Vi vil ikke lyve, hvis vi siger at der har været lidt forvirring om hvad Lush Lullaby går ud på, når vi her på GFR har anmeldt projektet. På Pink Sky er der dog ikke så meget slinger i valsen: Her er vi ovre i noget nær rendyrket britisk inspireret punk, komplet med accent og hele molevitten. Og det fungerer et langt stykke hen ad vejen!
1-2-3-4 punk! Engelsk accent á la Johnny Rotten, flossede guitarer og meget enkle soloer. Det er ret stilrent, det her! Faktisk kan det mistænkes for at være en pastiche, men vi er vist efterhånden derhenne, hvor man ikke rigtigt kan lave en pastiche over punk…
Sangene fejler intet. Eller i hvert fald meget lidt. Fem styks er der og intet nummer på fire minutter eller mere. Guitaren er godt fedtet ind i ikke alt for gode gains. Bassen dump som den skal være. Trommerne levende, men maskinelle. Alt er simpelt hen lige skabet.
Den indigneret leverede vokal leverer til gengæld måske ikke stor poesi, hvor eksempelvis refrænet i anden skæring, Makeitthrough går ”We will make it through / Just me and you / I will reach for the sky / and make both of us high”. Ja, godt er det ikke, men det lugter af uforfalsket, uigennemtænkt ungdom. Så det går an og fungerer – ikke mindst fordi det bakkes op af et let forstemt guitartema.
Generelt tåler teksterne ikke rigtigt at blive hevet frem, da de på den konto bliver ret flade og måske, bare måske kan jeg for én gangs skyld acceptere, at teksterne nok mest bare skal være der – og at meningen med musikken i lige så høj grad ligger i udtrykket, som i hvad der lige er skrevet ned.
Titelnummeret giver i hvert fald ikke ret meget, men handler vist om skumring – uden nogen øvrige teksthints til at det skulle være en form for dybere metafor. Afslutteren, ‘Demons’, bliver dog et fint match imellem det let desperate udtryk og teksten som handler om sådan nogle fætre, der sidder inde i hovedet.
Lush Lullabys party trick på Pink Sky er så afgjort lyden og den flossede guitars temaer. Fordi det hele virker meget alvorligt – men også falder ret meget fra hinanden, hvis man lytter alt for detaljeret – får udtrykket sådan lidt en De Skrigende Halse-vipe og rammer dén der punkede nerve af at noget er mega vigtigt, men det noget måske så kun kan kommunikeres med de tilstedeværende evner i tekstskrivning og på instrumenterne. Og det holder overraskende godt!
Jeg føler allerede at jeg, den korte anmeldelse til trods, har øvet lidt vold på Lush Lullaby ved at prøve at analysere på Pink Sky. For i sin umiddelbarhed, sin insisteren og sit udtryk er det måske bare sådan en punk-plade, der skal have lov bare ’at være’.
Og dét gør den faktisk rigtig fint!
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
