Det er kun lidt over et år siden, at vi anmeldte første EP fra Cosmic Waves, nu er bandet klar med opfølgeren, hvor udtrykket er blevet justeret lidt. Det er stadig post-punken der dominerer, men sangene er blevet mere dynamiske.
Og det er en klar fordel. Sidste gang var jeg ikke helt revet med af deres støjende og stedvis let psykedeliske post-punk, der som end lød godt, men aldrig blev så brusende og berusende, som der nok blev sigtet efter. Cosmic Waves får bedre fat i mig denne gang.
Bandet skriver selv, at de har eksperimenteret med, at få nogle flere dynamiske skift ind i numrene, samt at tilføje mere reverb og twang. Jeg er klar over, at reverb, eller for meget af det, ikke er så velanset i visse kredse, men jeg kan sgu’ godt lide det, så på det punkt bliver vi ikke uvenner.
Det gør vi sådan set heller ikke på nogle af de 4, forholdsvis korte, numre, der udgør Control. Med en samlet spilletid på lidt over 12 minutter er det bestemt ikke fordi, at Cosmic Waves er kommet for at stjæle ens tid. Der lægges rigtig stærkt fra land med titelnummeret, hvor det med dynamikken allerede er meget tydeligt. Der lægges ud med en The Cure agtig bølgende vibe, men der skrues snart op for guitarforstærkeren og nummeret viser tænder, inden det svinger tilbage i det mere “luske rundt i skyggerne” følende. Den ret simple vekselvirkning er egentlig “bare” tricket der gentages sangen igennem, men med et ganske effektivt resultat. På tekstsiden befinder vi os i klassisk forelskelses-territorium, hvor andet vers indledes med:
I follow the love
that you have left behind
I sing the songs
that no ones heard before
Nuvel, den slags sange ER hørt før, men det er nogenlunde driftssikkert det bandet leverer rent lyrisk, selvom det nok ikke er der jeg får det største kick.
Så går det ned af bakke, i den forstand at vi er “Going South”, den efterfølgende nedturshymne, hvor man hjemsøges af mørke drømme og minder fra en fjern fortid. Stemning er, helt passende, mere dunkel og stenet, kvindevokalen lyder her mere som et drømmende ekko, mens musikken arbejder sig fremad i et mere roligt tempo. Cosmic Waves formår egentlig at få bygget en god, ulmende og lettere urovækkende stemning op på de kun 2 minutter og 40 sekunder nummeret varer.
Den efterfølgende “Same Tomorrow” lægger snigende ud, mens teksten leveres med en vis monotoni og “følelsesløst”. Dynamikken opstår i de dramatiske skift i tempo, intensitet og volumen efter hvert vers (der er ikke noget omkvæd), hvor Cosmic Waves virkelig får smadret godt igennem. Det er ikke så meget et “godt” nummer, som det er et ret vellykket eksperiment og leg med formen, hvilket der også skal være plads til. Den afsluttende “Silhouette” er mere traditionel og “lige ud af landevejen”. Melodien er sådan set fin nok, og den lidt funky frække baslinje ret catchy, når man lige opdager den, men i det store hele er det en sang, der lige mangler et eller andet for helt at ramme plet.
Control er et solidt skridt fremad for Cosmic Waves, der prøves nogle flere ting af og så tilstræbte dynamik lykkes bandet langt hen af vejen med, at for inkorporeret i deres sange. De har endnu til gode at skrive sangEN, der hvor de bare får en fuldtræffer på alle parametre, men vi er på vej i den rigtige retning.
Selvom EPen hedder Control, så er det ikke mere kontrolleret end, at Cosmic Waves stadig lyder som et band der søger efter deres helt eget udtryk – eller den “endelige” form. Men formkurven er stigende og pilen peger i den rigtige retning.
Af Ken Damgaard Thomsen
