Lieb inviterer en med på Drømmenes Planet på deres nye EP af samme navn, hvor man præsenteres for en kompetent omgang poetisk poprock.
Over 4 numre viser det relativt nye orkester Lieb (dannet for cirka 1 ½ år siden), at der stadig er godt med liv i mulden i den dansksprogede undergrund. Selv nævner de et navn som C.V. Jørgensen som en af inspirationskilderne, hvilket man også sagtens kan fornemme på Drømmenes Planet. Ikke forstyrrende tydeligt i deres lyd, ligesom vokalen heller ikke er 1:1 C.V., men dog har en vis skævhed over sig, men på en måde man kunne kalde “i ånden”.
Det er jo et solidt udgangspunkt, og EP’ens numre har da også et ret højt bundniveau. Det man savner er måske lidt flere tydelige peaks i løbet af det store kvarter udgivelsen varer. Men, det her er mere ovre i afdeling for “lyttemusik”, eller “iørefaldende lyttemusik”, for Lieb leverer stadig nogle ret fængende melodier. Måske savner jeg bare lige det helt store omkvæd, som ville give EP’en det sidste løft?
Tættest på er vi på 3. nummer, “Nøgen”, der også har været ude som single. Et godt valg, både fordi det viser Liebs evner til, at skrue en god, tilpas poetisk, men stadig forståelig tekst, sammen og samtidig leverer et ret fængende omkvæd. Åbningsnummeret, “Hvor Kom Vi Fra”, er ikke langt bagefter hvad dette angår, omkvædet er ikke helt så catchy, men flader mere ud og lever på en luftig stemning, mens der spilles godt igennem i rockmaskinrummet. Begge numre viser et særdeles velspillet, men ikke for velfriseret og poleret band, selvom vi læner os op af poprocken. Er det så pop med knaster, eller rock med de værste knaster filet til? Et sted midt imellem.
Titelnummeret, andet nummer på EP’en, handler om depression og vejen tilbage til Jorden og er fra start til slut nok det stærkeste nummer på Drømmenes Planet. Det er et nummer med et enormt godt flow og fremdrift, hvor det flyder som smurt fra start til slut. Det er lidt som, at hoppe i en å og lade sig tage af strømmen, mens man er omgivet af en god melodi, en tekst med noget på hjertet, godt andenstemme arbejde og et meget afbalanceret lydbillede. kræs for øregangene.
Den afsluttende “Hjulene”, der med sine knap 5 minutter er EP’ens længste nummer, er af en noget anden støbning. Her er udtrykket mere afventende, eller tænksomt, farten sat helt ned og musikkens tone og fremførsel mere indadvent. “Jeg stener lidt på stranden”; lyder de første ord også meget passende, mens vokalen virker mere fjern og, ja, stenet. “Hjulene drejer, indtil vi siger stop”, lyder det senere, i et nummer der virker som en pause, et tiltrængt pusterum, fra dagligdagens ræs og jag. Uh, et stykke med mundharmonika, mange tak!
Nu skrev jeg indledningsvis, at jeg måske savnede det helt store omkvæd til, at give Drømmenes Planet det sidste løft, men på den anden side rummer EP’en så mange andre kvaliteter, at det muligvis er lige meget. Lieb er mere eftertænksomme og poetiske end flashy og opmærksomhedskrævende, så det ville måske bryde med den ret gennemførte stil, hvis de pludselig skrev et virkelig poppet omkvæd.
Eller også gemmer de det til pladen? Med det her fundament, så er der i hvert fald ingen grund til at tro, at de ikke skulle kunne bide skeer med pladeformatet næste gang.
Vi ender på 4 af de store stjerner til Lieb i denne omgang.
Af Ken Damgaard Thomsen
