Katinka leverer på Vokseværk en fin plade, hvor der insisteres på, at det er menneskeligt at fejle. Med en plade, hvor der bliver plads til store følelser og beskrivelser om at være følelsesmæssigt udfordret, bliver det til tider næsten for intimt – men kvaliteten skinner trods alt igennem.
”Det var bar’ en fejl / det var en ny fejl” – sådan går omkvædet i Søndermarken på Katinkas andet studiealbum, Vokseværk. Og på mange måder er det et fint billede på, hvad Katinka er – også når der skal leveres et helt album: Insisteren på at være u-perfekt og at man er OK, selv om man begår fejl. Igen og igen.
Det er et stærkt og rigtigt budskab, der i bandet bliver ikonisk i den let uskolede Lone Kellermann-agtige vokal: Der er hele tiden en insisteren på, at det er som det er, det er godt nok – og godt er det faktisk.
Katinka lovede måske på debut-EPen lidt mere end hvad der indløses på Vokseværk, da pladen især fokuserer på kærligheden med dens dybde og banalitet. Som ‘Peanut’, der – mindes jeg at have hørt et sted – omhandler forsanger-Katinkas nye status som faster/moster – og som med lige del dybde og banalitet konkluderer at ”Nu er de største ord for små”. Patetisk og samtidig intimt, småt.
Og der synes at være en gennemgående tråd af at så længe man er ærlig, så går det nok.
”Du sa’ det var OK at vær’ tosset / jeg var så fuld da vi bolled’ / det var nok lidt min skyld” går ‘Dunjakke’ og det er svært ikke at overveje, om den barnlige naivisme med at forsøge at placere skyld egentlig er super foreneligt med at bolle.
Til tider bliver det (sikkert også utilsigtet?) komisk: Man skal nok have boet under en sten for ikke at have hørt single-udspillet ‘2000 Meter I Frit Fald’ over sommeren, og jeg kan stadig ikke høre sætningen ”Jeg fared’ vild i min opgang” i c-stykket uden at få et billede af Katinka, der sprøjter smågrise til højre og venstre i sin opgang. Og ja. Jeg kender godt til stærke og svage bøjninger, men det er lidt som når Coldplay skider en bums: Man kan ikke af-høre det, når man én gang har hørt det.
Som en overraskelse får vi besøg af Sebastian Wolff på ‘Elvira’, som ud over at være ret overproduceret med strygere har en helt anden, dødstung stemning. Og her bliver det simpelt hen for meget: Flere tekster handler om at tage ordinerede stoffer og styre sine indre dæmoner, men ligefrem at have en så patetisk døds-romantisk skæring, med tung velour og staccerede strygere i produktionen får lidt boblen til at briste.
‘Elvira’ slår en blå stemning an og Katinkas (bandets) favntag med en pop-plade slutter med ‘Elvira’ og Far-sangen, som lidt tykt eller for bogstaveligt måske forklarer lidt om, hvorfor der kan være brug for lidt kemi her og der… Eller måske ikke.
Men hov! Der er jo også musik. Og det er super lækkert. Igen lidt i fejl/vi gør det sq bare-kategorien, så er Katinka et band, der ikke er bange for voldsomme synths og tomme el-trommer – men har dog på Vokseværk også inviteret en del akustiske instrumenter ind. Ja, der er både de førnævnte strygere i Elvira, men de forsøger også at gentage succesen med ukulele på ‘2 Veje’, som er en ganske fin, poetisk ballade – men stadig vil komme lidt på andenpladsen efter ‘Du Rejser’ fra debut-EP’en.
Der er også tænkt i skæve, out-of-tune instrumenter på ‘Sagsforagt’, der underbygger en tekst om, at alt ikke er som det burde være. Skal der være en anke, så skal det være at det næsten bliver lidt gumpetungt, når man i ‘Grammofon’ får gået lige rigeligt til den i programmeringen af trommemaskinen og det bliver lige dåset nok. Måske som en rejsegrammofon?
Der er ingen tvivl om, at Katinka er et dygtigt band. Både med tekster og leg med sproget, med en insisteren på at fejl er OK og at køre på for ikke at forgå i selvdestruktion og depression. I get it. Og skal ret være ret, så er det både kvalitetspop og nogle fine, små ballader. Jeg er dog allerede ved at nå dertil, hvor jeg håber, der sker ét eller andet stort og vildt, hvis bandet skulle lave en opfølger. På mange måder stritter Vokseværk (som også bliver en form for alibi-titel) i nogle ret forskellige retninger – og man er ikke i tvivl om, at alt er ment, følt og insisterende.
Der er dog konstant en følelse af, at noget er for nemt, noget går for stærkt og at noget kræver lidt mere eftertanke. Det er måske en pointe i sig selv – men jeg håber, vi får lidt mere eftertænksomhed når bandet udkommer med nyt igen.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
