Så er det tid til endnu en omgang anmeldelser af nogle nye singler, denne gang er der blevet lyttet til numre fra Dør Nr. 13, Sonny Young, Verdande, Orhan Turan og Select Captain.
Vi kommer vidt omkring denne gang, fra post-punk over prog-metal til traditionel, tyrkisk folkemusik med et “nordisk” twist. Det gør det også til en lidt blandet omgang, med nogle numre som for alles vedkommende nok ikke vil være at finde på en radiokanal nær dig – men forhåbentlig bliver nogen nysgerrige og opsøger dem på det store internet?
Som altid, så kan man i første udgave af Repeat HER, finde nogle mere overordnede tanker om vores forsøg på at anmelde singler. Nå, lad os se på nyeste håndfuld.
Dør nr. 13 – “Gespenst” (singlen udkommer først på fredag, derfor intet videolink før den er officielt ude, men nummeret kan høres på Verden I Flammer).
Dør nr. 13 har haft godt med vind i sejlene efter de udsendte albummet Verden I Flammer sidste efterår, ikke mindst P6 har været glade for, at spille singlerne. Nu følger de op på den glimrende “Assistens” med “Gespenst”, der i følger bandet handler om “alt det lort vi allesammen har været igennem og slæber rundt på, men aldrig rigtigt snakker om”.
Førstehåndsindtryk: Temmelig bastant åbning, fuld tryk på melodien og ikke mindst nogle huggende trommer. Der synges noget med, at være træt af sig selv, fanger jeg lige i farten, må hellere koncentrere mig lidt… Hmm, et nummer med hvad jeg ville kalde en “hoppe-rytme”, som det bærende element, den pumper ligesom en fremad. Umiddelbart OK fængende, men måske ikke helt på niveau med “Assistens”.
Efter flere lyt: Jeg kan godt lide den “swagger” og selvtillid musikken udstråler, selvom den står lidt i kontrast til teksten, og det der med, at være træt af sig selv. Nu har jeg afspillet den nogle gange i træk, givet den en pause og repeatet bassen igen og jeg ved ikke helt… måske synes jeg, at den er en lille smule irriterende, uden helt at vide hvorfor? Nummeret er catchy nok, og dermed et fint valg som single, men der er et eller andet ved sangen…
Nej.. vent… ba-ba-di-oh… måske kan jeg godt lide sangen alligevel? Det er nok det der “pumpende” element, der strømmer gennem sangen, som jeg skifter lidt mellem at synes om og synes er lidt for meget i længden? Det er nu ikke nødvendigvis en dårlig ting, at jeg ikke er helt sikker på, hvad jeg synes om den, det kan forlænge levetiden lidt på nummeret, skulle den også ryge i rotation på en radiokanal nær mig.
Konklusion: Der kan være en hårfin (eller flydende) grænse mellem mindeværdig og irriterende, “Gespenst” lander lige i nærområdet af den.
Sonny Young – “Judith”
Sonny Young er 2 guitarer, vokal og et trommesæt og introducerer endvidere deres lyd som “i et krydsfeltet mellem et storbyfatamorgana og en hængning i en provinscarport”. Er det, det man bruger carporte til i provinsen? Jeg burde vide det, eftersom jeg er vokset op der. Anyway, vi er ovre i den gazede del af post-punken.
Førstehåndsindtryk: Hmm, der er fin fremdrift i “Judith”, og vi kommer glat fra A til B og C og alt det der, lyden er på plads og virker sikkert eksekveret. Det er tidstypisk i den forstand, at denne lyd har haft noget af en opblomstring op gennem dette årti. Det gør det også en lille smule forudsigeligt og i første omgang ikke lige noget der tager en på sengen, eller vælter en ud af den.
Efter flere lyt: Det kan helt sikkert et eller andet det her, og vil nok have fine muligheder i Karrierekanon og på P6 Beat. Det er også den største ulempe. Der skal efterhånden noget til, at imponere i denne genre og med denne klang, det er lige før jeg vil sige, at et godt nummer ikke er nok. Det kan jo lyde lidt paradoksalt, men, jeg mangler et eller andet her, der gør at nummeret skiller sig ud fra mængden, og her er det bare ikke helt nok, at sangen er “god”.
Sonny Young lyder som om de har totalt styr på virkemidlerne, næsten så det bliver en hæmsko. I den forstand, at det her kører så meget på skinner, at det bare får lov til, at drøne ud af dem og ud af ens øre efter de 3 ½ minut – den perfekte radiolængde.
Konklusion: Solidt håndværk. Potentiale for airplay, men lige så stor mulighed for, at det drukner i mængden.
Verdande – “We Wait In The Fire”
Verdande er en forholdsvis ny størrelse på den danske prog-metal scene, dannet i 2016, dengang som et instrumentalband. Siden er der kommet ord og sang på deres progressive core/metal, og et debutalbum er lige på trapperne. “We Wait In The Fire” er ikke blot bandets første single, men tilmed det første nummer de skrev sammen.
Førstehåndsindtryk; Bestem ikke lige min kop metal-the, det er min første indskydelse. Det er ingen hemmelighed, at vi her på redaktionen har lidt problemer med, at få maven til at tåle den proggede metal af skrige-core slagsen, så det her bliver lidt en kamp. Smagssag, helt bestemt! Den instrumentale opbygning, som varer det første minuts tid af det 6 minutter lange nummer, er nok ikke så tosset…
Efter flere lyt: Dakkedak dakdakdak dakkedakke dak, BREAKDOWN SKRRRIIIIIG, dakdak dakkedak… OK, selvom genren og stilen nok aldrig helt bliver noget jeg kommer til, at elske, så er det her ikke utåleligt. Der er alle de ting, som normalt får mig til at stejle, tilstede i musikken, men de fleste af dem i tøjlet grad og doseret så jeg ikke får akut stress.
Når bandet slår over i de instrumentale passager, ikke mindst i nummerets sidste halvdel, så lyder det sgu meget fedt. Da kommer bandets baggrund som instrumentalband nok til sin ret.
Normalt ville en single på 6 minutter nok være en skidt idé, men det her sigter jo helt klart efter et bestemt publikum og ikke radioairplay, så det er ligegyldigt i denne sammenhæng. Nu har jeg ikke hørt andre numre fra Vedande, men jeg er lidt nysgerrig på om meget af det kører i samme midttempo som det her, eller om der er nogle hurtigere numre imellem?
Konklusion: Jeg hader det ikke!
Orhan Turan – “Kuzey”
OK, og så til noget helt andet! Som måske ikke rigtig kan bedømmes ud fra samme kriterier, som andre singler. Vi har at gøre med musik, der har rødder i traditionel, tyrkisk folkemusik og tilmed et instrumentalnummer, men, lad os give et skud.
“Kuzey” betyder “nord” og relaterer til Orhan Turans bopæl, som også influerer hans ellers mere sydligt influerede folkemusik. Turan er også del af den prisbelønnede trio Hudna (sammen med Søren Bigum og Yossi Karutchi, som også spiller med her), sammen med Søren Poulsen og Palle Hjort.
Førstehåndsindtryk: Dejligt smittende og varmt! Man skal lige have stillet ind på frekvensen, det er en lyd, der så vidt jeg kan høre, domineres af det tyrkiske strengeinstrument baglama (det er et skud!). Det sætter jeg straks en ret specifik stemning af varmere himmelstrøg og noget lidt mere eksotisk end gråt vintervejr, som jeg kan se ud af vinduet lige nu. Som nummeret skrider frem bevæger dele af lyden sig i mere velkendte retninger, der dufter lidt af psykedelisk rock og blues… og så elsker jeg Palle Hjorts orgel.
Efter flere lyt: Det virker lidt som en blindgyde, eller en meningsløs øvelse, at hive det her nummer ind i den “normale” single-kontekst, som vi opererer med her. Men det ER et fedt nummer, jeg kan godt lide den transformation det gennemgår i løbet af sine lidt over 4 minutter – det er virkelig lidt af en rejse man kommer ud på, i løbet af relativt kort tid.
Ligeledes er det dejligt befriende, at høre noget, hvor man griber sangstruktur og en sangs klang anderledes an, uden at det nødvendigvis bliver helt fremmedartet eller for vanskeligt for en blegfed dansker at tage ind. Det er stadig til at “afkode” og så fængende i sin essens, at man ret hurtigt føler sig grebet af stemningen og er “med”.
Konklusion: Spændende, anderledes, men ikke FOR anderledes og medrivende nummer. Så er spørgsmålet om det er noget man ville tage sig tid til, at sætte på specielt tit, eller om man alligevel driver mod noget mere “velkendt”?
Select Captain – “Off To Save The World (Replayed)”
Vi runder af med nyt fra den relativt produktive kaptajn, Kristian Gaardskjær, eller nyt og nyt, der er tale om en genindspilning af titelnummeret fra seneste plade, Off To Save The World. Vi har anmeldt 4 plader fra singer songwriteren, alle til 4 stjerner, så det kan man da kalde et stabilt snit og niveau.
Det er nok også en genre hvor det, trods god sangskrivning og sikker vokalpræstation, er svært sådan rigtig at imponere. Der er simpelthen så mange om buddet, at det kan være svært at skille sig voldsomt ud, når man kører en ret klassisk stil. Det skal nu ikke tage fra kaptajnen, at der er tale om solidt håndværk.
Førstehåndsindtryk: Også her, det mest påfaldende i første omgang er nok hvor sikkert og veludført det hele er. Det er også pænt, nydeligt og en “rar” lytteoplevelse, men som single er det også i den noget rolige ende, uden de store armbevægelser eller elementer, der for alvor markerer sig. Det er på alle måder godt håndværk og en fin lytteoplevelse.
Efter flere lyt: Det er nu meget dejligt at lytte til, ikke mindst fordi man føler sig i så sikre og kompetente hænder hos Gaardskjær og hans klare vokal. Der er ikke noget flashy eller smoke and mirrors over det her, på godt og ondt. Godt fordi det man hører er det man får: en god, rolig og smukt fremført sang. Ondt fordi der ikke er de store overraskelser eller knaster.
Det gør, at man lige skal være i humør til et nummer som dette, der stille flyder afsted, uden nogen krumspring eller krusninger. For mange lyt i træk gør så også, at man måske kan blive en kende rastløs og begynde at savne nogle større udsving. Samtidig føles det som et nummer, der slutter lidt brat og sagtens kunne have flydt længere ud, men det er måske meget godt ikke at trække den?
Konklusion: Som single er den nok bedst egnet til en mere afdæmpet formiddagsstund på en kanal som P4-5 stykker, der da også tidligere har spillet numre af Select Captain. Det er nok den slags sang, der taler til det publikum han i forvejen har og ikke nødvendigvis vil trække så mange ny fans i land.
Af Ken Damgaard Thomsen
