Den danske bluesrock duo er klar med deres debutalbum, der byder på hele 13 sange og hvor bundniveauet er højt fra start til slut, men hvor der også er for mange fyld-sange og for få, der for alvor stikker snuden frem.
Vi har tidligere anmeldt duoens EP udgivelse, EP, som fik ganske fine ord med på vejen, men også et ønske om mere originalitet og knap så meget genbrug. Efter godt 5 års tilløb, er de nu klar med deres første fuldlængde album, der byder på en ganske varieret palette af sange, og hvor der tydeligt er blevet arbejdet med duoens lyd og identitet.
Stilen er bluesrock, tilsat lidt country og folk i ny og næ, og bands som The Black Keys, The Bonnevilles og The White Stripes kan anes. Men samtidig virker det til at duoen, på trods af at det stadig ikke er de dybe tallerkner der opfindes, mere eller mindre har fundet deres plads, stil og lyd. Mere eller mindre, ikke helt. Hvilket er relative simple kompositioner, tilsat forsanger og trommeslager Anders Holm’s vokal, der ofte får lov til at råbe godt igennem, bastante og fighte trommer samt guitarist Martin Christensen’s kompetente guitarspil.
Disse ingredienser er rygraden på albummet, og på trods af det relativt spinkle setup, trommer, guitar og vokal, formår de to gutter, at fylde lyden rigtig flot ud, på samtlige sange – man sidder ikke og mangler et ekstra instrument på noget tidspunkt. Det i sig selv, er ganske imponerende. Produktion er voluminøs, men måske også en kende for poleret, lidt flere rå kanter ville have klædt lyden.
Desværre halter originaliteten i sangskrivningen stadig, det er, som på EP’en, stadig byggesten der er brugt før, og det er måske grundet den instrumentale begrænsning, at en del af sangene virker som noget man har hørt før, og at de minder lidt om hinanden. En lille anke mere, er Anders Holm’s vokal, der ikke sådan rigtig brænder igennem. Jo, manden kan synge, men det er en lidt, ja hvad kan man kalde det, generisk vokal, der mangler lidt særpræg og kant, den er lidt for pæn. Dog fungerer den super, når der kommer lidt effekt på, det passer bedre til musikken og giver lydbilledet en ekstra dimension.
Og i min optik, er det da også når det bliver mest beskidt og tungt, at Long Line Down for alvor brænder igennem. Bevares, åbneren “Generic” er så sandelig et fint nummer, men igen er det lidt for pænt. Det trænger lige til et spark i røven og tur over asfalten, så de pæne kanter lige bliver revet op, og det er stort set en generel ting på Days Gone By.
Det sker på “John Doe”, “Banished” og “Old Man”, hvor tempoet er godt i bund, og hvor duoen med meget få virkemidler, får opbygget et uhyre spændende og medrivende univers, der virkelig kan noget, dette specielt på “John Doe” og “Old Man”. Det er farligt, beskidt og vigtigst af alt, er her en noget mere unik og original lyd end på resten af albummet, helt klart denne vej Long Line Down skal trucke videre – i min optik.
Så når alt kommer til alt, er Days Gone By et fint album helt overordnet, bundniveauet er højt. Dog er 13 sange for mange, der går lidt “ind af det ene øre og ud af det andet” i den, og det ville have klædt albummet, at blive skåret fuldstændig ind til benet. Som sagt er duoen tæt på at finde deres ståsted, men også kun tæt på, for der mangler lidt arbejde endnu, da forskellen på sangene er stor og originaliteten halter en smule, men de er godt på vej.
Jeg vil ikke være helt lige så nærig som min anmelderkollega Jonas, der gav 3 stjerner da Long Line Down udgav EP. Der er masser af god bluesrock at komme efter på Days Gone By, og der er, på trods af ovenstående, ikke et decideret dårligt nummer på pladen. Derfor kvitterer jeg med små 4 stjerner, for et fint bud på bluesrock anno 2019, der dog mangler det sidste, for at lette for alvor.
Af Thomas Bjerregaard Bonde
