På græsk betyder Telos “slut” eller “slutning”. Københavnernes black metalliske hardcore debut-EP lyder også lidt som enden på et eller andet. Måske endda civilisationen og verden, som vi kender den. Det er en krads omgang, der måske også ender med at blive en lidt udmarvende oplevelse.
Telos nye EP, eller mini-album, er en udgivelse af den slags, hvor man virkelig får testet gebisset og ens fyldninger og hvor mange G kroppen egentlig kan klare. Der er tale om 6 numre med en spilletid omkring den halve time, bundet sammen af en eller anden form for koncept. Det er tyder det i hvert fald på med 3 af numrene, som er navngivet så de er kapitel opdelt.
De 3 numre, “Deity Pt. 1-3”, udgør således kernen, eller midteraksen på udgivelsen, hvor især anden del, med undertitlen “Sentience Ends”, er lidt af et paradenummer i sig selv med sine næsten 8 minutter. Men, her begynder trætheden at sætte lidt ind. Ikke så meget pga. spilletiden, der sker som end nok til, at man holdes til ilden, men, de metalcore tendenser man aner hist og her hos Telos kigger tydeligere frem i den spruttende rytme. Hvor meget jeg end prøver, så er det bare ikke en genre der rammer mig rigtigt. De skal dog have, at det er noget af det mest ondsindede metalcore jeg har hørt og ikke noget der minder om pop.
Heldigvis følges der op med del tre, “Nova”, som egentlig mere er et kort mellemspil på lidt over 2 minutter, der både kunne fungerer som afrunding af forrige nummer og intro til pladens sidste. Det er dog et velkomment, og det eneste, pusterum på Telos, og er med til at give udgivelsen en følelse af sammenhæng.
Det virker på samme tid gennemtænkt og homogent, og så som et slags løst organiseret kaos. Der er en ramme, men indenfor den beskydes og bombarderes man af arrige hardcore gennemsyret af iskold og frastødende black metal. Bands som Converge og Hexis nævnes som referencepunkter, og det er bestemt ikke skudt forbi, men gør også, at det hele virker en smule velkendt. Det er en lyd, stil og nogle virkemidler man før er blevet overfaldet af, derfor slår de muligvis heller ikke så hårdt i længden, som de ville have gjort, hvis man aldrig havde været udsat for den slags soniske overfald.
Eller også, så bliver ens sanser bare lidt lammet af den konstante rasen? I hvert fald er det som om jeg går en smule død i Telos’ ellers tiltalende arrigskab, som udgivelsen skrider frem og så ender det på en underlig måde som “baggrundsmusik”, selvom det ikke ligefrem er easy listening. Men, inden det når så vidt, og man enten lægger med fråden om munden, eller sidder katatonisk i sin sofa, så er der godt nok dømt øretæver til lyttelapperne.
Men, det gør altså at når man når frem til den altødelæggende tidevandsbølge af en afslutter, “Immersed In Green”, så følger man sig mere som passivt offer end en deltager. Det kan der, selvfølgelig, også være en pointe i, men, det er nu sjovere at være med! Det er jeg så til gengæld i starten, hvor de to numre, “Hadean” og “Ape” agerer spydspids og står får de første knap 10 minutters begyndende destruktion. Førstnævnte vælter en i møde som en mur af hidsig støj og kaos, uden at man kan når, at få paraderne i vejret, hvor især trommerne overdænger en med kaskader af hurtige slag til kroppen. Mens vokalen, naturligvis, lyder som en sulten helvedeshund, som bare gerne vil bide knoppen af en.
Det er alt sammen meget dejligt, og sikkert også en omgang jeg har fortjent og trænger til, men, det ændrer ikke på, at det lidt føles som et deja-vu. Og lige som en gyserfilm, så går chokeffekten lidt af det hele, når man har set, i dette tilfælde hørt, det før. Telos kompenserer så lidt for det ved at skrue godt op for virkemidlerne og lydtrykket, men, det er måske lidt mere suspence, som havde været en mere virkningsfuld tilgang?
Nu kommer det, måske, til at lyde lidt negativt det her, men tag ikke fejl, Telos er noget af en mundfuld, især hvis man ikke har smagt på lignende bands tidligere. Så ville jeg faktisk anbefale, at man gik varsom til værks og tog mindre bidder. Andre mere feinschmecker typer ud i den sorte kaoscore vil måske sætte pris på de mange temposkift, detaljer og finesser, som Telos også rummer. Jeg lander sådan lidt veltilfreds og forspist på sofaen og sender 4 store stjerner efter Telos – jeg behøver ikke dessert!
Af Ken Damgaard Thomsen
