På en bund af lækker post-punkinspireret underlægning Bowie/Manson-crooner duoen Still The Man sig igennem det ambitiøse album Myth. Ambitionerne bliver kun delvist indfriet – men der er point for at prøve!
Myth er for Still The Man mere end bare en titel: Ifølge pressematerialet søger duoen at beskæftige sig med hvordan man fortalte historier om at være menneske inden (sociale) medier. Det må man da kalde ambitiøst!
Titler som ‘Tame The Beast’, ‘Powerless Power’ og ‘Sacrifical’ indikerer ikke blot, at vi beskæftiger os med det maskuline og måske endda primordiale, men også at der er drama på. I praksis bliver det dog lidt pseudo-intellektuelt – mere om det senere.
Så er der udførelsen. Det er en virkelig fint underlægning, Still The Man leverer. The Cure kunne sagtens med stolthed have anvendt de rumklangs-berigede guitarer, de til tider mørke synths og den generelle atmosfære. Der er, helt enkelt, ikke mange fingre at sætte på musikken ud over at der måske mangler lidt hooks i melodiføringen.
Retter vi så ørerne på vokalen, bliver dette måske lidt udfordret. For der croones hele vejen igennem og vidste man ikke bedre, kunne det have været en Bowie-plade fra Hours/Heathen-tiden og med musikproduktionen som egentlig også til dels kunne matche denne tid, mangles der især vildskaben som Alomar står for dér. Ok, det er også vildt at sammenligne med Bowie, men teknikken og fremførelsen lyder bestemt derhenad. Det er i øvrigt ikke den eneste association, man kan få ved Still The Man, da især nummeret ‘Guillotine’ byder på (effekt)distorted vokal der ikke ville være malplaceret på et Marilyn Manson-album.
Sætter vi disse associationer til side, så er det rimelig overbevisende med vokalarbejdet oven på den flotte underlægning. Alright, ikke så patetisk som Bowie og ikke med så meget kant som Manson. Men alligevel overbevisende. ‘Guillotine’ byder i øvrigt også på pladens bedste bud på et melodisk hook og er måske dét nummer, der hænger bedst ved, når de 11 numre toner ud.
Vi kommer dog også noget længere rundt, end blot velproduceret post-punk i underlægningen: ‘I’m an I’ byder på progressive synths og har et kantet, næsten industrielt drive.
Den store ballade fyres af som afslutningsnummer med den klaverdrevne ‘Deserts And Vultures’, hvor jeg nok må sige, det endelig kammer over med vokalen: Den er til at ’æde’ når der er stærk underlægning, men når det bliver sart, er der tendens til det mere pastiche-agtige.
Tekstuniverset forløser måske ikke helt de ambitioner, pressematerialet antyder, men der er masser af (maskulint) identitetsstof. ‘Tame The Beast’ byder på overvejelser som ”An endless number of personalities / Will I ever find the man behind the mask / Who Am I” og titlen ‘I’m An I’ indikerer også, at identiteten er i spil.
På den konto bliver pladen ikke mindre dramatisk, men mere en let introvert analyse af livet og identitet. Vi får endda en omskrivning af metaforen indre dæmoner med ‘Darkly Feathered Friends’ og der cirkles om moral, ønske om tilgivelse (eller lakonisk konstateren at sådan ’er’ man bare) og antropologen i mig erkender, at meget er myter – også hvordan man konstruerer sig selv.
Og dermed bliver det ambitiøse værk lidt ’mindre’ men stadig interessant.
Jeg tænker ikke, jeg vil flå det frem igen til enhver lejlighed, men der ligger bestemt noget i det mørke og i at fortælle sin egen myte snarere end at bevæge sig op på et højere menneskeligt plan.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
