefter intensitetsniveauet dalede en anelse, da en af de nye sange, åbneren
“Bored and Razed” fra bandets kommende album, skulle prøves af.
Og der var en del nye sange på sætlisten denne aften. Hele 7 ud af de 18 det blev til, er at finde på det kommende album, hvilket meget naturligt, vil tage lidt energi, ud af koncerten. De var ellers mixet fint ind i ældre numre, men det giver lidt bølgegang, når der serveres helt nyt materiale.
Men det skal ikke tage noget som helst fra, at bandet gjorde deres absolut ypperste, for at holde rockfesten kørende, og det formåede de på fornemmeste vis. Ja, der var meget guitarlir og halløj, men kan man ikke lide det, skal man ikke tage til en koncert der indeholder Jack White. Og med et stærkt bagkatalog, og nye der så sandeligt også har kød på sig, var det en sprængfarlig cocktail, der blev tyret ud over scenekanten på Heartland.
Men alt godt har jo en ende, og efter godt 90 minutters rock-tæv fra Detroit bandet, gik det hele op i en højere enhed, da en 7 minutter lang, og ultra rocket udgave af megahittet, “Steady, As She Goes” blev leveret, til store glæde for publikum foran Greenfield Stage.
Det var svært at være utilfreds efter denne oplevelse, og mine forventninger, som jeg ikke turde skrue alt for højt op for, blev i den grad gjort til skamme. Det var en kærkommet rock-kindhest til Heartland, og én festivalen havde brug for.
Af Thomas Bjerregaard Bonde
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFR
