Christian Veitner har i mange år huseret som live- og session bassist for en række prominente navne, og nu er han aktuel med en solo-debut i form af en 5 numre lang EP. Stilistisk befinder vi os i en form for elektronisk influeret singer songwriter musik.
Jeg anmeldte singlen “Ikon” som en del af vores Repeat-serie for nogle måneder siden, en sang der ikke blæste mig helt bagover, men dog rummede en del spændende elementer. Vokalen var meget i centrum, mens det elektroniske mere agerede bagtæppe. Nu foreligger så hele Veitners projekt, hvor han over 5 numre fordelt på 18 minutter får bredt sin vision mere ud.
Vores Vinger Kan Få Støvet Igen (fin, poetisk titel i øvrigt), er nok en soloplade, men både i studiet og live bakkes han op af nogle erfarne kræfter, der også gør sig i Sterling, Printer, Fastpoholmen, Shirtsville og Lucy Love. Kombineret med Veitners egen rutine, så er der i hvert fald ingen tvivl om, at man er i rutinerede hænder her. EPen emmer af ro og den form for overblik, der skinner igennem når man har med garvede kræfter at gøre. Der er en rød tråd igennem materialet, både hvad angår lyd, udtryk og den let-melankolske (men ikke humorforladte) grundstemning. Det gør også, at et nummer som netop “Ikon”, der åbner ballet, giver lidt mere mening for mig i denne sammenhæng, end den måske gjorde som isoleret single.
Den efterfølgende “Chok”, der er anden single fra udgivelsen, viser dog også, at det her bare ikke er den mest oplagte genre og stil til, at kaste overrumplende singler af sig. Det er for roligt, sniger lidt rundt i skyggerne og byder i det hele taget ikke på de store armbevægelser. Ej heller udsving i atmosfære og tempo, det her er ikke blærerøvsmusik, hvor der spilles med musklerne. Dermed ikke sagt, at musikken ikke er ganske effektiv, når man lige giver den lidt plads til, at folde stemningen ud. “Chok” og dens dybe brummen KAN godt få fat og stille og roligt pumpe ens puls i vejret, men, det kræver at man ikke lige lader sig distrahere, mens Veitner med sikker, men måske ikke voldsomt spektakulær, vokal leverer de fine dansksprogede tekster.
Men igen, det skal heller ikke være flashy eller spektakulært det her, det virker som om der er tænkt en del over, at give ordene albue og ånderum. Stemmen er midlet til, at levere dem, ikke meget mere end det, mens musikken ikke får lov til, at overdøve dem, men fungerer som stemningssætter og soundtrack til teksterne. Det fungerer ret godt når Veitner beretter om “drømmeskibe der går på grund” i “Havet”, eller han beretter om et hjerte, som bogstaveligt talt er stærkere end alle andres, det har lægerne selv sagt, i den afsluttende “Hjertet”. Det balancerer mellem det poetiske, finurlige og stadig ret hverdagsagtige, det bliver aldrig specielt højtragende eller for “kunstnerisk”. Og pluspoint for, at få flettet “bogstaveligt talt” ind på en måde, hvor det faktisk bruges korrekt!
“Tiden slår os alle ihjel, så lad os mødes snart”; lyder det med lidt længsel i stemmen på den stille flydende “Randen”. På den ene side er det svært ikke, at sætte pris på den gennemførte stil hele vejen igennem EP’en, og den sikkerhed det hele eksekveres med. På den anden side, så bliver den samlede oplevelse i lige så høj grad en smule vag og porøs. Det er ikke fordi Veitners musik lyder som om den er på grænsen af, at gå i opløsning, det er mere et spørgsmål om, at virkemidlerne og fremgangsmåden er så diskret, at anonymiteten lurer. En ting er, at man ikke buldrer frem med fuld damp på alle kedler, det er mere end prisværdigt og, helt klart, et bevidst valg. Noget andet er, at jeg kommer til, at mangle mere gennemslagskraft.
Når vi når frem til den ellers fine afslutter “Hjerte”, der banker roligt fremad kun lidt over hvilepulsstadiet, så skal jeg virkelig koncentrere mig for, at ikke at drive væk fra musikken, i stedet for med den. Det er som om jeg stille og roligt lulles en smule i søvn, som Vores Vinger Kan Få Støvet Igen folder sig ud i adstadigt tempo. Det generelt ensartede tempo er én ting, noget andet er, at der på stort set alle andre punkter gås lige så behersket til værks. Efter den ret markante puls i åbningsnummeret “Ikon”, er det som om EP’en har peaket hvad markante udslag angår. Jeg savner enten mere variation rent musikalsk og i måden vokalen bruges på, eller bare noget som stikker ud og skubber lidt til mig.
Dermed ender de ellers udmærkede tekster også med, at kæmpe for, at trænge igennem i sidste ende. Så det hele ikke ender med, at sakke lidt bagud, smelte sammen og blive til et behageligt, men lidt for nemt at overse, lydtapet. Det er en skam, for Veitner er bestemt ikke på vildspor med det han har gang i her. Ruten skal nok bare tegnes eller piftes lidt mere markant op.
Den samlede karakter bliver derfor en lidt træls 3’er, som ikke helt afspejler, at der en masse fine momenter at finde i Veitners blålige univers. Det samlede indtryk er bare lidt vagt og udefinerbart.
Af Ken Damgaard Thomsen
