Simon Lec er aktuel med sit andet soloalbum, det første i 12 år. En bittersød, til tider humoristisk og opløftende samling sange om menneskeligt gåpåmod trods livets genvordigheder, uret, fordrivelse og andre tunge emner.
Lec debuterede helt tilbage i 2007, men er først nu klar med en opfølger i samarbejde med Oliver Hoiness (Skammens vogn, Kira Skov mfl.) og Mikkel Gemzøe (Smerz, Rangleklods mfl.). Forced March er i bund og grund en lyst klingende popplade med en 60’er naivistisk lyd, mens udgangspunkter og inspirationskilden er noget mere alvorlig og dunkel.
Han har nemlig taget afsæt i hans forældres flugt fra Polen i 1968, hvor de flygtede pga. jødeforfølgelse og politiske optøjer. Forældrene endte i Danmark, hvor Simon blev født i 1976. Det bruger han som afsæt til en 14 numre lang plade, der som nævnt i indledningen kredser om menneskeligt gåpåmod, helt konkret på singlen “Always at Your Command”, men også som en generel tematik om sangene så handler om tro, kærlighed eller familien “Det er sjovt, hvordan man nogle gange kan have lyst til at sætte ild til det hele, men på samme tid være komplet dedikeret til det liv, man fører. Uanset hvor kedeligt, fornedrende og tømt for værdighed, det hele nogle gange kan forekomme, føler man alligevel, at lige akkurat det liv, man fører, giver total mening”, forklarer han i presseteksten.
Jeg tog citatet med fordi det virker helt centralt for pladen og den lette tone, som flyder igennem de 45 minutter via Lecs lyse, lidt monotone vokal og en generelt optimistisk klingende og frisk 60’er pop. Det er både pladens store styrke og en lille svaghed, da denne gennemgående klang på vokal og i den musikalske del godt kan føles en kende ensformig over 3 kvarter. Men når det er godt og Lec og co rammer en god melodi, så er det rigtig godt!
Første højdepunkt kommer i form af albummets tredje nummer, “Wade Wiggle Is On A Diet”, der på overfladen er en frisk og frejdig sang om, at undgå at blive tyk… Det er både ordene og måden det hele leveres på, der får det til at fungere her. Jeg vil ikke citere teksten, da den lettere barokke humor i det nok ikke ville trænge nok igennem. I et større perspektiv handler sangen muligvis om, at skulle leve op til alle mulige udefrakommende parametre og succeskriterier, det er i hvert fald min tolkning. Det er igen en af Lecs forcer, der er den ordrette tolkning og så ligger der et ekstra lag i lyrikken, som peger tilbage på ovennævnte pressecitat.
Desuden er nummeret et glimrende eksempel på, at når Lec rammer en fængende, enkel melodi, så går den lige ind og man er med fra start til slut. Et andet eksempel, og endnu et højdepunkt på pladen, er singlen “(She Wouldn’t Do That) With Any Other Driver”, som jeg tidligere har anmeldt i længere form i Repeat-serien. Så den vil jeg kun lige fremhæve i forbifarten, glimrende nummer!
Men også når det måske ikke umiddelbart er lige så fængende, så er der ofte noget at komme efter. Et nummer som “In This Machine”, pladens næstlængste med sine 5 minutter og 23 sekunder, tøffer umiddelbart lidt sløvt afsted og kan virke en smule lang. Men så løftes den af en kvindestemme, der slutter sig til Lec og giver et tiltrængt løft og frisk pust på vokalfronten. Det er egentlig en bittersød kærlighedssang, “it’s either love or hate but never inbetween”, lyder det flere gange i løbet af nummeret, som også virker som en sang om at skulle, eller forsøge på, at leve op til et eller andet. Og pludselig sidder man der og vugger med.
Et andet eksempel på dette, som også er lidt af en længere tøffe-tur er pladens andet nummer, “Falling Into an Endless Pit In Your Soul”. 5 minutter er i teorien nok for langt til selve den roligt flydende melodi, men så holdes nummeret oppe af nogle små detaljer hist og her, som noget der kunne lyde som en cykelklokke (?), lidt tikketitak trommerytme og ikke mindst den stærke tekst. Den handler igen om, at tage livet ved hornene, om det så er “every fashion model getting old”, “every circle that wants to be square”, “every singer without a song” eller “every teenager that hasn’t been kissed”. Egentlig er det “bare” en lang, opremsende strøm, men det fungerer fortrinligt og igen sidder man og rokker med, selvom denne uendelige flod af ulykkelige personager falder ned i “an endless pit in your soul”.
Når jeg ikke lige bliver fanget af en af de mange let-til-bens melodier, som i “Mouth of The Past”, så flader min begejstring og engagement i pladen måske en smule. Men Simon Lec taber mig aldrig helt, dertil er han og musikken, trods de tunge emner, simpelthen for hyggeligt selskab. Og det er fra start, med den 50 sekunder korte, men ganske fortryllende “A Strange New Land, pr. 1” til der lukkes med den “wink wink nudge nudge” betitlede “Our Secret Track”, hvor der pludselig skrues lidt op for guitaren og fiskekutter rytmen. Nummeret hedder ikke sådan fordi det er et “hemmeligt nummer” på pladen, den handler om en “hemmelig sti”, som man tager fremfor “hovedvejen”. Men, at titlen kan læses, som jeg gjorde det første gang fik mig af en eller anden grund til, at få et lille smil på læben. Skønt nummer, forresten. Endnu et, hvor der bare blæser en let brise af noget opløftende igennem fra ende til anden, selvom der også hænger en snert af noget bittersødt, eller en sentimental tone i luften.
Forced March er ikke en perfekt plade, den er i virkeligheden nok lige et nummer eller to for lang, men på den anden side nyder man Lecs behagelige selskab og smittende toner så meget, at man heller ikke rigtig vil være foruden. Den rummer både umiddelbart fængende numre, nogle der vokser på en og så en generel følelse slidstyrke. Den bliver faktisk ved med, at vokse på mig for hvert lyt.
Desuden har den en stærk rammefortælling, nogle prisværdige budskaber og i det hele taget noget på hjertet, der gør at den virker vedkommende og nærværende. Vigtigst af alt, så trænger den ind og har en eller anden effekt på mig som lytter, som jeg måske ikke helt kan formulere i konkrete vendinger? Den gør mig i godt humør?
Det er mere end nok til 5 stjerner i min bog…
Af Ken Damgaard Thomsen
