Intet andet i 2019 (eller 2018, hvor EP’en udkom) er som Swardi. Det er stærkt orkestreret musik, der som tidlig Queen får lytteren til at spørge sig selv, om de lige gjorde dét der?! Men som Queen også uden at ironisere eller kompensere for manglende evner med vilde idéer. Det er en spændende EP!
Swardi er sjovt. Både i den traditionelle og den mere jyske forståelse af ordet: For der er masser af leg og humor, sprudlende idéer og (over)produktion på EP’en, ja idéerne nærmest snubler over sig selv for at komme frem. Og umiddelbart vil man måske tænke, at det så bliver for meget. Men Swardi formår på fin vis at styre uden om at kamme over og bevare noget, der kan være inspireret legelyst. Og så oven i købet gøre det uden at skamme sig – kompromisløst.
Queen bliver nævnt som inspiration, og det er selvfølgelig at sætte barren urimeligt højt at sammenligne de to bands. Men man skal ikke høre meget Swardi for at se, hvor inspirationen kommer fra: Masser af kor, orkestrerede numre – og så endda tilsat diverse blæseinstrumenter her og der.
Som en anden Mercury/May combo synes hele projektet at sige: Ja, det er anderledes, ja I må gerne grine af det. Men vi spiller altså uden et gran af ironi her. Og imod alle odds fungerer det – i hvert fald i et vist omfang. Den vedhæftede PDF med pressemateriale understøtter det hele rigtig fint ved ikke at være særlig teksttungt, men til gengæld illustreret med Monty Python’sk grafik. Er det gak og løjer det her? Det er i hvert fald godt fremført.
Bag projektet står især Hans Edward Andreasen og han åbner med et godt skud dansk (selv)sarkasme om både hvad der er unaturligt, men også om hvordan en aldrende krop kan udvise teenage-tegn.
Vi introduceres til vokalen i ‘Unnatural’, der minder om noget fra Blink 182, men som også bakkes op af staccerede og storladne kor, et stort arrangement og jo altså teksten om hvad der er normalt og ej – og hvordan man forliger sig med at være 40+.
‘Kill The World’ følger op og trækker mere i den punkede retning, men allerede på dette andet nummer har man fanget, at der altid er mere end ét trick i et nummer, så da det går over i et alla breve-refræn, er det ingenlunde en overraskelse. Eller jo, det er det – men fint i tråd med hvad Swardi er eller prøver at være.
Og så stikker det af! ‘Felicity’ følger op, og det er ren kabaret, der blandt andet brydes ned i et “My Bonnie Is Over The Ocean”, for ufortrødent at fortsætte hvor det slap – i energisk rock.
‘Tragic Kingdom’ får et cirkus-præg, som selvfølgelig understreger titlens pointe, og da der lukkes ned med ‘Wonderful Life’, er man blevet rykket igennem på en måde, hvor der især spejles i tidlig Queen.
Der er en række helt store forcer ved Swardi: Det er yderst veludført, der er et alvorligt, legende præg over det hele – men nok så vigtigt; det bliver aldrig plat, overdrevent eller bøvet. Det er, som tidlig Queen, bare insisterende på at være som det er.
Er det her så det nye Baal/Queen/Muse? Nej. For både Queen, Baal og Muse har lavet bedre numre end Swardi. Men så igen… Muse har også lavet bedre plader end Muse. Nej, pointen er nok, at selv om EP’en er spækket med leg og energi og fremstår unapologetic (mangler et godt, dansk ord, red), så er projektet alt dét til trods ikke så afsindigt originalt. Eller jo. Måske for 2019.
Heldigvis er der også masser at gå på jagt i i tekstuniverset, grafikken er inspirerende og alt i alt har Swardi begået en underholdende EP. Der er en konstant risiko for at det hele bliver lidt for wacko, men på denne EP bliver det aldrig netop dét. Og tak for det!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
