Musikskoleband skulle jo nok vække nogle bange anelser. Men Esbjergensiske Verdande har udviklet sig meget, gennemarbejdet en flot debut-EP og i alliancen med sanger Søren Sedit begået ca 24 minutters god, varierende metal-fest.
I pressematerialet for Esbjergensiske Verdande står der, at bandet spiller progressiv metal. Det er en ret rammende beskrivelse. Lyden er komprimeret – i den stærkt producerede ende af skalaen – og der leges lystigt med både breakdowns, barrages og fræsersoli.
Bandet, der er sprunget ud af musikskolen, har tidligere været instrumentalt men har nu slået pjalterne sammen med Søren Sedit på vokal. Og det er bestemt en fordel! Netop Sedit sætter et stærkt præg på det hele med sine vokaler, der varierer mellem egalt og growl men primært fremføres i en form for scream-stil. Variationen bliver aldrig blær eller malplaceret og flere steder starter et ord eller en sætning egalt og udvikler sig så til scream – virkelig fed, desperat effekt om end det nok vil være et spørgsmål om smag. For det udfordrer da om noget konventionerne.
Som nævnt leverer bandet en ret komprimeret lyd – det kan minde om Eigengrau – men starter eksempelvis EP’en med stille helteguitarer på ‘Seeking Waiting or Hiding’, som så i refrænet udvikler sig nærmest symfonisk. Ja, vi får også en fræsersolo, der er pan’et ud og understreger, at bandet leger lidt med det hele her. Pressematerialet omtaler, hvordan det har taget lang tid at etablere denne kompakte lyd og selv om det visse steder har tendens til at blive meget poleret, så er det også overbevisende lavet.
Der forfaldes til lidt lange numre (tre noget over fem minutter – et under), men der er masser af detaljer og variationer til at det aldrig bliver for alvor påfaldende. Og ja. Så er der en metal-ballade: den egalt sungne ‘When Forever Ends’, liggende som næst-sidste nummer. Metal-ballade? Kan det fungere? For esbjergenserne lykkedes det ret fint i vekslenen mellem egalt og scream, med et storladent udtryk med guitarløb/arpeggio, kantede riffs og en konstant gåen til kanten. Ikke ud over. Endda titlen giver mening for et band, opkaldt efter en norn – den klassiske lette intellektuelle tilgang i metal bygges der fint videre på.
Når det så er sagt, så er Verdandes EP især festlig. Der er god smæk på, godt ud over stepperne og det er dygtige drenge, der leverer noget, vi synes at kende med stor variation. Og det er måske den eneste malurt i bægeret: Selv om de kalder det ’progressivt’ så stikker bandet bare ikke så meget frem.
Ikke at der som sådan savnes noget – men der er også plads til at udvide og komme med flere idéer, der ikke bare jernes derudaf som en detalje i guitaren og så hurtigt videre? Det er også virkelig kun for at finde noget at komme efter. For EP’en er festlig, fyldt med detaljer og dygtigt lavet i både produktion og udførelse.
Holder det på en hel plade? Det må tiden vise. I EP-form er Verdande i hvert fald et virkelig fint bekendtskab!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
