Lad mørket sænke sig og skylle ind over dig, det danske doom/prog-band Alkymist er klar med deres debutalbum. En dragende, metallisk blanding, hvor de faktisk slipper afsted med, at skabe en form for guld. Sort guld.
Nej nej, ikke olie eller kaffe, selvom pladen fungerer udmærket at drikke kaffe til. Altså, ikke på sådan en café-agtig måde, forstår sig. Det her er ikke latte-doom, det er meget mere kradse løjer med den efterhånden kendte bismag af noget Ballade Studie krydderi og indblanding.
Men grundstofferne skal jo være i orden for, at en lydtroldmand kan få det optimale ud af det. Og det er de her. Alkymist er egentlig lidt af et sammenrend, i den forstand at bandet blev dannet i 2016 af guitarist Stefan Krey (Gas Giant) og bassist Kaspar Luke (Düreforsøg) og fuldendte line-uppet året efter med trommeslager Philip Kjær Morthorst (The Ritual) og den tidligere Detest forsanger Peter Bjørneg. Sammen udsendte de tidligere i år deres debut-EP, der fik skabt en del røre rundt omkring. Nu skal der så indløses på den hype med en egentlig debutplade – og det bliver der.
I dén grad. 6 numre på 44 minutter og ikke et sekund af dem virker som spild af tid. Elementerne er sådan set velkendte nok, sammen og hver for sig. Der hænger en dunkel doom-stemning over hele udgivelsen, der ubesværet blandes med en god dosis atmosfærisk metal af alkymisterne, som hælder tilpas med prog og sludge oveni. Jeg ved ikke hvad den hemmelige ingrediens er, men bandet har tilsat en eller anden gennemsigtig væske, der binder det hele sammen til en ikke så lidt kraftfuld mikstur.
Heller ikke tekstsiden byder på egentlige nybrud, men der er nok sætninger og ord der stikker ud, som i sammenhæng med musikken forstærker den samlede virkning. Netop den samlede effekt af alle elementerne er noget af det der gør, at man er betaget samfulde tre kvarter man er inviteret indenfor i Alkymists mørke. Så gør det ikke noget, at dette mørke virker som en gammel bekendt, man har danset ildevarslende kinddans med før, mens flammerne fra bålstedet får skyggerne til at virke faretruende store.
“The ghost I have inside, is here to stay”, gjalder det ud af mørket på “Ghost”, der nok er valgt som single på grund af dens “korte” spilletid på 5 ½ minut. “I blame myself, for what I’ve come to be”, lyder det halv-kvalt og forpint, mens skyggerne vokser, og musikken trækker sorte skyer ind over én.
“It’s eating me alive”, hviskes der i en stille stund 3 minutter og 40 sekunder inde i mægtige “Djinn”. Da er der stadig 6 minutter tilbage i det mørklagte kammer, hvor der ellers er håb om at der bliver tændt en ild i nummerets første del. Men det er som om den flamme, som skulle rense og give håb møder modstand og ilten der føder den langsomt forsvinder.
“I deserve, to leave this world, to leave this world”, lyder det forpint og sammenbidt lidt over halvvejs inde i den næsten 8 minutter lange “Myling”. Et storladent og storslået nummer, der trækker og hiver i en med sine tunge strøg og brusende atmosfæriske bølger, der bliver ved med at skylle fremad. “No place to dweeeeeell”, indeed! Og vi er endda kun lidt over halvvejs igennem albummet, 20 minutter og to numre tilbage, efter det lille intermezzo “Black Egypt II”.
“Set my spirit free and open up the sky and show me paradise”, messen er i gang og den er kulsort og truende i sin tone på “Paradi”. Det lyder dog som om paradiset ikke venter lige om hjørnet og vi er et godt stykke sydpå i stedet for. Her er trykket fra musikken stedvis så massivt, at man begynder at blive nervøs for at den knuser ens knogler og forvandler en til en bunke støv.
“Can you drown my silent scream, and recover all my dreams”, spørges der på den 11 minutter lange lukker “Serpent”, på et nummer der lyder som om Alkymist ender med, at forsvinde… indad… ind i sig selv. Som en slange der fortærer sin egen hale. “Drifting down, just disapears”, hvem der taler til hvem om hvad og perspektivet er ikke helt tydeligt… men stemningen er ikke til at tage fejl af. Urovækkende, hjemsøgt, arrigt, afventende, udfarende og sort.
Alkymist er mikstur-metal der ikke frembringer mange tydelige svar, når man indtager den. Du sættes i nogle stemninger og sindstilstande og så er det ellers bare med, at lade sig rive med, gå på opdagelse og se hvor man ender.
Af Ken Damgaard Thomsen
