På release dagen for deres debutalbum besøgte The Entrepreneurs Radar i Aarhus og leverede en koncert, der som albummet også var en lidt ujævn, men overvejende medrivende oplevelse.
Lidt aftensmadslogistik betød at jeg først nåede Radar mod slutningen af Blood Child’s tredjesidste nummer, så ikke meget rimelighed i at anmelde det 5 m/k store band, der dog umiddelbart viste, ungdommeligt indadvendte, men fine støjrockende takter.
En lille halv time senere var det så The Entrepreneurs’ tur. Med alle tre mand helt fremme på scenen åbnede de med ‘Be Mine’, før ‘It Strikes Again, Love’ blev sendt afsted i en støjforvredet udgave med fuld damp på kedlerne. Godt udlæg, og publikum var helt med på den både støjende, men også hook-fyldte, fest.
Og sørme om vi ikke fik en hæsblæsende ‘Say So!’ inden tempoet blev taget lidt ned med en lille anekdote om at bandet for første gang havde oplevet at tro på projektet til en koncert på Radar under Spot Festival. Anekdoten blev efterfulgt af albumåbneren ‘Session 1’, hvor The Entrepreneurs nærmer sig en Deftones-agtig lyd, en af flere nye retninger på debutalbummet.
Så fik vi et par af de mindre medrivende sange fra albummet, som dog blev leveret med god energi, men alligevel lod til at punktere publikums medleven, inden vi fik mere fut i løjerne med en gammel sag, jeg ikke fik fat i titlen på (var det ‘Ombre’?), hvor Mathias Bertelsen også fik lejlighed til at lege lidt med sit effektpedal arsenal.
Den blev fulgt af ‘Heroine’, som Anders Hvass på bas og basguitar stolt udnævnte til at være deres længste nummer hidtil – og faktisk fungerede det, ligesom åbneren, der også duftede en smule af Deftones, glimrende live med de mere langsomt bølgende støjudladninger.
Til gengæld brød det lidt flowet, da bandet spillede det af Soundvenue udnævnte r’n’b track, ‘Ages’. Eller, de skriver der er elementer af r’n’b, og det er der måske også i den myriade af inspirationskilder, der træder frem i The Entrepreneurs nye og noget mere brogede ham.
Det virkede til at afspore The Entrepeneurs ellers uforlignelige live-energi med lydeksperimenterne, der også, for mig, trækker ned på albummet, men som på albummet fungerede ‘D-tune’ også fint live. I hvert fald indtil Bertelsen igen skulle lege med effektpedaler. Og så begyndte snakken ellers omkring mig, selv om jeg næppe stod mere end fem meter fra scenen.
En lidt svævende, ekko-fyldt ‘Routine Lines’ var ikke helt nok til at hive koncerten ud af dødvandet, omend den hjalp. ‘Seagull’ blæste afsted og fik publikum med igen, inden et lille snakke-intermezzo, hvor der blandt andet blev brokket lidt over lukningen af P6, før vi fik ‘Joaquin’ (flittigt spillet på netop P6, blandt andet af den tilstedeværende Carsten Holm), og koncerten var helt tilbage på sporet igen.
Og så fik vi selvfølgelig ‘Brutal Summer’ til at sætte så meget fut i publikum som der måske kunne have været hele vejen, hvis det havde været en eksplosiv halvtimes koncert. Men der er The Entrepreneurs ikke længere. Der er fyldt mange flere nuancer på udtrykket, som ekstranummeret, den følsomme ‘ Morning Son’, med Mathias Bertelsen alene på scenen, også viste.
Det er både godt og skidt for The Entrepreneurs. Hvor de tidligere kunne levere sæt, der fræsede afsted i topfart hele vejen, så er der nu mange flere intensitets- og temposkift undervejs. Det gav en mere ujævn oplevelse, og selv om bandet har udviklet sig og udvidet paletten der males med musikalsk, så virker det som om der stadig er et stykke vej til det lander helt perfekt i koncertsammenhæng.
Bedømt ud fra tidligere oplevelser med bandet, hvor urimeligt det end er, så endte det som en samlet set mildt skuffende oplevelse. Men igen, mildt skuffende The Entrepreneurs er stadig et niveau over mange andre, og så afgjort værd at troppe op for at se.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
