Er det en fugl? Er det en fisk? Nej, Deadnate formår på Concrete Flood at lave en velkomponeret post-moderne heksekedel af blandede bolsjer fra metal og hardrocken. Der er måske ikke helt nok til at etablere en ny-klassiker, men mængden af energi der er puttet i pladen er imponerende.
I pressebeskrivelsen tales der om progressiv metal og overraskelsen er da derfor også til at tage og føle på, da Concrete Flood åbner med en halv-funky sag. Sådan lidt tidlig Kashmir groove med tæt harmonisering i koret og en generel ret indie-lignende feeling.
Men selvfølgelig udvikler det sig: Et minut inde i ‘Mountain’ sætter scream-vokalen ind i refrænet, gå over i et breakdown under parolen ”LET’S GO!!” og starte et meget hoppestemnings-agtigt riff.
Dermed slår Mountain tonen fint an for Frederciadrengene i Deadnates seks-numres EP: For vi opererer i én eller anden form for ’core med scream-vokal, men ofte kigger både Faith No More-klingende grooves forbi såvel som Alice In Chains-agtige kor-passager.
Det er langt fra hardcores kopakte form, men også langt fra metals mere bastante udtryk.
På den vis fremstår EPen meget postmoderne i sin lånen her og der fra forskellige genrer.
Samtidig rammer EPen en energi, jeg er ret sikker på at jeg ville have elsket som ung knægt i 90erne: Jeg kunne lige se mig selv hoppe rundt til det her iført åbenstående militærstøvler, skriggult halstørklæde og Axl Rose-hår.
Uden dermed at sige, at Deadnate har en bedaget lyd. Snarere er der lidt en tendens til at læne sig op af den lidt for polerede lyd: Som i næst-sidste nummer, ‘Demystified’, hvor der spilles tapping-solo (siden i tertser!) over en underlægning der kunne være anden afdeling af System of A Downs ‘Chop Suey’. Det er endda de samme akkorder. ‘Demystified’ er i øvrigt en tour de force ud i forskellige genrer inden for den mere hårdtslående del af rocken og idéerne står i kø. Og alligevel hænger det sammen.
Deadnate har tydeligvis styr på deres referencer og har en forfriskende usnobbet tilgang til, hvad der må komme med på pladen. Der rynkes ikke på næsen af tricks som breakdowns, der siden råbes i gang, terts-soloer, hidsige dobbeltstortromme-passager eller en fræsersolo her og der. Alt sammen krydret med et vidst funky udtryk her, nogle tætharmonerede vokaler dér.
Der lægges på Concrete Flood virkelig i ovnen til et godt liveband. Det kan selvfølgelig være en bekymring at bandet forfalder til den nyere, mere kompakte lyd live. Men et band, der på denne vis får hamret så meget energi ned på plade, må være en oplevelse live!
Al den cyklen rundt i referencer og genrer medfører også en risiko for at man forvirres eller aldrig helt ved, hvor man har bandet. Det er derfor en passende overraskelse, at titelnummeret, ‘Concrete Flood’, er instrumentalt.
Det bliver dog lidt et party-trick og kommer aldrig til at fremstå som den skarpeste skæring. Mere som et pusterum – eller måske en vendenummer, hvis EPen skulle udgives på en lille vinyl.
Fællesnævneren for pladen er den konstante energi og den holder hele vejen til banken. Jeg tror ikke, Deadnate med Concrete Flood har begået en klassiker, men de har i hvert fald gjort et hæderligt forsøg! Vokalen trækker meget i retning af en form for ’core og den slags måles ofte på hvor desperat det hele føles. Deadnate formår rigtig fint at virke ret desperate – men også at variere med andre, dygtigt udførte hilsner til hardrocken og metallen.
Hvor det kunne have været et syndigt rod, er resultatet overraskende vellykket og bandet har da også på baggrund af denne EP fået et like på Facebook, da jeg er oprigtigt nysgerrig på, om de leverer den indikerede energi live.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
