Vinyl Floor er klar med album nummer 4, hvor de skærer mere ind til benet end tidligere. Det symfoniske og storladne er nedskaleret, til gengæld er det mere råt, ind til benet og mindre “sminket”. På godt og ondt.
Vinyl Floor er en størrelse, som det kan være ret vanskeligt helt at blive klog på og her på deres fjerde album når vi ikke nærmere et endegyldigt svar på, hvem bandet egentlig er rent musikalsk? Ligeledes er jeg stadig reelt i tvivl om, hvor godt det hele egentlig er når det kommer til stykket?
På den ene side er der overhovedet ingen tvivl om, at bandet har sans for melodier og ørehænger hooks, på den anden side så er udførelsen mildt sagt ujævn og det hele slingrer fra det fængende til, at dingle faretruende ud over afgrunden. Mod slut er det også lige før, at vi ryger ud over kanten og det hele crasher på denne plade, men inden er der stunder hvor det unægteligt er både fængende og medrivende.
Bandet er på mange måder et paradoks, de vil meget, også selvom de her barberer kraftigt ned hvad indpakning og præsentationen angår. Jeg har tidligere anmeldt en plade fra trioen, hvor det nærmest lød som en blanding af sen-Beatles og rockmusical. Her er vi mere ovre i garagerock med noget blues med flere knaster og kanter. Fordelen ved den mere grandiose indpakning fra tidligere var, at man kunne kamuflere mangler i højere grad, hvilket især gør sig gældende for vokalen, der er lidt “all over the place”. Stedvis faretruende tæt på at lyde falsk, andre steder mere svingende mellem nogle yderpunkter, men også med perioder hvor den finder et fornuftigt leje.
I et nummer som “Follow Me Down” lægges der snurrende ud, hurtigt skiftes der til et mere melodisk udtryk mens vokalen lyder en kende “dansk” i sin udtale af det engelske sprog. Pludselig bider bandet mere fra i omkvædet, der benyttes på vellykket vis noget dobbelt vokal og nummeret begynder at flirte med det ovennævnte Beatles’ke. I den efterfølgende “Blood Looks Good On You” er vi ovre i et langt mere skramlet og upoleret udtryk, til gengæld skærer vokalen også tilsvarende i ørerne. Alligevel er der noget catchy over de skæve løjer, så man ikke ryger helt af som lytter. På “Monday Etc.” ryger den musikalske bagdel et par centimeter ned og lander i et mere hængerøvsboogiende leje indledningsvis, inden Vinyl Floor slår ind på en mere rå kurs, hvor det melodiske element dog ikke sættes helt over styr.
Det var tre numre i rap, hvor vi kommer ret vidt omkring, også indenfor samme sang, så man bliver lidt diffus over retningen og hvor Vinyl Floor egentlig selv vil hen. Det falder aldrig helt fra hinanden og det har unægteligt en skæv charme, men man kan godt komme lidt i tvivl om hvorvidt det hele er tilsigtet, eller om det er bandets evner der er skyld i den slingrende kurs?
På pladens anden halvdel begynder det dog, at svaje så meget frem og tilbage, at bumletoget er tæt på, at blive afsporet. På “Acid & Wine” dæmpes belysningen og der går tusmørke bluesrock i den, hvilket jeg simpelthen ikke ved om jeg helt synes fungerer, eller klæder bandet. De forsøger, at trucke den lidt mere i gang på “Spoled Kids”, mens vokalen sigter efter et noget mere højstemt toneleje. Det kommer til, at lyde som en lidt underlig blanding af noget der er en kende for gumpetungt med en vokal, som stikker af i modsatte retning. Det er ikke et godt nummer.
For at fuldende det kontrastfyldte indtryk, så lukkes pladen med “Black Magic Reverse”, Vinyl Floor i deres mest hårdt rockende og bistre hjørne, et nummer som jeg synes er decideret skrækkeligt. I den anden ende af pladen åbnes der med den anderledes vellykkede, langsomt opbyggende “Ivory Tower”, hvor der ikke forceres og overdoseres på rockfronten. Her lyder det faktisk som om bandet bygger et “tårn” op i løbet af sangen. Bare en skam det ender med, at tilte i løbet af albummets 10 numre og knap 40 minutters spilletid.
Vinyl Floor er på mange punkter et ganske interessant og også unikt band i Danmark, de lyder som ingen andre, tager nogle vilde chancer, også nogen de måske ikke helt evner at håndtere og de går deres helt egne veje. Her har de tilmed også stået for produktionen, der veksler mellem tilpas rå i forhold til det musikalske udtryk der sigtes efter og FOR rå, så det skæmmer nogle af sangene.
Jeg er lidt i vildrede, på den ene side er Vinyl Floor spændende, for man ved aldrig helt hvad man får og en gave fordi de bare gør hvad de føler for – og går all in. På den anden side er det her en voldsomt ujævn plade, hvor det samlede indtryk ender under middel. Men aldrig kedeligt!
Hvis man tager chancer, som Vinyl Floor nu har gjort over 4 plader, så vil der også være missere imellem.
Af Ken Damgaard Thomsen