Moonless: Calling All Demons **** (4/6)

Men eftersom det var en mandag, så gav jeg den lige et par lyt mere de efterfølgende dage, vi kan jo alle have en skidt dag først på ugen. Og sørme om det ikke begyndte at kildre en smule alle de rigtige steder, da den tunge måneløse nat fik lov til at vokse lidt i det tiltagende forår – godt man kan rulle gardinerne for.

Så langsomt men sikkert, som Moonless’s slæbende og bastante melodier, så fik “Calling All Demons” tromlet sig vej ind i mit hjerte, og kickstartet en lille forårsforelskelse. “ROCK music with a twist of DOOM” kalder den Københavnske kvartet deres musik, og dertil kunne man sagtens tilføje følgende: et strøg sydstatssludge og stener tendenser.

“Mark Of The Dead” åbner albummet på behørig vis, troede et kort øjeblik vi var ude i et High On Fire nummer jeg ikke kendte. Det er dommedagsriffs, bas og trommer der moser sig ustoppeligt frem og en ligedele grum og højstemt vokal. Et virkeligt sveddryppende heftigt nummer der kunne bore sig igennem klipper. Aner ikke hvorfor jeg ikke faldt pladask for det ved første lyt, selv en svært hørehæmmet ville få heavy hjertebanken af det her.

Pladen er 37 minutter lang og består af kun 6 sange, hvor “Devil’s Tool” med sine 5.26 er korteste skæring, så vi er ude i nogle metal marathon ture. Som man vil kunne se på sangtitlerne, så betræder vi en velkendt rute af refferencer, emner og tekster med Moonless som følgesvend. Ikke at det gør noget, man kunne af og til godt ønske sig lidt eksperimenteren med lyden, men bandet synes helt bevidst at have lagt sig fast på denne solide kurs, uden unødige udflugter.

Det er også forståeligt, for det Moonless gør og leverer, det mestre de til fingrespidserne – men ved ikke om de har tæmmet deres udtryk med fuldt overlæg? Af og til lyder det som om der faktisk gemmer sig et teknisk og musikalsk meget velfunderet band bag de ret enkle og ligefremme melodier, som “Horn Of The Ram”, der fremstår som et herligt simplet stød lige i dunken. Ikke at de direkte holder igen, men de barberer al lir og overflødig kompleksitet væk, som de muligvis havde evnerne til at losse ovenpå, og vælger den vej mange kunne lære af – keep it simple, stupid!

“Each step fills my body and soul with pain” vrænges der af solen på titelnummeret “Calling All Demons”, teksterne har nogle fede vendinger hist og her, men ærligt talt er det ikke lige dem jeg hænger mig mest i, eller der hænger mest ved, på albummet. De fungerer sammen med den kraftfulde vokal mest som et ekstra brølende instrument med spredte oneliners, og som stemningsguide igennem de 6 herrebrede testosteronpumpede numre på pladen.

På femte nummer, “Bastard In Me” sættes tempoet lidt i vejret og melodien bliver lidt mere vuggende og groovy, hvilket klæder Moonless, og er tiltrængt afveksling efter de 4 første sumper tracks, hvor ensformingheden begyndte at true ude i horisonten. Ensformigt når det dog aldrig helt at blive på “Calling All Demons”, for Moonless er kloge nok til ikke at overstay their welcome, og lukker den måneløse nat med “Midnight Skies”. En bombastisk og volumiøs satan der smyger sig om en som en kælen skøge, med en skøn stank af røg og sprut som lummervarm dyne til at skjule udåden. Potente scheisse!

Forårsforelskelser og skøger har det med at komme og gå, og som disse er dette album måske også et flygtigt og hurtigt glemt bekendtskab, men ingen grund til ikke at suge alt man kan nå til sig, og nyde det i fulde drag. Det bliver måske ikke lige til evig kærlighed i denne omgang, dertil er der for lidt variation, og de helt mindeværdige øjeblikke for få, men Moonless må gerne flirte lidt med mig igen næste gang de kigger forbi med et nyt album – måske har de lært lidt nye tricks og denne rock liderbasse hopper på dem igen.