Caravan, eller C4r4v4n udvalgte steder på nettet, prøver at lokke dig på dansegulvet med deres nye EP. 4 numre, hvor genrer som rock, soul og latinrytmer smelter sammen i et ganske originalt lydbillede. Men ikke uden irritationsmomenter.
Jeg er ikke vild med lead-vokalen, lad os bare få det slået fast. Det kan være en smagssag, men den går mig ret hurtigt på klingen, både klangen og måden der synges på. Det lyder lidt som om han er i trykkammeret for at fremkalde, hvis I forstår.
Endvidere kører jeg en smule død i de ellers smittende rytmer efter gentagende lyt. Men så kan man jo bare lade være med, at sætte EP’en på repeat?!
Korrekt, men, den skal jo lige have nogle runder for at man kan bedømme den fair. Og, så er selve musikken altså periodevis ret så catchy, så man alligevel ikke bare kan fejde den af bordet. For bandet har helt klart fat i noget der fungerer, med fængende, dansevenlige rockmelodier, tilsat soulede vokaler, af han og hunkøn, endda stedvis trestemmigt og en god portion latin fever. Det kunne godt blive noget rod, eller virke en kende forceret, men bandet formår at få det til at lyde meget organisk og naturligt – det meste af vejen.
Der lægges ud med “Time Again”, hvor jeg indledningsvis godt kunne abstrahere fra den mandlige vokal og få lidt gang i dansebenene. Det er de stramme bukser og den åbentstående skjorte man skal vælge her, for både i instrumentering og lyd er det meget latin. Lige til alle de varmblodede par derude, derfor virker det også passende at sangen udvikler dig til en dans mellem mand og kvindestemme, som den skrider frem. Godt nummer og godt valgt åbner, der sætter stemningen.
“Can’t Say No” følger op, med sine 5 minutter er det EP’ens længste nummer og nok også det jeg synes er det bedste. Det er stadig dansevenligt, men nu mere ovre i noget soulet fremfor det latinamerikanske. Især kommer vokalerne og noget effektivt korarbejde i spil, så det bliver helt opløftende og egentlig lidt gospelagtigt.
Herefter følger korteste nummer, “The Wheels” og her begynder hjulene også at knirke en smule for mig. Sangen er som sådan ikke dårlig, eller dårligt udført, men der er noget ved dens insisterende tempo og tone der gør, at jeg bliver noget stresset, også selvom sangen kun varer knap 2 1/2 minut. “Tonight Is All” lukker ballet, og det er igen et nummer der bare ikke helt får mig i stødet. Det er det eneste tidspunkt hvor jeg synes, at Caravans stil og lyd bliver lidt fersk og flad. Et stykke med liret guitar mod slut, får dog rusket lidt liv i sagerne.
2 gode numre og 2 so and so, en vokal der ikke lige falder i min smag og en udgivelse der samlet set mister pusten lidt, især ved gentagende lyt, det giver en karakter på det jævne. MEN, jeg synes bestemt det har potentiale det her og kan et eller andet, når de rammer den rigtige vibe.
Mit gæt er, at det ville fungere endnu bedre live og med et proppet dansegulv foran scenen? I studieudgaven er vi der ikke helt… Endnu..
Af Ken Damgaard Thomsen