Digteren Naja Marie Aidt har skrevet teksterne til Housewarming mens Nikolaj Nørlund synger dem og har sat musik til med et par musikalske samarbejdspartnere. Det er der kommet et fint album ud af, hvor især de synthtunge kompositioner og ordene scorer højt.
Forhistorien til samarbejdet mellem forfatter/digter Naja Marie Aidt, bosat i Brooklyn, og Nikolaj Nørlund, musiker og bosat i København, er at Nørlund inviterede Aidt til en housewarming, men hun meldte afbud. Det førte til en længere korrespondance, hvor et samarbejde om et album kom op at stå – de to har tidligere samarbejdet om at omsætte H.C. Andersen’s drømme til musik.
Aidt har skrevet teksterne til Housewarming og Nørlund har sat musik til i samarbejde med Adi Zukanovic og Nørlund sørger også for den vokale levering på albummet, bakket op af korstemmer.
Kombinationen Aidt/Nørlund er på mange måder en vinder. Nørlund’s vokal klæder Aidt’s lyrik, og omvendt, og især når synths’ene får lov at fylde flyder tekst, vokal og musik sammen i en højere enhed. Åbneren ‘Havnens Sorte Vand’ lander i den forstand lidt i mellem de to yderpunkter på albummet, som i øvrigt er relativt homogent, i og med, at der er synths, men de ikke dominerer. Det er et nummer, der fint sætter den stemning, som Aidt/Nørlund rammer på albummet, og som rammer et af sine højdepunkter allerede på andet nummer.
‘Den Bløde Milde Nat’ bliver flittigt luftet på P6 og det forstår man godt. Det er nemlig en stemningsfulde ode til natten, der både lugter lidt af Cohen, men også har Aidt’s fine sproglige touch, fint leveret af Nørlund, og en sørens catchy synth-drevet fremdrift.
Den følgende ‘Byen Er Din’ har lidt af samme styrker, omend den ikke helt når samme niveau, men stadig en fængende sag. Mindre spændende, især musikalsk, er numre som ‘Åh, Love’ (med et ellers næsten irriterende fængende omkvæd og fine linier som “Livet er en guldsmed ramt af lyset”) og ‘Prospekt Park’, der står mere gumpetungt i stampe, mens ‘Q-tog over Brooklyn Bridge’ ikke rigtig får nok ud af Katinka’s gæstevokal, trods en bastant synth-bas underlægning og et velfungerende tostemmigt omkvæd. Men det var også de væsentligste kritikpunkter.
Titelnummeret ‘Housewarming’ har en fin rytmisk fremdrift, mens den tangentbårne ‘Sommerfuglevinger’ er en mindesang om Aidt’s søn, Carl, som døde da han sprang ud af et vindue på fjerde sal i en psykose for fire år siden. Det er i sagens natur en maveknuger, hvor Nørlund med Aidt’s ord spørger “Hvordan skal jeg leve uden dig?”.
Der er lidt af de samme kvaliteter på ‘Huset Brænder’ som på ‘Den Bløde Milde Nat’. “Alt det vi mistede til storme og ild/De dødes sjæle flagrer som tyndt papir”, konstaterer Nørlund, på et par linier, der på mange måder indkapsler hvad det er Aidt kan med ord. Stærke sager.
Trommerne skaber god dynamik, sammen med synths og guitar på ‘For Nedrullede Gardiner’, mens den mere minimalistisk messende ‘Søster, Broder’ er blandt de numre, der har mest karakter af digt tilsat musik – her blandt andet i form af en insisterende synth-drone.
Endelig rundes albummet så af med ‘Regnen Regner’, der med dramatiske anslag på trommerne og tunge synths spejler novemberregnens tungsindighed, men alligevel handler om omsorg og nærhed: “Novembers blege sol går ned/Du ligger her hos mig”. Et kvindekor lysner op på lydsiden, inden albummet klinger ud med en sidste omgang med sangens omkvæd.
Aidt og Nørlund har sammen skabt et album med en ganske særegen kombination af mundret lyrik og overvejende medrivende kompositioner. Når det er godt, så er det virkelig godt, og der er en håndfuld numre, der rammer et meget stærkt niveau – og der er meget at gå på opdagelse i på ordsiden. For det kvitterer jeg, trods et par numre, der ikke helt rammer topniveauet, med 5 stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
