Home Upcoming & Rockin' Oktober 2018 - U&R Tiny Earth: Tiny Earth EP ★★★★☆☆

Tiny Earth: Tiny Earth EP ★★★★☆☆

1248
0

Med rolig vokal, hints til både vintage synth, storbystemninger og nyere dreampop siver Tiny Earth stille og roligt ind i din bevidsthed.  Uden store armbevægelser lykkedes EPen med ting, mange andre i genren vil kæmpe med. 

Dream pop er som genre noget sært noget. Som jeg andetsteds har beskrevet finder jeg det sært, at man på den måde skiver poppens melodiske hooks ud af ligningen. Og så landede Tiny Earth med Tiny Earth EP og åbnede nye perspektiver. Med cool ro skaber Brett Toole, der står bag projektet lufte numre med fine stemninger, der skulle referere til Jorden som en lille prik i et større univers. Det er slet ikke så spacy som det kunne lyde, men fungerer til gengæld ganske udmærket.

Nogle gevaldigt rumklangs-sovsede guitarer krydres med ditto-vokal, en roligt drivende bas og trommer og ikke mindst rytmeæg til at få os frem. I et tempo, der bedst kan beskrives som behageligt, indikerende af den evighed, der ligger i kunstnernavnets oprindelse.

Med mange repetitioner af akkordrundgange og guitarfigurer kan det minde lidt om The XX, man får til tider en snert af noget lounget – men især blæs på mange numre og et stærkt greb om aldrig at gentage (for) mange gange gør, at det lykkes med at blive sange. Og ikke bare tapet.

Når det går godt – et stykke inde i grooves og stemninger – kan det minde om The Eggs ‘Walking Away’ (nej! Ikke det der tåbelige remix!) og rummer noget af den samme ro, luftighed og tidsfornemmelse. Og så bliver det mindre vigtigt at der måske ikke lige er en melodilinje, man kan synge med på.

Faktisk synes der at være tale om nærmest anti-melodier: Jo, der synges umiskendeligt. Men det er ikke mange toner, der spændes over og var det ikke fordi der dygtigt er arbejdet med korstemmer, kunne det henlede tankerne på munke-sang eller lignende. Det er vi heldigvis også ret langt fra.

Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvad det er Tiny Earth virkelig vil. Men det bliver i de stemninger, der bygges til en del af pointen. Flyd med, glem lidt at alt skal forstås.

Mest om The XX minder næstsidste nummer, ‘Drugged on TV’, nok. Der synes at være den samme type dogme om ikke at spille på for meget på én gang på spil. ”She’s in love / She’s drugged on TV / She’s all right” “She’s in love, she’s drugged on TV He’s alright, his love is on live…” går refrænet mens et hint af en melodi udspiller sig i en delay-guitar. Giver det mening? Næh. Men der er hints af mørke storbyer, ro og følelse af noget større. Det er egentlig meget godt skåret!

TV går igen i åbningsnummeret, ‘CCTV’, som på titlen mere end stemningen også sender tanker på det urbane. Men også her virker det til, Tiny Earth er lidt hævet over at have en rigtig holdning – det bliver nærmest konstaterende, når der synges ’Smiling fashion / above our heads’ “Spying fashion / above our heads” og senere ’Stalking / following / above our heads’.

Afslutningsnummeret, ‘The Depths of an Eye’, sender os igen lidt ud i rummet, da den gentagne guitar-figur langsomt udvikler sig til noget, der kunne lyde som en blanding mellem ‘Chariots of Fire’ af Vangelis og ‘Oxygene 4’ af Jean Michelle Jarre, der som bekendt åbner med JFKs berømte citat om at rejse til månen. Figuren bakkes endda op af synth/blæs – subtilt og fint tip of the hat. Og for lige at sikre, at det ikke bliver plat, lukkes nummeret ned med rent blæs.

Nå. Tiny Earth formår at være småt i sin ambition, at male nogle stemningsbilleder uden at gøre det helt vilde væsen af sig, sende tip og the hats til The XX og til de rigtig store – og faktisk på én gang holde opmærksomhed og sive lidt i baggrunden.

Det tror jeg er en kunst.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

Previous articleRising: Sword and Scythe ★★★★☆☆
Next articleI Am Bones: Oaf (EP) ★★★★★★

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.