Det er singletid! I denne uge med synth/folk fra Death Machine, færøsk indie/songwriter toner fra Fródi, forskellige bud på alternativ pop fra Tundra og Tigermøl, mørke fra The Great Dictators og elektro/vokal-pop fra Veitner.
Det vælter stadig ind med singler, og jeg er stadig lidt bagud, så vi får nok ikke kortet køen ned foreløbig. Medmindre jeg går op på 2 x Repeat om ugen? Naaah, hastværk er lastværk!
Death Machine – “Mask”
Så er der en ny single fra duoen med det ret voldsomme navn, men som slet ikke er så voldsomme, nemlig Death Machine. Der er sket lidt siden de debuterede med det moderne folkalbum Cocoon i 2017, hvilket også kan høres på single nummer to fra deres kommende plade, som udkommer til oktober.
Førstehåndsindtryk: Mmmm, halv-mørkt og synth’et! Jeg er straks tiltrukket af stemningen på dette nummer, der er i det dystre hjørne. Umiddelbart lever det meget på det atmosfæriske, melodien er ret simpel og flyder “bare” roligt fremad. Men, der sker faktisk en hel del i baggrunden…
Efter flere lyt; Det er sgu et ret stærkt udspil, det her. Stemningen og det rum Death Machine bygger op, virker meget formfuldendt, stilet og afbalanceret uden, at det kommer til, at fremstå for kunstigt eller konstrueret. Nok er nummeret i den mere dunkle ende rent stemningsmæssig, men, det virker samtidig ret roligt og behageligt, at lytte til.
Der er mange små, fine og skæve detaljer lige under overfalden, så man føler, at der hele tiden sker et eller andet nyt. Og så gennemstrømmes nummeret, selvom det vel i sin kerne er en form for synth influeret indie/folk, af en trip-hoppet vibe, der for en gangs skyld ikke virker 90’er bedaget, men tilføjer et frisk pust.
Konklusion: Rigtig spændende og vellykket nummer og et der, trods manglen på et egentligt omkvæd eller noget “hittet”, sagtens burde kunne gøre sig i radioen.
Fródi – “Hola”
Så skal vi et smut til Færøerne, der er nemlig nyt fra singer songwriter Fródi, som vi seneste anmeldte mini-albummet Ultramarine fra. Det var tilbage i 2016, hvor han over 6 numre vekslede mellem afdæmpede singer/songwriter ballader, indie-støj og det pop-rockede.
Næste album udkommer til maj, hvordan mon førstesinglen “Hola” lyder?
Førstehåndsindtryk: OK, så skal vi lige have omstillet ørerne til færøsk, ikke at jeg kan tale eller forstå det, men, det er en lidt anden klang end det danske eller engelske vi normalt kommer i berøring med. Sidst sang Fródi på engelsk, det færøske er faktisk en dejlig afveksling og giver straks det her et skud personlighed. Er det indie, det her? Nordisk indie? Er det en ting? Jeg kan lide det.
Efter flere lyt: Selvom Fródi’s udtryk i bund og grund er ret lavmælt og roligt, så fornemmer man alligevel at der er et dirrende drama og en storm under opsejling, lige under overfladen. Der er noget… smukt, mennesketomt, råt, vindblæst og alligevel beroligende over det – sådan som jeg forestiller mig den færøske natur. Men, det kan være min viden om, at Fródi er fra Færøerne, der spiller mig et lille puds?
Uden helt at kunne sætte en finger på det, så er der noget meget “nordisk” over Fródi’s klang og musikken. Stemmen, et baggrundskor og noget klaver blandes med en ret insisterende elektronisk puls, mens nummeret bølger frem og tilbage, trækker sig sammen, puster sig op, og alligevel piskes fremad af pulsen.
Konklusion: Det er altså også rigtig godt det her. Igen et nummer der lever på den atmosfære og det lille, kompakte, men alligevel stemningsmættede og frodige musikalske univers der opbygges. Den stopper dog lidt brat?
Tundra – “Finding My Religion”
Fræk nok titel, der! Er det så en slags omvendt “Losing My Religion?”. Eller er det egentlig en slags “er glasset halvt fyldt/halvt tomt” ting? Altså, er man lidt det samme sted, når man er ved, at finde noget, som når man er ved, at miste det? Nå, sidespor! Dette er single nummer to fra nordjyske Tundra, der netop har udsendt deres debutalbum, om sangen forklarer forsanger Sofie Trolde:
“Finding My Religion omfavner en periode i mit liv, hvor jeg følte, at jeg ikke lavede andet end at banke hovedet mod muren, omringet af tvivl og frygt. Jeg kan ærligt sige, at den opstod inde i mit hoved, hvorefter drengene i bandet greb min fantasi og skabte et værk omkring mine krøllede tanker.”
Førstehåndsindtryk: Hold da kæft en flot vokal, flot produktion og i det hele taget et flot, flot nummer!? Hvad pokker er det her for noget? Storladen, alternativ pop, måske? Det kunne man vel godt kalde det…
Efter flere lyt: Meget hviler på vokalen og den kontrol, spændvidde og dosering af stemmepragten som Trolde udviser. Det er virkelig lækkert udført, men, hun iscenesættes også ret kompetent. Musikken er ikke bare baggrundstæppe, især guitaren er med til, at drive nummeret fremad, bakker fornemt op og giver et ekstra løft, når det lige er nødvendigt.
Sangen bygger stærkt op, der kommer flere lag på og der er godt med opdrift, så vi rammer den helt rette kurve, der helst skulle ende i en form for forløsning. Da vælger Tundra løsningen med, at “semi-peake”, bøje af og lade nummeret lande blødt. Alt efter temperament kunne man også have valgt, at skubbe den det sidste stykke op mod himlen.
Konklusion: Jeg er lidt i tvivl om “den bløde landing”, det er en smagssag, der er ikke noget decideret forkert valg her, men, jeg er lidt nysgerrig efter, hvordan det ville have lydt, hvis man bare gav den fuld gas. Derudover er det her et fejende flot nummer, hvor især den tålmodige og veldoserede opbygning scorer point.
Tigermøl- “Dagen Går I Stykker”
Tigermøl er det spritnye og dugfriske skud på stammen indenfor elektronisk dansksproget indie pop, lover presseteksten. Senere lyder det om den maskeklædte duo, der åbenbart ikke er novicer på den danske musikscene, “Tigermøl er et no-name-no-face koncept, og iklædt fabeldyrsmasker dyrker duoen tidens tendens til outreret selv-iscenesættelse i en grad, hvor individet helt udviskes”.
Træls eller noget der pirrer nysgerrigheden? Lad os lytte lidt…
Førstehåndsindtryk: Hmm, ikke så træls! Tigermøl har i hvert fald min opmærksomhed indledningsvis, hvor vokalen får lov til, at stå meget alene. Så begynder et dunkende dansebeat, at tage over og jeg mister ret hurtigt interessen… teksten kræver vist lidt flere lyt, den virker ikke helt dum.
Efter flere lyt: OK, Tigermøl bliver bygget ret effektivt op i den medfølgende pressetekst, måske også mere end godt er. Jeg synes ikke helt den her sang får forceret den høje barre der sættes op. Det er jo så lige meget for den gennemsnitlige lytter, der ikke har den fordel (eller ulempe), at sidde med presseteksten. Det er bestemt ikke et dårligt nummer! Forventningerne bliver bare skruet lidt for meget op.
Jeg vænner mig stille og roligt til den ret dominerende danserytme, der pumper nummeret fremad. Ja, den er til dansegulvet, men, der er en ensomhed og noget meget sårbart over udtrykket, selvom beatet er ret hårdtpumpet. “Dagen går i stykker uden dig”, lyder det, lige på nippet til, at miste, mens man kan se vedkommende forsvinde ind i mængden og mørket på klubbens dansegulv, glidende en af hænde. Følelsen af at miste, eller være lige ved det, fungerer ret godt.
Konklusion: Når man lige får forventningsafstemt og stillet ind på Tigermøls frekvens, så er det her nummer en stille sniger/”grower”. Jeg startede med, at være lidt afvisende, men, nu er jeg måske nysgerrig efter, at høre mere?
The Great Dictators ft. Jamie Stewart – “By The Throat”
The Great Dictators var temmelig aktive i vores første leveår, hvor vi anmeldte en del udgivelser fra dem, men den seneste er fra 2016. Derefter er det kun blevet til en enkelt single vi havde som Dagens Track sidste år, men nu er der nye toner fra gruppen, denne gang featuring Jamie Stewart fra det amerikanske indieband Xiu Xiu.
Nummereret beskrives således:
” By the Throat’ er en kort, intens og atypisk kærlighedssang. Den handler om hvor svært det kan være at leve både med og uden kærlighed. Man kan drage paralleller fra teksten til sangskriver og frontmand Draguts privatliv, som det seneste år har budt på adskillige familietragedier og dødsfald i den nærmeste omgangskreds”.
Førstehåndsindtryk: “Another day of facing death, that’s why we were born, my love”, så er man ellers i gang med 3 minutter i lavmælt musikalsk selskab med The Great Dictators. Tempoet er nærmest slæbende, som om det er svært, at komme i gang, og endnu sværere at holde den kørende. Men, den nedslåede stemning til trods, er der lys og håb i mørket, de pibler frem fra baggrunden, mens forgrunden domineres af den monotone, næsten reciterende, men stadig udtryksfulde og dragende vokal.
Efter flere lyt: Det her er det modsatte af en flashy single, uden at det bliver anonymt. Teksten er klart det bærende element, og rummer, åbningslinjen og temaet til trods, også noget optimisme, eller i hvert fald en kraft til, at forsætte og forsøge, at holde hovedet oppe.
Det er ikke en single der vinder på, at have et markant hook eller andet der springer en i møde. Den lever på sin stemningsmættede atmosfære og knugende følelse, som kræver opmærksomhed. Ikke et nummer man bare sætter på som baggrundsmusik, hvilket både er en fordel og en ulempe – den kræver, at lytteren tager maddingen, som ikke gør det store væsen af sig.
Konklusion: Som single er den mere af “vi er her stadig, kom og lyt til os” slagsen fremfor noget der virker, som om den er lavet til, at blive et “hit”. Men giver man den en chance og lukker verdens larm ude i 3 minutter, så gemmer der sig et smukt nummer i tusmørket.
Veitner – “Ikon”
Vi lukker og slukker med et lille hængeparti fra februar, hvor denne single udkom. Der er ikke vedhæftet noget pressemateriale, så… På Facebook kan man læse, at der er tale om elektronisk pop fra Christian Veitner, der skriver sange, synger, spiller og producerer. Okay, så!
Førstehåndsindtryk: “I ET LAND UDEN HØØØØJE BJEEEEERGE”, hov, beklager, introen fik mig bare til, at tænke på den nedbarberede, men ret storladne, version af Michael Falch klassikeren. Jo, det er da elektronisk pop det her, men det er næsten lige så meget vokal-pop, i den forstand af elektronikken leverer lydtæppet, men det er mennesket og stemmen der er i spotlyset. Jeg kan sgu ret godt lide det her? Det er dejligt enkelt, men udtryksfuldt.
Efter flere lyt: Det ER måske ikke en sang jeg har lyst til, at høre alt for mange gange i træk. Det er ret veludført, simpelt, men ikke underernæret og med en række små, fine detaljer, der dukker op i underlægningen, mens Veitners klare, solide vokal former sangen (bakket op stedvis af en anden stemme) med hans ord. Netop ordene har dermed en meget central placering her.
“Jeg har søgt min gud på et fremmed bjerg // langt væk fra tiden og fra stedets hærg”, lyder de lettere højtragende åbningslinjer, mens musikken pulserer diskret i baggrunden. Det er egentligt et lidt sjovt sammenstød mellem et sprog, der lyder en smule gammeldags, og lidt stivbenet og så det mere moderne klingende elektroniske islæt. Men, at ordene og leveringen føles lidt firkantet gør, at det passer ret godt til den “kunstige”, eller skulle man sige maskinelle, musik.
Konklusion: Jeg er måske ikke helt blæst bagover af selve sangen, men, som idé og koncept, så, synes jeg at det her kan et eller andet. Det lyder ikke helt som noget andet jeg kan komme på lige nu, men det føles samtidig lidt “rough around the edges”. Men, jeg bliver nysgerrig efter, at høre mere!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Claus Peuckert, Tigermøl pressefoto
