Home Upcoming & Rockin' Maj 2019 - U&R Mooseknuckle: Trouble (EP) ★★★★★☆

Mooseknuckle: Trouble (EP) ★★★★★☆

2420
0

Mooseknuckle kommer langt rundt i referencer på Trouble og ikke to af de seks numre på EPen er ens. Tydelige referencer skygger dog ikke for, at det er et kompetent band, der måske med underliggende humor spiller og indspiller fremragende!

Ok. Jeg grinte nok lidt for højt og lidt for længe, da åbningsnummeret, ‘The Moose’, slutter med brunstige brøl fra en ordentlig elg. Man kunne vel sige sig selv, at der ville komme sådan noget fra Moosknuckle på et nummer, der hedder ‘The Moose’.

Latteren er også til dels betinget af, at man bandnavnet til trods ikke lige ser et sejt slacker-rockende nummer udvikle sig på den måde. Mooseknuckle er en stærkt ubehagelig mandlig pendant til camel toe, og det fornemmes at der er hormoner i luften under det kompetent udførte nummer: Jagt på store køer og dén slags. Da det afsluttes med screams – og selvfølgelig elgbrølene – har man som lytter været inviteret ind i et afslappet, cool og skarpt univers. Fed åbner!

Seks numre er der på EPen og der er både genkendelighed og styrke på samtlige skæringer. Andet track, ‘The Wire’, kunne på den måde være en b-side på en Queens Of The Stone Age-single (komplet med Homme-agtige fraseringer i vokalen) og afslutteren, ‘Done You Wrong’, kunne have været Hendrix.

Uden at blive pastiche – men med klare referencer. Fordi der synes at være så tydelige referencer, kan EPen også komme til at fremstå lidt fragmenteret eller som et katalog over, hvad bandet kan – i højere grad end som havende en rød tråd. Det gør ikke så meget, og kan måske henledes til at Mooseknuckle (så vidt min research har kunnet sige mig) har en fortid som coverband. Når de seks numre hver for sig svinger mellem fremragende og gode, så kan man godt tillade det ujævne indtryk, de kan efterlade.

Titelnummeret, ‘Trouble’, har en snerrende vokal og en sound ikke ulig Black Sabbath og man rykkes som lytter rigtig godt rundt i rocken over de seks numre. Det hele har lidt lo-fi-præg eller måske snarere retro-præg i kraft af en slacket, lidt 70er-tynd lyd og også dét fungerer til kryds og slange. Ja, ‘The Wire’ benytter endda det gamle trick med først at introducere ét tema (i dette tilfælde et slacket groove), for i sidste afdeling at lade det afløse af et nyt tema – denne gang i guitaren. Det er ikke alle bands, der kan benytte sådanne ’tricks’ uden at det netop kommer til at fremstå lidt kunstigt – men elgene har styr på sagerne!

I al denne rock er det lidt overraskende at høre ‘Number One’, som bliver en nærmest modal-ballade som stikker lidt ud – og det her nærmest naivistiske vokalarbejde kommer på én gang til at fremstå som EPens svageste, men egentlig også meget passende for nummerets æstetik.

Accepterer man præmisserne om, at den røde tråd må lide lidt for at Mooseknuckle kommer rundt i genrerne og kan man i øvrigt glædes over den stærkt inspirerede æstetik på de forskellige numre, så vil man blive meget glad for Trouble.

I en tid, hvor 70erne især er kommet tilbage i kraft af psych-rockken og den dansksprogede af slagsen, er det underligt forfriskende at der altså stadig findes bands, der med kvalitet kan – ja – bare spille rock, have rocken som overskrift og så både via stærkt indspilningsarbejde og styr på hvordan man laver gode rocknumre give den et tilbagelænet los i røven.

Når man ser navnet Mooseknuckle kan man måske tænke, at det er en flok platte, useriøse musikere, der er på spil (jeg måtte lige på Urban Dictionary for at finde definitionen). Det er bare ikke det indtryk, man får, når man hører Trouble. Jo, der er nok en underliggende ironi eller humor, men som lytter får man ikke kastet den i synet. Forrest står musikken og oven på den nyligt afsendte P6 Beat Elsker D-A-D er der noget genkendeligt i det hele: Det er dygtigt lavet rock, der er en humor ét eller andet sted – men grunden til at man vender tilbage er ikke humoren.

Stærk EP fra Mooseknuckle!

Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag

Previous articleElevatorfører: Jeg er kommet for at slå tiden ihjel ★★★★★☆
Next articleEt rum for vores uforklarlige eksistens – Interview med Skifting

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.