Der er smæk på – og så stille – og så smæk på, når We Are Among Storms folder deres post-hardcore ud. På fire numre er der masser energi, variation og man efterlades med en fornemmelse af, at momentum er stærkt nok til en fuld plade.
Der ligges ud med en komprimeret, huggende guitar, med halv-egal stemme halv-råbes der, inden der for alvor åbnes for sluserne og der screames desperat derudaf.
Netop vokalen bliver det mest voldsomme våben, We Are Among Storms besidder. For selv om der er tale om stram, komprimeret og ret metallisk lyd, så er det den desperate vokal, der får lov at rive pisset ned. Akkompagnementet en understregning af, at vi her har med et post-hardcore band at gøre – og ikke hardcorens lidt formfaste smadder.
Alene numrenes længde ligger noget over normalen for hardcore i spilletid, men også skiftet mellem stille og intense passager er yderst effektivt og der bliver ikke bare smadret igennem konstant.
Og det er dygtige folk. Med baggrund i Hexis, The Psyche Project og Eglise kan man ikke just kalde bandet uprøvet, og det kommer i høj grad også til udtryk; skæve taktarter fremføres med stor naturlighed og der synes at have været tænkt meget over, hvordan man disponerer over støjen – og hvornår der spilles mere på pauser, end på noder.
Samtidig ligger trommerne konstant på lur i de stille passager og laver ofte veldisponerede angreb, når breaket er ovre. Er der én, der gerne vil frem over stepperne, er det Mathias Thevik Ernst på tønderne!
Underfundigt nok så er der ingen guitarsoloer, men til gengæld passager, der kan betegnes som en form for groove-stykker og fungerer som næsten sfæriske stemninger mellem malebariske vers.
Åbneren, Summit, breaker på den måde ned med en egal guitar, der godt nok arver et lille tema fra de mere smadrede dele af nummeret. Og det når næsten at gå helt i stå, hvor pauserne imellem tonerne pludselig indtager hovedrollen. Langsomt bygges der så op, og BUM! Så får vi som lyttere et godt, vredt slag i skallen.
Der er særdeles veldisponeret og effektivt på den måde at stige og falde i intensitet og støj. Yes, det holder det her og vokalen flosser virkelig. Den desperate stemning fortsætter i den vuggende, nærmest rag’ede No Form som holder sig på de potentielle radiovenlige 3:15. Ikke at der er nogen rigtig risiko for, at det bliver et hit. Men energi i rå form er det!
”So let me carry you till my back breaks and we together fall in and out of time.” går et vers i afslutteren, My Collection – og så siger de, at mænd ikke har nogen følelser! Og i nummeret inden, Closure, er der skåret helt ind til benet: ”Every living being on this planet dies alone.” gentages over hektisk trommespil og fremadstormende bas.
Der er, med andre ord, en genkendelig dystopisk rød tråd i tekstuniverset og musikken såvel som den desperate vokal underbygger dette til perfektion.
We Are Among Storms synes på den vis at være det perfekte bandnavn: For til tider sparkes der fine, rolige passager ind – hvilket blot sætter kontrasten til den storm, der rammer én som lytter, når bandet vælger at sætte et angreb – eller en storm – ind.
Det er ret mesterligt.
Som nævnt ovenfor, så er det næsten som om, EPen bliver for kort – hvilket ikke er givet for så energisk musik, som man hurtigt kan blive fyldt op af. Men fordi det er dygtigt, fordi det er varierende og fordi det bliver ved med at drage med dystopisk stemning, så får man lyst at høre We Are Among Storms igen. Og lige en gang til!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag