Gurli Octavia’s nye EP, Metanoia, er en knugende oplevelse, men det er samtidig også en flot eksekveret udgivelse.
Jeg stiftede første gang bekendtskab med Gurli Octavia under sidste års Spot Festival, nærmere bestemt da hun optrådte som en del af Roots & Hybrid programmet. Der imponerede hun tilstrækkeligt til, at jeg også fandt tid til at se hendes koncert på selve Spot-delen, så forventningerne har været relativt høje til Metanoia, Octavia’s nye EP.
Og lad det bare være sagt med det samme, forventningerne er blevet indfriet. Metanoia er nemlig en rigtig stærk EP, hvor Octavia’s opfindsomme tilgang til singer-songwriter genren, som her blandes med, blandt andet, world elementer, fungerer rigtig godt.
Det starter nu relativt klassisk på ‘Ghosts’, som slår tonen for albummet an. Her lyder Octavia’s vokal ru, nøgen og vejrbidt, og man fornemmer at livet har sat sig sine spor. Eller måske rettere døden; EP’en behandler nemlig Octavia’s fars død.
Virkelig stærk er EP’ens andet nummer, ‘Clone’, hvor en levende kontrabas, en relativt kompleks rytme, og en stærk vokalmelodi tilsammen giver et nummer, man har lyst til at kravle ind i igen og igen. Her er der også, som på åbneren, i øvrigt, en diskret andenstemme i spil, der smyger sig tæt på Octavia’s fine vokal, der har både dybde og karakter. “Maybe I was a fighter, I don’t know, I forgot/Maybe I’m still human but I feel so lost”, synger Octavia, så man fornemmer sorgens effekt, og fornemmelsen af at være en tom skal, en klon af sig selv.
På ‘Lest I Lose Myself’ træder world influenserne for alvor frem, men fordi det flyder så lydefrit ind i Gurli Octavia’s øvrige lydbillede, så er det ikke noget der stikker ud – positivt forstået. De føles som en naturligt integreret del af lydbilledet. Også når strygere træder ind på indledningen til ‘When the Light’s Off’, virker det som en naturlig forlængelse eller udvidelse af Octavia’s univers. Her afspejler Octavia’s vokal, der ind i mellem sitrer skrøbeligt, ensomheden og usikkerheden i teksten – “I am alone when the light’s off”.
Den helt dæmpede og melankolske ‘Thorn’ gør også indtryk, på en EP, der i det hele taget holder et meget flot niveau. Her undersøger Octavia, om hun stadig kan mærke noget, stadig har blod, der løber. Tematisk kredses der hele vejen gennem EP’en om døden og tabet, og deres følgesvende, tomheden, initiativløsheden, usikkerheden – men der rundes af med en form for konstatering og accept af tabet og livets midlertidighed med ‘We Cannot Stay Here Forever’.
Metanoia er en EP, der gør indtryk, både fordi man får en fornemmelse af at man kommer tæt på og mærker tabet sammen med Octavia, men også fordi det er forløst på en flot – i mangel af bedre ord – måde, musikalsk såvel som lyrisk. Det er kort og godt en rigtig stærk EP, hvor både helheden og enkelte af sangene gør indtryk.
Du kan finde Gurli Octavia på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
