Home Artikler Tour-dagbog: Clean Boys svinger punkfanen i Kina, del 5

Tour-dagbog: Clean Boys svinger punkfanen i Kina, del 5

1516
0
Clean Boys på L7

Vi er nået til femte del af det aarhusianske punk-rock orkester, Clean Boys’ tour-dagbog fra Kina. Her er flere sære drømme, gamle bekendte, nye venner og selvfølgelig punk-rock og øl. 

I første del fik vi lidt af baggrunden for, at det nu er tredje gang Clean Boys besøger den folkerige republik, mens vi undervejs har mødt punk-begejstrede kinesere, pandaer, et væld af nudelretter, shots og fadøl, og et samfund, der er noget anderledes indrettet end vores. Del 2 kan læses HER, del 3 HER og del 4 HER. Sjette og sidste del lander indenfor nogle dage.

Det er stadig Pedro da Palma, bassist og frontråber i Clean Boys, der er vores rejsefører, og vi støder til Clean Boys netop som de er ved at vågne op i Changsha d.17. oktober.

Onsdag d. 17. oktober (day off)

Changsha

Vi sover længe… engang over middag vågner vi op. Morten brillerer med scenariet fra endnu en totalt blæst drøm; vort hostel bliver angrebet og bombet af schweiziske faldskærmstropper.  Det viser sig at være en scam Mortens venner – et mix af skole-, lege- og spillekammerater – havde iscenesat, fordi de bare ville kigge forbi vores værelse og sige hej til Morten, for derefter at tage ”hjem” igen.

Jo, jo, den kører på højtryk den underbevidsthed.

Morten er super sulten og har også lige spist sin medicin, så han vil gerne hurtigt ud og finde noget mad (Morten kører på en transplanteret nyre, og skal dagligt spise imundæmpende medicin, for at undgå afstødning af nyren).

På vejen ud og finde et sted at spise, får Pedro og Morks øje på en lille legetøjsbutik. Der er kopi-LEGO i alskens afskygninger – Nina og Friends – men de rigtig gode er ”tysker-soldaterne”, hvor generalen har en ørn på kasket-fronten. Eller den kinesiske soldat der bistert skyder omkring sig, under parolen: “Operation Red Ocean”! Der er afgjort en del mere krudt og politisk ukorrekthed (set fra et vestligt synspunkt) i den kinesiske version af LEGO. Pedro køber 3 små æsker for den ”svimlende” pris af 12 Yuan.

Vi finder et sted at spise – igen en ikke-ryger restaurant. Åbenbart mere udbredt i denne by, end nogen anden by vi har oplevet hidtil.

Efter ris, 2 slags nudler og svinekød er vi loaded – vi returnerer til legetøjsbiksen, så Morks og Morten også kan forsyne sig med ”Nazi-LEGO” og andet godt. Pedro nærer sig for at købe mere, selvom det godt nok frister… Men i baghovedet kører tanken om 60+ Clean Boys China tour t-shirts, der skal findes plads til i bagagen hjem til DK.

Changsha

Rabbit foreslår at vi går over til floden. Lyder som en finno plan. Det er en fin gåtur med høje imponerende bygninger, der skyder op imellem de lavere af slagsen, der kun er op til 5 – 20 etager. Vi passerer broen henover Xiangliang floden, som er virkelig imponerende bred – i hvert fald en halv til en hel kilometer. Morten fortæller om gale løjer på gelænderet ved Seinen i Paris, som ung mand med en skytshelgen på overarbejde. Broen her giver ham ondt i maven, blot ved tanken…

Vi passerer en park med maser af unge i sen skole- og gymnasiealder. Mange vinker eller hilser ”hello” til os med store smil, vi ikke andet end kan gengælde.

Det bliver en god stund – måske en times tid, vi sidder og kigger ud over floden, få meter fra hvor den passerer forbi. Også her ser vi de hidtil andre vesterlændinge (vist 3 englændere) vi er stødt på her i Changsha. Vi ser flere store flodpramme med kul sejle dovent men målrettet forbi os, imod deres mål. Der spottes på den modsatte bred et pariserhjul i en dimension vi ikke før har set. Det rager op over 30 etagers bygningen foran hjulet. Vi begiver os retur til hostel og har et par timer før vi skal ud og spise. Rabbit har allerede en plan om hvor vi skal spise.

Vi mødes efter et hvil, og går op ad gaden efter Rabbit. Pedro kigger efter tigerbalsam – det eneste kæresten har ønsket han køber med hjem fra Kina. Pedro har ikke held trods foto af Morks og Mortens oversættelser fra smartphone.

Vi ankommer til restauranten ”Qi Jiu Kao Rou”, som er noget helt for sig selv. Vi får anvist et bord med lave stole, og en et nedsænket stålfad til kul i midten. Ovenpå kulfadet, placeres en rund stålplade der passer perfekt, og så udleveres der de forskellige godter af kød, kinesisk brød og grøntsager man har bestilt. Disse lægger man så på stegepladen, og napper med pindende efterhånden som de bliver færdige. Inden dette scenarie blev skudt i gang, blev vi tilbudt en cigaret hver. Man kunne ikke købe drikkevarer, men der var gratis saft ad lib af blomster eller mango. Måltidet var helt i særklasse og igen noget vi ikke havde prøvet før – finalen var at knække det udleverede æg på panden og med pinde dele et regulært spejlæg imellem trioen, eftersom Rabbit var den første til at afslutte måltidet. Morks rullede en Bali smøg. Vores værtinde – en gudesmuk midaldrende kinesisk kvinde – var nysgerrig og Morks rullede hende en smøg. Stor begejstring der kvitteredes med en lille aflang tallerken med sødt stegt brød. Morks bliver bedt om at rulle en smøg mere til én af de andre ansatte. Pedro slutter med at give en dansk 5-krone til værtinden. Morks retter hendes opmærksomhed på alle hjerterne på mønten. Vi hilser farvel og følges til dørs med stort smil.

På restaurant

Rabbit har tidligere forklaret at vi skal på 46Livehouse og se et kinesisk bluesband i aften.

Da vi ankommer kan vi se at det koster 120 yuan at komme ind , men vi har fri entré (gestus fra værterne) – vores koncert kostede 80 yuan, hvilket er standarden generelt på touren, bortregnet de få steder der er fri entré og aftalt hyre.

Bandet hedder noget på kinesisk, vi aldrig fandt ud af at udtale eller få nedskrevet. Det viser sig nærmere at være et kinesisk svar på Lars Lilholt Band – forstået på den helt gode måde. Blandingen af kinesisk folklore og rockmusik fejler ikke og hele salen er med. Der er nok 1/3 flere publikummer end til vores koncert dagen før. Velspillet og med stor dygtighed leverer bandet 2 sæt af 30 – 45 minutters varighed.

Den kinesiske Lilholt

Pedro og Morten får taget foto med trommeslageren kort efter koncerten, og Pedro ender med at købe en CD, og stille på i kø til autografskrivning på CD cover. Helt som i går er publikum smuttet så snart autografsession er overstået. Kort efter forlader bandet spillestedet, og hilser til os på vejen ud. Clean Boys er igen de sidste folkens i baren. Vi er blevet ”varme” og henter Budweiser (billigste øl i baren) på stribe ved disken. Nogle af gutterne involveret med stedet går ud i baggangen og ryger en joint – så vi må konstatere, at det også her sker at folk tager chancen. Det bliver sidste stop på turen vi er vidner til Jazz-tobak – det lader ikke til at eksistere i 1500 km radius fra Beijing.

Det bliver til 2- 3 øl mere og SÅ må vi også hjem på hostel, hvor Pedro læser højt af mail fra tidligere trommeslager Fruggi, som gennemførte 2014 touren i Kina. Han er TOTAL JELLY, over at høre og læse om os – som han skriver. Vi tager en håndskrevet godnathilsen til ham, og får den sendt afsted. Dernæst Zzzzzzzz…

Godnathilsen til tidligere trommeslager Fruggi

Torsdag d. 18. oktober (Harley’s)

Changsha til Shanghai

Vi vågnede ok tilpas – Pedro’s mave havde det “skide-godt” 🙂 Morks og Morten nåede et bad inden afgang og Morten, som havde delt seng med Morks, beskrev hvordan Morks i løbet af natten havde møffet ham længere og længere ud mod sengekanten med sin polski po-po, så der havde været en lille venskabskamp om pladsen. Rabbit var klar og ventede på os, da vi på aftalt minut dukkede op i receptionen. Ud til en stor lux-taxa / minibus, med den herlige chauffør der tirsdag havde hentet os på banegården. Undervejs på vej mod banegården stopper han ved en butik for at købe Beetlenuts, og vi tilbydes en lille “opkvikker”. Morten og Pedro er på, Morks kan ikke helt overskue at “trigge” hans morgensult.

Da vi ankommer til banegården, vil vores rock’n’roll chauffør lige ha’ et foto sammen med os – yes klart, det får han. Morks og Rabbit går på KFC, for at købe morgenmad, imens Pedro går hele den latterligt store banegård rundt uden at finde nudler til at varme i toget. Rabbit klarer den manøvre på 3 minutter, og det viser sig at Pedro skulle ha’ spurgt efter dem, da de stod under disken…æj altså. KFC bliver aldrig Pedro’s favorit – Kylling pakket ind i en undskyldning for at spise panering, og fritter så bløde og seje at de minder om kalamaris – føj – resten af selskabet brokker sig mindre over menuen. Og så skal vi ud og køre med tophastighedstog. Med op til 307 km i timen, går det afsted mod Shanghai. Det er afsindigt korte stop på hver station. Effektivt, og vi bli’r skolebørn niko-skæve, når vi ved enkelte stationer hopper ud for at ryge i ca 1 minut, før vi hopper på toget igen.

Udsigt fra toget

Der tages ingen chancer – vi skal køre 800 – 1000 km og skal ikke nyde noget af at blive hægtet af undervejs på grund af stupid nikotin afhængighed. Smukke kuperede landskaber med gule marker imellem de små bjerge, bliver efterhånden afløst af tiltagende civilisation. En forholdsvis stor del af togturen sover vi. Da Shanghai nærmer sig, fornemmer man vi enorm denne metropol er. Forstad forstad – type højhuse der bliver højere og højere. Og endelig stopper toget på ”Shanghai Hongqiao Railway Station” – præcist og til tiden, som togene konsekvent har det med at være det i Kina. Vi bliver guidet i nok en luksus taxa med rigeligt plads til os alle.

Vi kører en god rum tid for at nå vort hotel, som ligge i en bagbygning 5 min fra Harley’s, hvor vi skal spille i aften. Lige på den modsatte side af den 6 sporede vej.

Vi hviler igen en times tid. Pedro prøver desperat at finde militær TV kanalen, der tidligere har været kanal 7. Den lader til at være nedlagt – 2 forudgående forsøg på touren har heller ikke båret frugt. Morten er afgjort blevet snydt og har ikke fået hvad Pedro og Morks lovede ham: smog og militær TV ☹

Pedro og Morten deler værelse. Morks og Rabbit et andet. Efter en god halv times tid, skubbes der et visitkort ind under døren. Pedro har allerede gættet hvad den korte rumsteren gik ud på, og gå hen til døren for at samle det fine fuld-farve visitkort op med letpåklædt kinesisk kvinde og telefon nummer man kan ringe på. Der er tryk på begge sider af kortet – 2 forskellige modeller. Det er en standard vi har oplevet på samtlige 3 tournéer. Man ser det ikke på hostels, men stort set alle hoteller, må have en form for samarbejde med de her escort-services. For det ER påfaldende, at man under en time efter check-in, modtager sådan en uforpligtende hilsen, hvis nu man skulle ha’ lyst til nogen at dele sine popcorn med.

Visitkort

Vi begiver os over på Harley’s – får på vejen købt nogle af de mangeartede farverige kinesiske smøger med. Tror der går en del år, før kineserne skjuler cigaretpakkerne bag et forhæng. Mange af pakkerne er særdeles kunstfærdige og farvestrålende at beskue – Marlboro ser meeeget tarvelig ud til sammenligning.

Vi bli’r modtaget af Darrel Pine, en gæv australsk mand der bestyrer baren en måneds tid endnu, før ejeren af 2 nabobarer, overtager, og måske bygger stederne sammen. Darrel ved ikke hvad planen er med stedet, han kunne bare ikke komme overens med ejeren i længden. Sjovt nok var det en anden australsk mand der kørte arrangementet, da vi var her på sidste tour i 2014; Nathan Sidoti… han var noget helt særligt og et særskilt kapitel værd.

Lydprøven går igang. Morks spotter en Peavey Bandit forstærker – hans foretrukne. Vi får byttet rundt – laver lyd – prof, effektivt, vi er glade. I mellemtiden er Craig (Catchy blandt de fleste) fra Round Eye dukket op, sammen med hans kinesiske kæreste Rain. Craig stødte vi på første gang, da Clean Boys spillede netop her på Harley’s for 4 år siden. Siden har Round Eye været i DK 2 gange, hvor vi har hjulpet dem med koncerter. Craig og Rain inviterer os ud og spise, og finder en restaurant stort set ved siden af Harley’s. Det ser lidt fint ud. Vi ser menu kortet igennem, og bliver anbefalet nogle forskellige retter – SÅ dyrt er det heller ikke. Men Shanghai og Beijing er bare dyrere byer med hensyn til mad og overnatning. Vi ender på nogle krydrede grønne bønner, Mao’s livret og en dybstegt fisk i sursød-sauce – fint anrettet med hoved og hale, så den fremstår som en hel fisk på fadet. Mao’s livret er nærmest en kraftig jydepotte med store tern af svineflæsk og forskellige grøntsager i en olieret sauce – det smager mægtigt; som en livret. Fisken er også noget for sig, med sursød sauce som mormor ville lave den i Kina, og finten med at dybstege fisken i panering, i små stykker, nærmest pigge der står op på ryggen af den, sat sammen til en fisk igen – mætter og behager øjet.

Mao’s livret

Under måltidet fortæller Craig at Tony’s helstegte gris til Vindmøllerock 2016, var det bedste gris han nogensinde har smagt, og den der danske morgenmad med forskellig slags lyst brød, ost, syltetøj og wooow.

Ja, alt det vi griner af derhjemme, nu vi er på totalt Kinatrip, er eksotisk for andre. Flere gange har vi diskuteret den her genre-betegnelse: Verdensmusik. Altså WTF er det? – bare fordi det er folklore der kommer et andet sted fra i verden? På Madagaskar er Kim Larsen også verdensmusik  ?

Vi snakker om vores forundring over fraværet af smog!? Craig forklarer at det toppede i 2014/15, og så greb myndighederne ind – med vanlig kinesisk effektivitet. Mange fabrikker er flyttet ud af byerne, spredt. Der er strengere miljøkrav, og så har man lukket ned for alt street-kitchen i Shanghai, da kullene fra de mange grill, fik skyld for en stor del af luftforureningen, hvilket Craig dog griner lidt af, med hentydning til fabrikkernes massive udledning af forurenet luft – og den massive trafik. Uanset hvad der helt ligger til grund for forbedringen af luftkvaliteten, så er forskellen slående. Ingen by vi har besøgt hidtil, har haft ligeså dårlig luft som man kan opleve det i Paris eller Rom.

Craig fortæller at punkscenen, virkelig har det svært i Kina, og myndighederne forsøger at udøve stor kontrol med alt der kan virke anstødende. Og så er kineserne generelt langt mere til elektronisk musik end rock. Pedro spørger hvordan pokker det lykkedes at få de amerikanske hardcore punk legender MDC (Millions OF Dead Cops) til Kina i 2017?  Craig forklarer at de (MDC) havde planlagt tour til Japan, og da han kender forsanger Dave tilbage fra USA, var der nemt kontakt og de fik lavet – vistnok 3-5 shows i Kina. Alt det krævede, var blot at Craig omskrev teksterne så myndighederne godkendte dem, og bandet blev præsenteret som Millions Of Delicious Candys! BANKO! Det viste sig så at MDC havde et opvarmningsband med på slæb – hovsa. Craig fortæller at de var flinke folk, men at få et 15 mand stort crew med rundt i tog, taxa og hotel var sin logistiske udfordring. Dertil måtte opvarmningsbandet hives til side efter 2. show – Craig måtte instruere bandet i hvad man kan sige på scenen, og hvad man IKKE kan sige i en mikrofon. Vi påregner, at der nok til 1/3 af vores shows har været civile repræsentanter fra kinesisk politi. Ikke nødvendigvis et helt show, men de kommer forbi mange af disse mindre lødige barer og spillesteder, blot for at tjekke at der ikke er optræk til noget systemet ikke bifalder. De viser helt sikkert ikke skilt, og betaler derfor entré som alle andre. Stor tanke, at vores tour måske også er minimalt finansieret af kinesisk politi!

Propmætte går vi ned på Harley’s for at se opvarmningsbandet. Det er nu alligevel et pudsigt valg. De spiller vel nærmest en tilsnigelse til noget japansk pop-indie med lillepige vokal og keyboard. Det ville nok ikke lige være vort eget valg til et opvarmningband. De spiller dog ok.

Så er det om at få plugget i. Vi bliver bedt om at gå i gang asap, da folk er på vej hjem. WHAT? – det viser sig at sidste metro kører kl. 23.00 (den har vi oplevet før), og mange skal langt for at komme hjem. Man kan så godt tænke hvorfor pokker man så vælger at sætte os på kl. 22.30? – hele arrangementet skulle ha’ været rykket en time frem. Så vi kommer hurtigt i gang. Morks har bøvl med forstærkeren. Han piller ved knapperne. Der er lyd, han spiller og lyden dør. Det gentager sig. Pis – alt havde klappet under lydprøven. Efter første sang må vi bytte forstærker. Det er altid en dræber at sætte koncerten i stå, og det bliver ikke bedre af at folk affolker for at nå fornævnte sidste metro. Vi kommer i gang igen- og lyden DØR IGEN!?!? Damn… det viser sig at være Morks kabel den er galt med. Pedro finder et løst kabel på scenegulvet og kaster over til Morks. Hurtigt skift, og kan vi SÅ få lov at spille den koncert. Vi gi’r den alt vi har, men den er svær at spille op, og først under de sidste 6 numre, kan vi mærke at der er fuld harmoni med publikum og internt på scenen. Måske den mindst gode af de koncerter vi hidtil har spillet. Ikke desto mindre sælges der en håndfuld plader og et par t-shirts og vi høster gode roser for kvaliteten af det vi leverer. Tak…

Clean Boys live på Harleys

En englænder kommer og fortæller begejstret, at hans ven havde set os tidligere på touren, og havde anbefalet gutten at se koncerten.

Craig og Rain fortæller at vi skal se at få vort grej over på hotellet, så vi kan køre ud på Gil’s bar; ”Specters”. Gil er guitarist i Round Eye, og derfor også en ”del af familien” vi vil glæde os til at se igen. Vi får prejet 2 taxaer, og jeg kører sammen med Rain og Morten, Craig finder en taxa sammen med Morks. Rain fortæller at hun arbejder som DJ og det er meget kommercielt, og ikke nødvendigvis det musik hun dyrker mest. Men det er langt bedre end hotel-branchen hun arbejde i før. I Kina forventes du altid at være tilgængelig for dit arbejde. Udover 14 timers arbejdsdag, skulle du svare opkald og mails i din fritid også. Ellers så dine kollegaer ned på dig, og fandt dig usamarbejdsvillig. Nu arbejdede hun mindre, tjente det samme, og mere til + at hun kom på rejser fx til Miami. Craig arbejder som lærer i engelsk og musik for skolebørn. Han har ingen planer om at vende retur til USA, og slet ikke med kukke-uret Trump ved rorpinden. Tankevækkende at denne reflekterede og godt begavede rebel-musiker, foretrækker at bo under Kinas totalitære kontrol, fremfor den utilregnelige Twitter-kriger i Det Hvide Hus.

Round Eye bestående af amerikanere bosat i Kina, er et virkeligt kompetent og bundsolidt band, man roligt kan tjekke lidt ud: https://roundeyeband.com

Vi ankommer til Specters og gensynet med Gil er så glædeligt, at Pedro næsten knækker under det seriøst mandhaftige kram han udsættes for. Der gives et par shots, og vi får en gevaldig fadbamse stukket i hånden hver, men også helt obs på, at der ikke skal gå abe-babe i den denne aften. Rabbit er hjemme på hotellet og vi skal afsted kl. 8.30 i morgen tidlig. Det er en fed bar – to gamle spillemaskiner – tilbage på 80’ernes grillbar igen, og et billardbord. I loftet over baren hænger ældgamle knallerter – en 5-6 stykker.

Gil og Morks

Craig og Pedro snakker lidt om misforståelser i mail-kommunikation, hvor jeg ikke hørte fra Craig, og han ikke troede jeg direkte spurgte om hjælp, men mere gjorde opmærksom på at vi kom til Kina igen. Næste gang skulle vi hive fat i Craig, han ville ikke tage hyre for at booke, og han synes ikke at Zhong havde gjort et særlig godt PR arbejde for vores tour. Craig blev ringet op for en uge siden af Zhong, for hjælp til at finde et opvarmningsband til i aften. Vi kan jo godt se at Craig måske har fat i noget, selvom det her nu alligevel har været den bedst planlagte tour vi har været på i Kina.

En enkelt deleøl mere, og så vil vi agte hjem. Gil bestiller og betaler en vogn til os, og chaufføren er lige ved at sætte os af et sted vi ikke helt kan genkende. Vi skal 1½ kryds frem, og vi kan lige forestille os at fare vild, så tæt på sengen. Næstesidste seng i Kina tager godt imod….

Fredag d. 19. oktober (L7)

Shanghai til Wuhan

Man kan ikke påstå, at man bliver super udhvilet af 4 timers søvn. Nudler til egen røv… vi var dog nogen lunde “artige” igår, hvad angår alkoindtag igår, og holdte os på den fornuftige side af 10 genstande over hele aftenen. Pedro vågnede af sig selv et kvarter før den gamle Nokia ville ha’ kaldt til morgensamling. Tobak, instant kaffe og et super skønt bad. Det var et godt hotel. Morten’s plan om at vågne blot 5 minutter før afgang blev også “ødelagt” med bad og kaffe. Det var nemt at få læsset vort grje på den rummelige luksus taxa og så en 3 kvarters kørsel ud til nok en mega banegård, som lå lige ved siden af lufthavnen. Det er tydeligt at Shanghai er Kina’s “vindue” til vesten. Her er trafikken langt mere ordentlig omend tæt. Man genkender en pli for færdelsregler, bilerne holder deres baner og krydser ikke konstant ind og ud imellem hinanden. Vi har en god times tid på banegården, før vi skal boarde toget. Også security- check er mere lempeligt i Shanghai og vi skal ikke fremvise pas for at entrere banegården. Rabbit køber os en stor dumbling hver, lige til at stille den værste sult.

Vi finder vores nedgang 12B og parkerer vort grej. Morks og Rabbit går på jagt efter nogle nudler vi kan spise på togturen. De tager en evighed om det, og Morten og Pedro formoder med en smule irritation at Morks nok har fået øje på nogle butikker der skal studeres nærmere. Da dørene åbnes til perronen og der lidt over 10 min til afgang, sender Pedro en sms til Morks, at det NU, vi skal boarde. Han svarer tilbage, at han godt ved – ses snartt. Rabbit og Morks kommer farende og har rendt rundt på både gulvplan og 1. sal for at finde nudler, uden held. Rabbit har fundet et par kinesiske alternativer – og heldigvis ikke pap-kylling fra KFC. Morten må opgive at bruge sin VPN, komme på nettet, og Facebook er helt blokeret, uanset hvilke tekniske finter han forsøger. Morks har haft held til at være på kort med sin mobil, men bliver også smidt af. Myndighedernes net-kontrol virker til at være effektiv i Shanghai – afgjort det mest konsekvent nedlukkede vi har oplevet hidtil på touren.

Toget vi skal med, viser sig at være den moderne udgave af et kinesisk bumletog. Der er ingen fart-angivelse på displayet i vognene, og der stoppes ved mange små stationer. At køre ud af selve Shanghai er et mageløst spind af banelegemer og veje der fletter ud og ind imellem hinanden, ofte i 3 niveauer. Den by er så ubegribeligt gigantisk. Efter 1½ times togtur, begynder der at være mere natur, eller skal man sige landzone. For vi er i den tætbefolkede del af Kina, og der er ikke mange små pletter der ikke er opdyrkede eller bebyggede. Omkring halvvejs på den ca 5 timers togtur skifter landskabet og vi er i smukke bjergegne på vej mod Kina’s punkrock city Wuhan. Morten sidder og hører klassisk musik, og forsøger at abstrahere fra nærmeste mand på den anden side af midtergangen, som sidder og ser et eller kinesisk idiot-program med pling, plong dyt dyt lyde og overgearede stemmer. Det er en tendens vi oplever ofte. Kineserne er så vant til at være mange sammen på samme sted, at de ikke lader sig påvirke af hinandens udgydelser fra telefoner og spilledimser.

Man bliver let irriteret, og Morten fantaserer om at sætte noget Deafheaven eller Napalm Death på og stille sig ved siden af manden med fuld skrue på telefonen, så han høre vores “totalt iorden musiksmag”. En time fra Wuhan kører vi igennem lange tunneller der virkelig giver trykken for ørene. Togets automatiske ventilation-system kreerer en slags blæst der fyger igennem vognene, hver gang vi er i en tunnel. Vi ankommer til Wuhan – afsindig størrelse banegård – på den gode side af 20 spor. Vi bliver samlet op i P-kælderen af den chauffør Rabbit har hi-jacket til os. Det bliver en længere køretur, hvor vi også krydser Yangze floden. Wuhan er oprindeligt 3 byer der er vokset sammen omkring et delta af 2 floder der løber sammen til én. Byen huser på den gode side af 15 millioner indbyggere.

Wuhan banegård

Og så ankommer vi til Dada Hotel. En MEGET skrap ældre kinesisk dame, anviser os vej ud af en slags baggang til en anden sektion, hvor vi finder vort værelse, som igen består af nogle alkove-lignende køjesenge. Der er ingen virksom lås til værelsesdøren. Vi bliver fortalt at vi bare skal lade døren stå på klem og skrappe-mor peger og laver fagter og kommanderer. Vi spørger til hvordan vores bagage så er beskyttet, og der henvises til et kamera på gangen. Rabbit og den ældre dame forsvinder. Vi snakker situationen igennem. Morten har livsvigtig medicin i bagagen, så uanset om de kan se hvem som er smuttet med bagagen eller ej, så er det ”NO GO” bare at ta’ chancen. Morks siger at nu går han ned og snakker polsk til dem. Og vi ved godt, at det VIL være polsk og MEGET bestemt. Morten og Pedro får fat i Rabbit, og gør hende klart at vi simpelthen flytter hotel, hvis ikke vi kan låse af til vores bagage. Nede i foyeren er Morks i gang med at sætte receptionspersonalet ind i vores situation – dog ikke på polsk, men venligt engelsk…

Vi får kort til et andet værelse, der kan låses af – nææh se, de havde søreme alligevel sådan et værelse. Skrappe-dullen der anviste os første værelse, er en del mere afdæmpet, da hun leder os hen på det ”nye” værelse.

Vi får hanket op i vort grej og begiver os ned ad gaden. Vi får at vide at der ikke er langt til L7, hvor vi skal spille, men Wuhan er mere kaotisk end den gennemsnitlige kinesiske storby. Ujævne fortorve, stilladser og rod udfordrer vejen. Men der er faktisk ikke langt, og denne gang skal vi ikke i kælderen, men derimod med elevator op på 2. sal. Et stort billede af en ung mand iført cowboy-jakke med alle de ”rigtige” patches (Mötörhead, AC/DC, Slayer, SOD, etc) beklæder elevatorens døre på indersiden. Vi træder ud på en gang, hvor et par håndværkere er i gang med en vinkelsliber. Krydser gangen og entrerer en tjekket klub med højt til loftet og fed scene. Vi går i gang med at stille op til lydprøve, Rabbit meddeler at hun vil tage hjem og få rent tøj på. Efter lang tid ser hun noget mut ud og fortæller at der er 40 minutters ventetid på en taxa, så hun vælger at gå ned til bussen. Hendes ven YangHan vil komme med de 10 t-shirts med rygtryk på Zhong har sendt afsted, og så vil YangHan ta’ os med ud og spise.

Lydprøven er en fornøjelse – lydkvinden har tjek på sit shit til fingerspidserne, og tilbyder Morks en skøn Mesa Boogie forstærker, da han efterspørger ren lyd – vi har aldrig været meget til Marshall her i firmaet.

Vi når også at hilse på opvarmningsbandet – et 5 mand stort ensemble. Vi får taget billeder sammen og udvekslet håndtryk.

Yanghan henter os og hiver os med over på restaurant ”Chuan PangZi” – der dufter fremragende da vi kommer indenfor døren, og der er virkelig travlt – godt tegn. Han anbefaler os noget fisk, og noget supper som er helt typisk lokal, lige for denne årstid – YangHan fortæller at det er kærestens favorit. Dertil får vi en mindre wokgryde med kyllingret, der holdes varm over et lille gasblus. Vi får også bestilt en tallerken grønne bønner – inspireret af gårsdagens måltid. Fisken serveres sammen med tern af tofu, krydret med bla.a. sesamfrø – man kan ikke smage at det er fisk, men det er ret delikat. Kyllingen smelter på tungen, selvom man konstant skal spytte små stykker ben ud – indtrykket er at hele kyllingen bare er choppet med en kødøkse. Suppen indeholder en slags sød kartoffel og stykker af svinekød. Det er en virkelig skøn skøn efterårs-/vinterret. Ved et stort rundt nabobord ankommer en gruppe unge mænd (10. klasse). Ikke én kigger på den anden. De hiver straks deres smartphones frem, fluks de har sat sig. Der bliver bestilt mad- de fleste ligger telefonen væk imens de spiser, så snart der er tygget af munden er det frem med mobilen igen. (mis)Brugen af smartphone udvikler sig til en global opmærksomhedsforstyrrelse. Vi vil gerne slå et slag for spejlneuronernes genkomst i vort moderne oplyste samfund. Vi ser folk cykle, køre scooter, snakke med deres børn, shoppe, spise og gå til koncert med snotten nede i deres telefon. Og hjemme i DK kan du sidde det meste af en bustur uden øjenkontakt med dine medpassagerer. Ingen her i ensemblet misunder nutidens digitale ”forpligtelser”, omend det har været voldsomt smart at Morks kan hooke op med folk vi møder via WeChat, som alle benytter her i Kina.

Vi vil rigtig genre høre opvarmningsbandet, og bliver lidt presset på tid. YangHan ringer til bookeren på L7 og får dem til at holde opvarmningsbandet et kvarter med at gå på scenen. Vi ankommer til et ganske halvtomt L7, hvilket kommer noget bag på os. Wuhan skulle jo være China Punkrock City, hvad sker der? Der hænger plakater for aftenens koncert, og den er også nævnt i månedsprogrammet der hænger flere steder. Der er ikke noget at gøre ved det – de 20 – 25 betalende gæster, skal i hvert fald ikke snydes for et punkrock-bal. Opvarmningsbandet spiller ganske godt, de første 2 sange har en mørk tung metalstemning over sig. Der er 2 guitarister og 2 bassister, hvoraf den ene også giver den fuldblods som forsanger. Det ender i ska og endnu engang lidt stilforvirring, som i høj kendetegner disse unge kinesiske punkbands, der ufiltreret og ukritisk hiver deres inspiration ind i musikken.

L7

Det publikum som er mødt op denne fredag aften tager godt imod os. Det er en fornøjelse at spille med en super god scenelyd, og trods det sparsomme fremmøde, går vi af scenen godt tilfredse, og nok engang afpresset et par ekstranumre. Her løber en fra publikum op på scenen, som ellers er lettere utilgængelig på grund af højden og nogle metalbarer. Pedro opfordrer flere til at komme op, og 2 andre tager imod tilbuddet. Efter koncerten kommer den ene om backstage – en meget ung kinesisk herre og hans endnu yngre ven. De viser sig at være henholdsvis 16 og 18 år og har haft den fedeste oplevelse med vores koncert. De fortæller at det kun er sjældent nu, at udenlandske punkbands kommer fobi Wuhan.

Rabbit som returnerede og bad om Pedro’s kamera lige før koncertstart, står nu og skynder lidt på beatbanden. Vi skal retur med vort grej og så ha’ en taxa et kvarters køretid over til Prison Bar, hvor Clean Boys til punk i Kina for alvor blev introduceret 2009, da vi spillede på Vox Bar lige om hjørnet og bagefter var i den fedeste punk-merchandice butik: Wuhan Prison. I 2014 var det lavet om til den nuværende Prison Bar + Prison Ink, tatoo-shop. Her fik Fruggi en gratis tatovering af Wu Wei der bookede vores første Kina tour, og grundlægger af Wuhan Prison og dertilhørende Tatoo og Bar. Vi har lidt tung røv med at komme fra L7 – Morks insisterer på at han lige skal nå at ryge en smøg og køle ned. Vi får hilst på Rabbits kæreste som også er kommet til vort show. Han hjælper os retur med grej og så hopper vi alle i en taxa. 5 personer og gnaven chauffør, da han opdager vi er én for mange til sæderne i bilen. Rabbit får ham overtalt til at tage turen alligevel.

Clean Boys på L7

Da vi kommer ud af taxaen kan Pedro godt se at der er pyntet noget op ved Vox Bar med nyt skilt og halløj, og den grimme mistanke bekræftes af Rabbit. Det er ikke længere undergrundens højborg, det er blevet lettere smart klub med cocktails og mere populær musik. Sjov detalje – Kina Lilholtbandet vi så for 2 dage siden i Changcha, spiller i aften på Vox Bar. Prison Bar ligner sig selv. Men også her dundrer der elektronisk musik for fulde gardiner fra DJ’en, og vi fortælles at Wu Wei ikke længere har noget md Prison at gøre – han er flyttet ned i nærheden af Guilin, hvor vi mødte Lui Lui. Wu Wei’s betydning som en ildsjæl for en punkscene i Kina’s 3 største by, er slående. Ingen Wu Wei – ingen punk.

Bestyreren af baren, en meget kærlig, ikke særlig høj kinesisk kvinde med rastahår byder os en øl, og vi udveksler et stofnet fra Aarhus, hun straks kvitterer med en Wuhan Prison t-shirt til Pedro og Morten. Der tilbydes også sjov tobak som åbenbart fungerer lidt mere lemfældigt her.

Rabbits kæreste har været helt løbet tør for penge og smøger imens kæresten har været på tour med beatbanden. Han har sendt hende video af, hvordan han piller stumper af cigaret fra hinanden og samler sammen til at rulle smøger. Vi køber ham 2 pakker cigaretter, og han udbryder: ”I’m rich”, med et stort smil. Morten og Morks køber nogle dumplings ved en af street-kitchen boderne der står i smøgen udenfor Prison Bar og Prison Ink. Morks har snakket med folkene i gadekøkkenet der kalder dem Chinese style – Polish dumplings. Morks fortæller at han som barn fik dem i Polen, og de netop hed kinesiske dumplings. Vi beder Rabbit om at hjælpe os med at hitte en hæveautomat, så hun kan få de 1500 Yuan hun har til gode hos os for udlæg. Vi ender med at kævle lidt undervejs pga misforståelser og generel træthed. På vejen retur peger Rabbit op på mod toppen af et højhus, lige på den anden side af gaden overfor Prison Bar. Hun bor deroppe på 29. ud af 30 etager. Hun har nærmest længere med elevatoren, end på gåben over til sit job som bartender.

Prison Bar

Èn gut står helt åbenlyst ved vort bord lige uden for indgangen til baren, og laver sig en joint. De er da ikke bange for pansere og overvågning her, og fluks den tanke er tænkt, bliver døren flået op inde fra baren. En højtråbende mand kommer ud, vender sig om og råber ind i rummet. En anden gut er fulgt lige efter og knytnæverne fyger ned over den første mand. Han svarer igen med slag og spark og vi får lynhurtigt hanket op i vores glas og smøger og kommer væk. Det tager under 10 sekunder, så er 10 – 20 mennesker indblandet i slagsmålet. En metalcylinder-skraldespand kyles ind i mængden, glas fyger rundt og smadres. Vi går rundt i den smalle gade bagom karréen. Her sidder vi og ryger tobak og drikker vores øl imens vi lytter på at folk bliver ved at råbe, slås og rumstere.

Der går op imod 10 minutter før politiet dukker op. Ikke lige hvad vi havde ventet. Og det mest overraskende er at ingen bliver anholdt. Politiet står op imod en halv time med spritstive tosser der bliver ved at råbe af hinanden og vil over og slå på hinanden. Morks opsnapper at der ud over fuldskab har været en racistisk bemærkning, hvor én har påtalt at den anden talte nordkinesisk. Pedro snakker med en brasilianer der står i ét af de 4-5 gadekøkkener i smøgen. Han har været i Kina i 2 år nu, og det er første gang han ser et slagsmål. Pedro kan så meddele at det er 2. gang på 2½ uge, at vi er vidner til et eller andet noller Bud Spencer slagsmål. Brasilianeren griner af at den ene af de 2 mest ophidsede gutter kun kan råbe ét ord: Motherfucker. Pedro griner og synes der begås en uret her – det er jo faktisk 2 ord – dobbelt så mange som først antaget: Mother og Fucker. Vi lurer at politiet sandsynligvis ikke gad at anholde nogen, fordi det vil give papir-arbejde resten af natten. I DK var man røget i håndjern på bagsædet af politibilen efter én til 2 advarsler.

Rabbit ringer os op imens vi sidder i baggyden, og spørger om hvor vi er. Vi går om foran, hvor 8 – 10 politifolk holder styr på tropperne. Rabbit bestiller os en vogn retur til hotellet. Og vi sidder og ævler og drikker øl alt for lang tid – 3 timers søvn here we come….

Tekst og fotos: Pedro da Palma og Clean Boys

Previous articleThe Consolation: Heartland ★★★☆☆☆
Next articleRasmus Matthiesen: Nye idealer ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.