Ungdommen nu til dags! Hvad synes 10’er generationen egentlig om musikken anno 2018? Som et lille eksperiment/tidsfordriv har vi udsat en 6-årig for P6 Beats sendeflade og ladet hende bedømme musikken.
Først og fremmest så er det her ikke en bedømmelse af P6 Beat eller en kommentar til deres lukning, det er en artikel til en anden god gang (måske). P6 Beat kører bare ofte i baggrunden i hjemmet, så hvorfor ikke lade yngste beboer komme til orde, om hvad hun egentlig synes om musikken der spilles?
Der er bestemt ikke tale om et kontrolleret forsøg, eller stor videnskab af nogen art, sangene er fundet ved, at lade radioen køre over en tilfældig lørdag og ditto søndag eftermiddag i henholdsvis slut-oktober og start-november. Skillelinjen er cirka omkring Katinka nummeret. Vores lille lytter har været cirka så fokuseret under lytningen, som man kunne forvente af en 6-årig (OK, vi legede med modellervoks samtidig…), så der er tale om ret spontane reaktioner og førstehåndsindtryk. Resultatet ville (muligvis) være et andet, hvis jeg spillede sangene for hende een gang til.
Så her er en samling umiddelbare reaktioner på nogle af tidens toner, fra en 6-årig med en koncentrationsevne som en… 6-årig!
Vi lægger ud med et band, som åbenbart har ramt et eller andet i tiden (sammen med en række mere eller mindre beslægtede “stednavne” grupper), nemlig popdrengene Hong Kong, fra Kolding. Jeg forstår det ikke helt, eller jo, det gør jeg, det siger mig absolut bare ikke noget – faktisk er jeg nødt til, at slukke for radioen, når det kommer på, fordi jeg synes det er voldsomt belastende. Nuvel, “Salt eller Soya” hedder et af de nyere numre, og den går tilsyneladende rent ind hos ungdommen, der straks sidder og vugger med og kalder nummeret “popagtig og god”.
Hun nævner vokalerne (som er blandt det jeg slet ikke kan med i sangen), gentager noget af det blip blip, som strømmer gennem nummeret og “guitaren lyder på den fede måde”. hmm, mjaaa, OK, men hvilket humør kommer ungen mon egentlig i? “Dansehumør! Og ikke så meget andet…”. Så….. det er en god ting? Nok til, at hun skråsikkert kalder det en 9’er på den til anledningen opfundne skala.
Nå, det var en lidt tung start for undertegnede, mens barnet lignede en, som var blevet sluppet løs i en slikbutik. Greta Van Fleet kommer på med “When The Curtain Falls”, åh Gud, op af bakke, var min første tanke. Jo jo, det er da utroligt driftsikker og effektiv kopirock, som går lige i mellemgulvet, men, det er godt nok også en tynd kop the. Til min store overraskelse, så er dagens egentlige smagsdommer ikke videre begejstret. Jeg spørger ind til hendes umiddelbare indtryk, “at jeg ikke gider høre mere af den”. Bum, sorry Greta, hun bløder dog lidt op og synes godt om guitaren og trommer, som er “meget rocket”, til gengæld synes hun stemmen er “for grov”, og skærer i ørerne. Det giver den hårde dom: 1 point.
Ice Age! Det er lidt op af bakke, dem har jeg godt nok også haft lidt problemer med gennem årene. Det meste skyldes nok den uforholdsvis store hype, som fulgte bandet i begyndelsen, som jeg ikke rigtig kunne se berettigelsen i… men… det var måske bare mig? Nyeste plade, Beyondless, synes jeg faktisk er ret fed. Og det mere afdæmpede nummer, “Showtime”, rammer også plet hos ungdommen, der kvitterer med en topkarakter på 10! Hvor Greta åbenbart var “for grov”, at høre på, så synes hun om vokalen her, som kaldes “rar at høre på”. Trommerne og bassen får rosende ord med på vejen, og medfører også straks, at der nikkes med start. “Den er lige tilpas, den lyder lidt som noget man kunne danse med en dreng til?”.
Således lettere rystet over, at der allerede tænkes i de baner iler vi videre i voldsomt opskruet tempo med Sterlings “comeback” single, “Tsar Bomba”. Så kom der sakssusme gang i de små lapper, der bliver ramt af akut klappe-med syge, da nummeret brøler derudaf i fuld fart. “Jeg blev bare helt glad indeni fra starten”, indrømmet, det er også et voldsomt smittende nummer, “men”, men? Men det følges op med et lidt vagt og diffust “men, det er jo ikke rock, vel?”. Øhhhm , naaaah, eller, jooo, skal det være det? Mens jeg bliver lidt forvirret over betydningen af denne udmelding, klappes der videre og ordet “dansehumør” smides på bordet igen, efterfulgt af en lidt overraskende karakter på 5 ud af 10? Hun virkede ellers glad, men åbenbart ikke SÅ glad!
“Ej, helt ærlig, SLUK DET DER!”, nå, jeg mente da, at hun godt kunne lide Katinka?! Men hendes nye single, “Peanut”, falder i første omgang bestemt ikke i god jord. Jeg forsøger, at forklare, at det jo er Katinka, hvilket bløder den anspændte stemningen lidt op. “Det er bare en lidt mærkelig sang? Melodien er lidt underlig?”, jeg forstår hende egentlig godt, nummeret kører i en lidt urolig taktart og sprutter på en måde, der godt kan virke lidt anstrengende, at lægge ører til. Men, stemmen er der jo stadig, “jeg kan stadig godt lide den måde hun synger på… og det der “djæææv djææææv””, hvilket måske, måske ikke, er guitaren? “Den får mig slet ikke i dansehumør” (hvilket åbenbart er blevet et succeskriterie? Det var da ikke aftalen?), konstater hun og tildeler den, med hård hånd, 2 point. Stakkels, lille peanut…
Siden det her gik ned har Bo Madsen opløst sit Turbolens projekt og udsendt en 9 minutter lang single, som en afskedssalut. Inden da kom “Helt Mig Selv”, som får lidt gang i den dansevillige opkomling, der eller er dybt koncentreret omkring hendes modellervoks og fremstillingen af is og kager i flere farver end selv Turbolens maler med. “Rytmen er god, og guitaren… jeg synes ikke stemmen er så god, det er derfor jeg kun danser lidt”. Jeg noterer, at hun vil give den 5 point og bliver afbrudt af et “HEY, du skal lave is, du skal ikke bare sidde og kigge på!”.
Hun kommer dog på andre tanker end min dårskab, da Júníus Meyvant med “High Alert” brager ud af højtalerne. Den går lige i blodet og inden jeg når at spørge lyder det lystigt, “du kan se på mine fødder, hvad jeg synes om den!”. Hun er klart solgt på stemmen og dens islænder soul-fraseringer, men da hun proklamerer, at hun kommer mere i lyttehumør end dansehumør, i mens hun sidder og vugger voldsomt med på rytmen tvivler jeg alligevel lidt på troværdigheden i det udsagn. 10 point til Island fra den danske jury!
Nu er hun ved, at være varmet godt op, eller skulle man sige afledt i stedet for? Catpower ft. Lana Del Ray og “Woman” går i gang, da jeg spørger hvordan hun synes sangen lyder, rejser hun sig op og udbryder “som noget man gør dét her til”, hvorefter hun kaster sig ud i noget man kunne kalde “en listende egypter”. Da sangen slår over i det gentagende “woman” i sidste halvdel, er modellervoksen glemt, “jeg får lyst til, at råbe med!!”… og hun forsætter med, at synge med efter sangen er sluttet og har scoret endnu en topkarakter.
“Ej, måske kan jeg endnu bedre lide min egen stemme?”, funderes der og så slår hun over i en hjemmelavet tekst ovenpå noget der tydeligvis er en Kim Larsen melodi. Jeg påpeger tyveriet og hun konkluderer, “han er død. Så det må man gerne”.
Og således løb den lyttesession af sporet og det lille eksperiment med.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Daniel Buchwald, Katinka pressefoto
