Dingding, sidste svingom med singlerne inden sommerferien! Sving metalbenet til Silent Fracture, pop igennem med Maamentum og Hunbjørn, kig på skoene sammen med Pinemoon, rock igennem med Woodpecker, støt en god sag sammen med Penny Police og find ud af hvad Reliks er for noget?
OK, jeg TROR det er sidste udgave af Repeat inden sommerferien, det var i hvert fald planen, meeeen, hvem ved, måske keder jeg mig ugen op til Roskilde? Det betyder også, at der ligger lidt i indbakken, som jeg simpelthen ikke har nået, eller overset. Det virker lidt formålsløst, at gemme dem til efter sommerferien, så starter vi bare op med, at Repeat er håbløst bagud. SÅ, enten bliver det et “det beklager jeg virkelige, jeg nåede ikke det hele”, eller også laver jeg et ekstra opsamlingsheat eller to i perioden herfra og indtil august? Hold vejret og følg med i spænding!
Trommehvirvel, denne uge i GFRs store singleshow…
Silent Fracture – “Nightmare”
Efter et par EP’er er der nu er debutalbum på vej fra dødsmetalbandet Silent Fracture, pladen, som udkommer i slutningen af august har fået titlen Hunger:Lust:Death:Pray.
Førstesinglen “Nightmare” præsenteres som et melodisk nummer, men med nogle “nakkebrækkende” breakdowns. Bandets guitarist, Jacob Eilenberger, fortæller videre: ”Ideen med nummeret var at skabe en intens og rå lyd. Et aggressivt nummer uden at gå på kompromis med melodien, som rammer lytteren hårdt og kontant.”
Jeg anmeldte selv deres forrige EP, Kill Season, tilbage i begyndelsen af 2018 og kaldte den blandt andet “meget, meget lovende”. Jaså! Lad os se hvordan bandet følger op på det så.
Førstehåndsindtryk: Hmm, indledes ret storladent og orkestralt inden mareridtet starter efter et halvt minuts tid. Og så går det ellers over stok og sten, næsten som man kunne forvente, men stadig ganske effektivt. Det er dog som om, at lyden fremstår en anelse komprimeret? Måske fordi det er et Youtube videostream jeg sidder med her til første gennemlytning? Vi prøver lige en af de andre muligheder ved de efterfølgende lyt. Nå, fint nummer!
Efter flere lyt: Ah, det hjalp på det, at slå over på Spotify, selvom lyden der sikkert også er komprimeret, men, det lyder mere fyldigt end Youtube-lyden. Aaaanyway, det er et ganske effektivt nummer Silent Fracture har fået skruet sammen her. Den mere episk anlagte indledning kan måske virke en kende overflødig i det store billede, men er muligvis valgt så sangen kan starte med et endnu mere tydeligt brag, når den går rigtig i gang.
Tempoet er godt, sangen har et godt flow og drive og timingen i de halsbrækkende temposkift og breakdowns er der ikke noget i vejen med. Alligevel er jeg måske ikke heeeeelt blæst ud af stolen, hvilket også kan skyldes personlig smag mere end noget andet. Men jeg sidder alligevel med en fornemmelse af, at det er et ganske effektivt nummer, der gør “alt det rigtige” og det til trods ikke rammer mig 100 %? Måske er det næsten FOR godt skruet sammen, så det kommer til, at følge en genkendelig skabelon?
Det kan også være en arbejdsskade hos undertegnede, der er kommet af at lytte til for mange sange…
Konklusion: Måske ikke en fuldtræffer, men Silent Fracture lander mange slag præcist nok til, at man godt kan blive sendt til tælling.
https://www.youtube.com/watch?v=ix1KItciJuI
Maamentum – “Fake Messiah”
Noget af en titel alligevel! Det er femte single fra duoen Maamentum, der består af Mathias Vestergaard på vokal og Thomas Bøgild på “alle instrumenter”, som der står i pressematerialet. Her kan man også læse, at “Fake Messiah er en sang om at slippe fordomme og acceptere hinanden trods forskellige kulturer, og om at lære af fortidens fejl”.
Hvordan lyder det så? Det står der ikke noget om, så vi må hellere starte nummeret!
Førstehåndsindtryk: KAPOW, fuld skrald på volumen fra første sekund, så er jeg vågen, drenge! Er det noget storladen pop af en art? Nej, vent, det er elektronisk? Nix, nu er det vokal-båret pop ovenpå en synthrytmebund. Vent, omkvædet, hvad er det for et nummer det minder mig om?? Argh, indtryk overload, must… process… processing…
Efter flere lyt: Der er en virtuel 10’er på højkant, til den der kan trigger min hjerne og få den til, at finde det nummer som “rewrite my story” delen af det iørefaldende omkvæd minder mig om (jeg tænker det er noget 90’er pop, måske i den soulede ende, med en kvindevokal?).
Okay, Maamentum vil næsten FOR meget på det her nummer, der er sker virkelig mange forskellige ting i løbet af de knap 4 minutter nummeret varer. Selvom nummeret aldrig falder fra hinanden, eller degenererer til rent kaos, så bombarderes man næsten konstant med skiftende indtryk. Finten er, at jeg ikke føler mig hægtet af, i hvert fald ikke fuldstændig. Enkeltdelene er spændende og vellydende nok til, at de hele tiden lige får en lille krog i en og trækker en med i den nye retning, som nummeret drejer i. Giver det så en sang, hvor den samlede sum er større end summen af enkeltdelene?
Mjaaaa… jaaah? Jo, ja, det gør det vel egentlig, på en måde?
Konklusion: Det kan et eller andet det her. Jeg er på en eller anden underlig måde hooked, og har lyst til, at høre nummeret flere gange. Det er vel det en single også skal kunne?
Hunbjørn – “All The Red”
”Jeg skrev egentlig sangen til min kæreste, som kæmper lidt med sit temperament i stressede situationer. Men den endte med at have et universelt budskab, som også angår mig selv, om at vi skal lytte til os selv og ikke lade en proces styre af at ville opnå noget bestemt eller af andres ideer om, hvad vi skal eller bør”, forklarer Ulla Pihl, som står bag HunBjørn. ”Hvis vi kan give plads og tid til det, til at nye erkendelser kan gro frem, så kan man i transformationen se alt det metaforiske røde blive blødt op og erstattet af overskud til andre. Og så tror jeg på, at vi i langt højere grad kan rumme og forstå hinanden. Både i det nære og det globale”.
Vi har været forbi Ulla Pihl og hendes Hunbjørn projekt af flere omgang, som Dagens Track (dengang det var en ting), en EP og også her i en tidligere udgave af Repeat. Lad os se hvor vi lander denne gang?
Førstehåndsindtryk: Dukdukdukduk, nummeret har da en tydelig puls, vokalen er meget langt fremme i lydbilledet, når den træder ind på scenen. Ud over pulsen, så består musikken indledningsvis mest af nogle stemningssættende synthflader. Tænker egentlig mest, “nåmenøh, det lyder da meget fint, det kan jeg da godt lide”. Hov, så kom der lidt mere smæk på musikken.
Efter flere lyt: Nummeret har egentlig en ret god stigningskurve frem mod, at musikken for alvor bryder igennem lidt over halvvejs igennem de 4 minutter. Det var noget jeg først lagde mærke til under anden gennemlytning, så det kunne godt være en “grower”, på flere måder, det her.
Anden halvdel af sangen er generelt der, hvor et mere drømmende lydlandskab folder sig ud. Jeg bliver mere fanget og indhyldet i sangens svævende, men alligevel pulserende, atmosfære. Jeg ved ikke om sangen lige mangler det allersidste løft mod slut, det er nok en smagssag, det fungerer også uden.
Konklusion: Et nummer der vokser på mig for hvert lyt, hvilket jo kan være lige så godt, som en single der bare fanger i første hug. Men også et roligt udviklende nummer, som lige kræver at man giver det noget tid og plads til, at ånde.
Pinemoon – “Sinister”
Endnu et navn (en duo), som tidligere har figureret som Dagens Track her på siden og som jeg anmeldte en EP fra i begyndelsen af 2018. Atmosfærisk 90’er inspireret post-rock og shoegaze, som snart er klar med et debut-album. Pinemoon beskrives denne gang således:
“Det emmer af melankoli i den melodiske og stemningsfulde shoegaze, som Pinemoon maner frem på sit debutalbum, der udkommer i 2019 på det lille uafhængige pladeselskab Pinhead Music. Bandet trækker på rockmusikkens energi og den gode melodi, men tager sig samtidig tid, tror på materialet og dvæler ved de drømmende arrangementer, der vækker mindelser til såvel Slowdive og Pale Saints som til David Lynchs kultserie Twin Peaks. De klare referencer til trods formår Pinemoon at finde sit helt eget musikalske ståsted”.
Førstehåndsindtryk: Jeg kan igen høre, at et band som Slowdive ikke har levet forgæves. Hvilket bestemt ikke er et dårligt udgangspunkt. Måske lidt mindre “dreamy” og lidt mere post-punket i rytmen og klangen, alt efter hvordan man vil definere post-punken. Her er lys i form af vokalerne og et hjemsøgende element i form af distancen der er til dem, som sammen med guitaren giver det hele et lidt mørke og uhygge. Sangen flyder egentlig bare derudaf uden nogen voldsomme udsving, eller et markant omkvæd, indtil vi når slutpunktet. The end? OK, så går Youtube direkte over i Primus med “Wynona’s Big Brown Beaver”, lidt forstyrrende!
Efter flere lyt: Jamen det er jo bare bundsolidt og godt håndværk, det her? I bund og grund har jeg ikke det store, at tilføje i forhold til førstehåndsindtrykket. Sangen kører på skinner med de fordele og ulemper det indebærer. Du kan stige på og så er turen i gang og man når sikkert frem til sin destination. Til gengæld er der ingen afvigelser eller overraskelser på ruten, der forløber fuldstændig efter planen.
Er man fan af genren og trænger til en tur ind i et velkendt univers, så leverer Pinemoon varen. Vil du gerne opleve noget nyt og noget der skubber til dine grænser, så er det ikke det ærinde Pinemoon er ude i.
Konklusion: Like clockwork, tiktak, godt arbejde.
Woodpecker – “Blood Flow”
Woodpecker er en rocktrio dannet i 2017 (ovenpå resterne af et andet band), hvor de også udsendte den glimrende EP Stillborn. Nu er der nyt på vej, nærmere bestemt til september, hvor de udsender EP’en 320. “Blood Flow” er første smagsprøve derfra, et nummer som varer under to minutter og beskrives som:
“… en kontant to-minutters headbanger af en sang, som fremviser trioens hårdere kvaliteter og deres tæft for den både catchy og melankolske rockmelodi. ‘Blood Flow’ tager udgangspunkt i EP’ens generelle tematik om kærlighedens mørke sider, når den beskriver et forhold i ubalance, domineret af magt og vold”.
Førstehåndsindtryk: Med en spilletid på lige under 2 minutter, så spilder Woodpecker ikke tid. Vi når stadig igennem et temmelig normalt sangforløb med vers og omkvæd, det hele bare i lidt komprimeret form. Der er sgu godt med smæk på rockdrengen her, helt ovre mod noget tungt, som lugter lidt af metal i glimt. Også som man kender det fra eksempelvis Alice In Chains. Slet ikke tosset!
Efter flere lyt: Den ER ret kort, det er næsten som om der sagtens kunne have været en bro og et c-stykke mod slut, men at bandet har valgt at skære helt ind til benet. Begrænsning er jo også en kunst og sangen føles heller ikke amputeret, selvom der KUNNE have været mere klasket på i slutningen.
Riffet er ret catchy, det er i den spartanske og enkle ende, ligesom resten af sangen sådan set, der er godt med hug i trommerne og vokalen får også snerret igennem og vist tænder. Det er helt klart som om bandet har tænkt, “ok, hvor meget kan vi koge vores udtryk ned uden, at miste pondus”. 1 minut og 53 sekunder ser ud til, at være den foreløbige personlige rekord.
Konklusion: Kort, godt og ganske mættende 90’er tungrock. Prøv at smag!
Penny Police – “Take On A Little Love”
Den danske sangerinde Penny Police (Marie Fjeldsted) er en af 12 kunstnere, og den eneste danske, der i maj måned medvirkede på støtteudgivelsen SMOKE RAINBOWS (MUSIC MINDS MATTER) – Various Artists in aid of Help Musicians UK’s’ Music Minds Matter mental health support.
Det kom der det liveindspillede nummer “Take On A Little Love” ud af, hvorom Penny Police/Marie forklarer:
“Sangen er et skulderklap til mig selv, en omfavnelse af mit indre barn og en påmindelse om at lægge det triste væk og tage et smil på, når det er muligt. I et forsøg på at snyde bekymringerne. Mange bekymringer løser jo tit sig selv, hvis man har tillid nok”.
Lad os se om den giver smil på læben?
Førstehåndsindtryk: Uha, øjeblik, jeg var ikke blevet informeret om muligheden for, at der kunne indtræffe gåsehud?! Jeg skal lige sunde mig over en af den der slags indledninger, hvor det er som om en flot og følt vokal akkompagneret af klaver suger alt ilt ud af et varmt lokale. Det varer cirka 23 sekunder, så lang tid kan jeg godt holde vejret, så kommer der stille og roligt flere og flere instrumenter på og vokalen mister, forventeligt, lidt af det intime nærvær fra starten af sangen… og jeg mister i cirka samme tempo stille og roligt interessen.
Efter flere lyt: Det er en virkelig stærk start, som rammer mig lige der hvor hjertet slår, som Anders Frandsen sang for mange år siden. Var I klar over, at han opfandt en dekorativ Kærgården skjuler til morgenbordet? Anyway, det er ikke for, at gøre grin med den gode sag dette nummer er lavet til, ej heller at håne selve sangen. Men, mine tanker begynder desværre, at vandre og drive væk fra sangen jo mere der bliver læsset på den.
Det er ikke fordi de øvrige instrumenter der langsomt falder i, mens armbevægelserne stiger i takt med, prøver på at overtage sangen. Trommerne er eksempelvis, bogstaveligt talt, håndspillet, som man kan se i videoen. Det er bare som om, at den nær- nøgenhed der er i nummeret de første sekunder, er der det hele peaker for mig. DER er nummeret for mig, så bevæger det sig i adstadigt tempo i en anden retning, mens jeg står tilbage med min uforløste gåsehud.
Konklusion: Stadig er flot nummer uanset hvad, men det havde mig helt på krogen i starten.
Reliks – “Common Sense”
Vi slutter med nyeste single fra bandet Reliks, som Troels-Henrik anmeldte en EP med en masse skæve taktarter på tilbage i 2017. Nu definerer de deres lyd på følgende vis:
“Musikken kan bedst kategoriseres som alternativ pop og lyder lidt som Future Islands, Beach House og Tame Impala”.
Oh yeah? Det skal jeg nok gøre mig til selvbestaltet dommer over!
Førstehåndsindtryk: Nå, OK, fair nok, det er vist ikke helt skævt så… Temmelig gennemtrængende keys/synth halløj alligevel! Og en ret udtryksfuld og vild vokal et eller andet sted, når den får lov til, at trænge igennem i et lydbillede, hvor der er en del der kæmper om opmærksomheden.
Efter flere lyt: OK, uambitiøst kan man i hvert fald ikke kalde det. Det lyder som om Reliks går all in på de fleste fronter her, det lyder heller ikke ligefrem som en billig hjemmeproduktion. Jeg vænner mig til den dominerende synth-ting efter flere lyt, men den er godt nok periodevis voldsomt gennemtrængende. Det lyder næsten som om der detonerer små, kraftige 80’er bomber i sangen, når den dukker op.
Nummeret finder derudover egentlig en ret fin balance mellem, at være tilpas catchy og give en melodi noget plads. Iørefaldende, men ikke FOR fængende, så det bliver for “hittet”. Det er sgu ret stærkt det her og lyder meget professionelt, og hvorfor skulle det så ikke det, hva?! Jo jo, bevares, det var en kompliment!
Konklusion: Det bliver muligvis ikke min personlige “årets single”; men Reliks kunne godt have fat i noget her, der var billetten til noget større for dem?
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Morten K/Fotografik.dk, Maamentum pressefoto
