Nu ekstra meget single! I denne uge udvider vi lidt og byder på nyere singler fra indie-rockende Bidt, en ballade fra Amalie Skriver, guitar pop/rock fra The Millennials, døds-thrash med Urkraft, en spændstig Stærosaurus, mageløse Mørtel og en klassisk spillemandsvise fra Månelys.
Den opmærksomme læser vil måske have lagt mærke til, at jeg indtil videre har anmeldt 6 singler pr. Repeat (eller også har ingen bidt mærke i det?), fordi… ja… sådan blev det bare, det virkede som et fint antal! Men, nu er bunken vokset lige lovlig meget, så for at undgå, at det stikker helt af, eller singlerne bliver alt for uaktuelle, smider jeg lige en ekstra ind de kommende uger.
Dette er 13. udgave, nummer 17 er ved, at være fyldt op ude i horisonten, så, har du/I sendt os noget, tålmodighed, jeg prøver at følge med og tage dem i nogenlunde den rækkefølge de er kommet ind. Et par stykker har jeg dog overset i farten, så, beklager den ekstra ventetid for nogen af jer.
Afsted!
Bidt – “Sander Til”
“Til fans af Blur, Loveshop, Sterling, Radiohead og Pulp – og halvfemsernes indierock helt generelt”, yeeees, jeg lytter? Bidt udsender debutpladen Tilpas Utilpas, hvilket næsten lyder helt Olesen-Olesen’sk d. 24. maj. “Sander Til” handler om: “..et forhold i opløsning, og den distance og forskel, der findes mellem de to parter og den energi, de er villige til at lægge i forholdet”.
Førstehåndsindtryk: Ikke særligt meget Blur eller Radiohead, Pulp, måååske, Sterling og Love Shop? Jo, dem aner jeg måske! Det er dansksproget alt-pop/rock, hvis jeg skulle forsøge, at ramme det lidt ind. I den lidt kølige, grå-blålige ende, hvilket jo fint matcher tematikken. Jeg kan lide det, men skal vist lige høre den et par gange…
Efter flere lyt: Der er noget ved stemningen og klangen der suger mig ind, teksten er heller ikke tosset… guitarens lyd minder mig stedvis om den man også finder hos Asger Techau?
Nummeret varer kun 2 minutter og 34 sekunder, leveret i rask tempo og med et godt, frisk drive, så det er sådan en der glider ret ubesværet ned. På den korte spilletid når Blidt faktisk, at få presset ret meget ind i nummeret. Der er både nogle tempo- og stilskift, ligesom man oplever forandring i nummerets grundstemning, der bølger frem og tilbage. Der bliver endda plads til, at skrue op for guitaren mod slut og høvle lidt på den. Det giver også nummeret en lidt urolig, eller rastløs, energi, hvilket også er med til, at det er en sang jeg har lidt svært ved, at “fange”. Lige når man har fat i halen på, den skifter den lidt retning og smutter fra en…
Konklusion: Jeg har hørt nummeret en hel del gange, hvor jeg ikke helt føler jeg netop får “fat” i sangen og får den helt ind under huden. Men, jeg bliver ved med at vende tilbage og prøve igen uden, at jeg er blevet træt af den endnu. Det kan et eller andet, det her, jeg ved bare ikke helt hvad?!
Amalie Skriver – “Beautiful Worries”
Nummeret her er anden single fra en kommende EP, der er ude til sommer. “Beautiful Worries” er skrevet, komponeret og arrangeret af Amalie Skriver selv, nå ja, og sunget, og opstod en søvnløs nat, “og oplevelsen af at være magtesløs midt i uvisheden om, hvad fremtiden bringer. Sangen blev skrevet ved et busstopsted på vej hjem, hvor Amalie besluttede sig for at gøre op med disse bekymringer og tænkte “I don’t wanna worry for a second”.
Førstehåndsindtryk: Flot klaver intro, jeg keder mig lidt allerede… Ikke helt fair, men, der er et eller andet ved klangen her, der går lige i mit nervesystem på en helt forkert måde og sætter hele systemet i alarmberedskab. Det prøver jeg så, at holde nede, mens den vellydende pop-ballade smyger sig om mig og prøver, at få mig til, at sænke paraderne i 3 ½ minut.
Efter flere lyt: Behøver jeg?! Det er virkelig ikke for, at være ubehøvlet (altså mere end vanligt), men, det her er slet ikke mig. Jeg kan sagens klare ballader, pop, fløde, honning og også en god portion svulstighed, endda med sukker ovenpå. Men, den her stil, med en klar og tydelig vokal, et poleret lydbillede og en tekst, der bare ikke giver netop MIG noget, giver mig store problemer. Nærmest fysisk ubehag!
Derfor er det næsten heller ikke rimeligt, at jeg skal forsøge, at anmelde singlen. Jeg bryder mig ikke om den, den forsøger, at kvæle mig! Og jeg tror den smiler til mig i mens. Sådan rigtig meget, det er musik der smiler og har meget åbne øjne i mens, det her.
Konklusion: Er du til genren og stilen, så er det her særdeles velkomponeret og flot udført, Amalie Skriver og co gør sådan set alt “rigtigt”. Det er bare slet, slet ikke mig.
The Millennials – “The Divide”
“På “The Divide” udforsker det nye københavnske band The Millennials afstanden mellem mennesker i det nye, overdigitaliserede årtusinde – for er de sociale mediers løfte om at bringe os tættere sammen egentlig en løgn?”.
The Millennials er en relativt ny guitar-pop/rock størrelse, i hvert fald har de først for ganske nyligt spillet deres debutkoncert, hvor de delte plads på plakaten med Alcabean. “Bandet bestræber sig på at at give stemme til de ufortalte historier der gemmer sig bag ved Millennial-generationens polerede overflade”.
Er det mon noget for en fra en lidt ældre generation, som undertegnede?
Førstehåndsindtryk: Det korte svar er “ja”! Rigtig god og let til bens energi og drive, det flyder bare skide godt, det her. Vokalen… hvem pokker er det, at det minder mig om? Det kunne da godt drive mig lidt til vanvid, hvis jeg ikke hurtigt kommer i tanke om det!
Efter flere lyt: Varer den virkelig 4 minutter? Tiden flyver i godt selskab, og det er The Millennials lige umiddelbart. Arcade Fire og Win Butler, det er måske det, som klangen minder mig en smule om?! Ikke sådan 1:1, men, der er et kort glimt i vokalens tone og leveringen af en tekstbrok, der sender mine tanker i den retning.
Jeg ville egentlig gerne sige mere, og gerne et eller andet dybt, om det her nummer, men, det er bare en god og letfordøjelig popsang? Jeg tror den er god, at cykle eller løbe til! Den har noget herligt ubesværet over sig, som gør, at man gerne så den forsatte, men, den slutter ret brat må man sige…
Konklusion: Hvilket måske også er mit eneste egentlige kritikpunkt. Det gør ikke det store, og der er sikkert en pointe i det, men, den slutter lidt på en måde, hvor det føles om et afbrudt samleje. Men man hygger sig gevaldigt inden.
Urkraft – “Our Treacherous Fathers”
“Our Treacherous Fathers” er første nye nummer fra metalbandet Urkraft siden de gik i opløsning i 2009, og samtidig første single fra et nyt album. Bandet har rødder helt tilbage til 90erne, men valgte altså at trække stikket for 10 år siden efter 3 udgivelser.
Er der kommet ny benzin på tanken, eller skulle man lade fortiden være fortid?
Førstehåndsindtryk: Hmm, storladen og ret dramatisk instrumental intro. Vi er ovre i det melodiske og stemningsfulde hjørne, men, også et der lige umiddelbart lyder en kende… gammeldags? Ikke, at det nødvendigvis er en dårlig ting. Klassisk melo-død med lidt thrashede tonser passager, der har en bismag af noget svensk, måske? Ikke dårligt, ikke helt”blown away”
Efter flere lyt: Jeg kan godt lide den ildevarslende atmosfære og lettere pompøs stemning i nummeret, ligesom det bare helt elementært er godt leveret og skruet sammen. Man undgår ikke helt en følelse af, at det er en stil og klang man har hørt før, så jeg savner måske et lidt mere tydeligt, personligt aftryk fra et band med så mange år på bagen.
Men det lyder godt og jeg nyder, at opholde mig i det knugende rum Urkraft får bygget op over lidt over 4 minutter. Jeg er bare ikke sikker på, at sangen bliver hængende i kroppen på mig specielt længe efterfølgende. Det er jo en art comeback single, da vil man sikkert gerne efterlade et vist aftryk, samtidig med, at man ikke driver for langt væk fra udgangspunktet, så ældre fans ikke kan genkende en – det er nok lidt en balancegang.
Konklusion: Solid single, uden at jeg bliver blæst fuldkommen bagover. På den anden side, er jeg blevet nysgerrig efter, at høre mere fra bandet.
Stærosaurus – “Andre Mennesker”
Stærosaurus beskriver den nye single som, “et strambukset distortion-og-reverb-rocknummer”, som handler om, at “sidde og glo ned i sin telefon og hele tiden sammenligne sit eget liv, med alle andres og samtidig elske og hade sig selv mere og mere”.
Bagmanden hedder Andreas Stær, Stærosaurus har udsendt 1 album og 2 EPer, og med Stærs egne ord fået gode anmeldelser, men aldrig haft skyggen af et hit. Hvilket fik mig til at smile, altså ikke over, at han ikke har haft et hit, men selve formuleringen! Presseteksten i sin helhed er forresten værd at læse, hvis man kan komme i nærheden af den, nå, MUSIK.
Førstehåndsindtryk: Michael Falch? Ja, det var det første jeg tænkte, da jeg hørte vokalen. OK, lad os se hvor det her fører hen! Nå, Falchen namedroppes også, sammen med blandt andre Justin Bieber, Lou Reed, St. St. Blicher og Keld Heick. Sikken et band det ville være!
Nuvel, fængende poprock ‘n roll nummer, med et godt drive og rigtig fin opløftende opdrift i melodien. Jeg kan lide det.
Efter flere lyt: Det distraherer mig lidt, at jeg er lige ved at synge “i aften er det juleaften, der er længe længe…”, hver gang de første toner i sangen slås an. Min hjerne er sær nogen gange… men derudover har jeg ikke meget, at beklage mig over her. Så…
Selvom nummeret stemnings- og klangmæssig er i den opløftende ende, så rummer den også en følelse af noget mere flabet og, lad os kalde det, “arrogant”. Det harmonere meget godt med temaet om, at sidde og kigge på andre mennesker og deres liv på sin lille skærm og begynde, at væmmes lidt over dem, fordi man måske egentlig bare er lidt træt af sig selv – eller hele ræset. “Hvem har råd til ægte fjender”, spørges der mod slut? Lars Seier? Nå, OK, det var et retorisk spørgsmål.
Konklusion: Det er sgu’ et ret stærkt nummer det her, der finde en god balance mellem, at være iørefaldende og samtidig faktisk have noget på hjertet og få det udtrykt på en ret elegant vis. Et nummer man nok ville beskrive noget i retningen af “godt forløst”.
Mørtel – “Åh Saliva”
Første single fra Mørtels kommende udspil, “Forår i Trafiksignalet”, var en herligt skæv og boblende sag, som jeg anmeldte HER. Nu er næste single landet, den introduceres på følgende vis:
“I den græske mytologi bliver Ikaros straffet for at flyve for tæt på solen. Sjældent hører vi mytens anden vigtige pointe om, at man heller ikke skal flyve for lavt”.
Hvordan lyder det så i Mørtels finurlige popunivers?
Førstehåndsindtryk: Jeg elsker Mørtel… det er simpelthen så anderledes, uden at blive for gakket, humoristisk, uden at det bliver lallet og useriøst, kunstnerisk uden at det bliver for højrøvet… da nummeret går i gang tænker jeg, at det lyder som Ib Grønbech og Angora karakteren Henrik Solgård, der har kastet sig ud i, at give et art-pop nummer. Det er herligt!
Efter flere lyt: Finten ved det her er, at tage sig selv, og sin kunst, alvorligt nok til, at man også kan tage lidt pis på det hele. Ikke for, at gøre det til en joke, eller udvande det kunstneriske element, men, som en DEL af det kunstneriske udtryk. Det er i hvert fald sådan, at jeg vælger at tolke noget af det Mørtel og bagmand Andreas Hjertholm kaster sig ud i.
Hvis du tager dig selv for seriøst, så ville du ikke kunne lave det her, og hvis du ikke tog det seriøst nok, så ville det falde helt til jorden, når musikken spiller og Hjertholm synger ting som:
For at ku nå ekvilibrium
må vi pulverisere et løg
tommelfingeren op
når Gandalf kommer kørende mod dig
og tæppet danser som tvillinger gør
koglekirtlen åbner din dør
Konklusion: Ord som “original” og “unik”, synes jeg er meget farlige, for det passer sjældent når de bruges. Jeg vover gerne pelsen og sætter min sparsomme skribentkredit på højkant (for at parafrasere noget Allan Olsen, måske, engang har sunget i en liveudgave af et eller andet nummer): Mørtel er begge dele. Og tak for det.
Månelys – “City Hotel”
Morten Ebert Larsen er selvudnævnt gademusikant, det er jeg vel ret beset også? Jeg mener, det er næppe en beskyttet titel, og jeg har med sikkerhed givet et nummer på gader og stræder i ny og næ!
Førte det, som i Eberts tilfælde, til at jeg landede supportjob for Tårn, Hjalmer og Magtens Korridorer? Absolut ikke!
“Det er i det uperfekte, der opstår nærvær og magi. Jeg går ind for det upolerede, og det afspejler sig i mine sange. Det er her, det bliver ægte. Vi lever i en tid, hvor uendeligt mange mennesker glemmer at være til stede og bruger mange timer dagligt på at glo ind i en skærm. Det vil jeg ikke være en del af”, fortæller Morten Ebert Larsen, som ikke ejer en computer eller smartphone”.
Så håber jeg da, at det her når frem til ham på en eller anden måde!
Førstehåndsindtryk: Månelys siger selv, at han har drukket af samme kilde som Kim Larsen og Bob Dylan. Det kunne godt lyde sådan, selvom den slags sammenligninger jo straks giver mulighed for, at sige ting som “men der er nu stadig et stykke op til dem”. Det er der måske også, men, det her er faktisk et mere end hæderligt, helt klassisk spillemandsnummer, hvor især teksten får plusser.
Efter flere lyt: Hvad? Er det forkert, at give plusser for en tekst der indeholder et kvindelig? Hold så op med, at være så 2019 folkens, det er bare en historie! For “City Hotel” er nemlig helvedes bordel i denne små-skumle og lurvede fortælling fra Ebert.
Det er jo på sin vis helt klassisk og lige efter bogen for genren. Hvor vi lige var ude i noget abstrakt og avantgarde lignende med Mørtel, så følger det her en velkendt skabelon for viser med en genkendelig fortælling. Det ene er ikke bedre end det andet, når det gøres ordenligt. Og håndværket er mere end godkendt hos Månelys, hvor alt sådan set lyder og afvikles “som det skal”.
Konklusion: “Hvad var rigtigt og hvad var sandt // Og hvem var kvinden der forsvandt?”, giv “City Hotel” et lyt, det er 3 minutters vellykket historiefortælling.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Urkraft, pressefoto
