The Malpractice er tilbage med det første nye album i 4 år. Slur er en fragmenteret, støjende, modvillig, konfronterende og stridbar størrelse, hvor der musikalsk skejes ud som det lige passer bagmanden Johannes Gammelby.
Kompromisløse, ville heller ikke være en forkert betegnelse for de 11 numre der udgør Slur. I varierende grad, for det er ikke fordi at det hele er decideret fjendtligt eller opfarende, der er også mere afdæmpede stunder. Men de kommer når det passer Gammelby og i tonene bliver de aldrig leflende, eller direkte beroligende. Der ulmer nærmest konstant en uro, en lede eller en utilpassethed, som en slags rød tråd gennem pladen. Når det ikke lige bryder ud i lys lue.
Det ene øjeblik står den på en stille, svævende alt-rock døser som “Exotica”, hvor Gammelbys vokal ligger i et lyst toneleje, der giver det hele et lidt drømmen tilsnit. Men ud af lyset hører man sætninger som “I want to feel something // I want to be someone”, BUT I’M A CREEEEEP, I’M A WEIRDOOOO, OK, sorry, det sidste var min tilføjelse, men jeg fik lige utilpassede Emo-head vibes der. Det kunne jeg relaterer til engang, måske, eller, i hvert fald mere end nu, hvor jeg mere tænker, “ehhh, fuck it”.
Nuvel, der går, heldigvis, ikke “kun” 90er alt-rock i den, der er masser af plads til en mere udadreagerende form for emotionel “rock” på Slur. Gammelby kan nemlig også godt lide, at råwe og skrige, som på den dejlige “Potty Mouth”, hvor det lyder som om alt er blevet skruet op på max og kommer væltende lige i synet på en. Vokalen er martret, skrigende, in your face, arrig og overstyret, mens der smadres og hjærges løs på de stakkels instrumenter, der brummer og jamrer som en slags metallisk grunge. Stilen går igen på et nummer som “I See You”, der også har noget Pixies’sk over sig med sine stille-høj-stille passager og et galoperende vanvid i vokalen.
Når The Malpractice bare skruer op og forsøger at overfalde og forulempe ens overgange, så synes jeg Slur står stærkest. Det er ikke lige sofistikeret det hele, når der renses ud for gud ved hvad gennem musikken, men det behøver det heller ikke være. Det virker dejlig primitivt og, ja, udrensende. Som den der følelse man får, efter man har råbt rigtig højt. Eller slået en stor bøvs… anyway, når Gammelby kombinerer et mere afventende tempo og en tung klang på et nummer som “Melter”, så sker der pgså et eller andet spændende. Sangen knurrer og virker som et glubsk rovdyr, der ligger på lur og venter på det rigtige øjeblik, vokalen virker som om den står i et andet rum og får skabt en eller anden distance i sangen, der igen giver det er lidt drømmende skær. Her bare på en mere urovækkende vis.
Den afsluttende “Sun Smack” rummer nogle af de samme kvaliteter, her virker det som om The Malpractice er ved, at forlade denne jord og svæve væk, “into the sun” eller “into the fire”, som der fra et højere sted synges om af Gammelby. Musikalsk og melodisk er det plukket og pillet til knoglerne, men med få virkemidler alligevel virkelig stemningsfuldt- og mættet.
Et fint punktum, men alligevel foretrækker jeg, når jeg bliver skreget ind i øregangen, losset i skridtet og får huden revet lidt i laser af en kradsbørstig sang som “Pig Latin”. Man får lidt af “det hele” på Slur, måske også for meget, eller i hvert fald rigtig mange forskelligartede indtryk. Det kan godt virke lidt kaotisk og rodet, hvor den røde tråd ikke er meget andet end den tidligere nævnte “uro”. Men, det er heller ikke uden sin charme, at stå overfor sådan en trold der hverken kan, eller vil, tæmmes – så bliver der sgu’ da ydet lidt modstand, fremfor at stryge lytterne med hårene.
Slur er nok ikke en plade som jeg kommer til, at elske betingelsesløst, det virker heller ikke som intentionen, eller det man altid har brug for.
Af Ken Damgaard Thomsen
