Home Artikler Spol tilbage: Triste sange der gør en glad

Spol tilbage: Triste sange der gør en glad

2761
0

Efteråret presser sig på, den mørke tid sniger sig ustoppeligt ind på os, kulde, regn og blæst følger trop og man får lyst til, at finde sit bedste efterårsmusik frem. Måske noget der kan matche stemningen og årstiden? Eller hvad med triste sange, som får en i godt humør? Lad os spole tilbage og kigge på nogle sange.

Måske er der noget galt med mig, eller, det er der helt sikkert, men en af tingene kunne være, at mørke, sørgmodige, depressive eller triste sange ofte får mig i glimrende humør – i stedet for det omvendte. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan bliver rørt af musik, men det har aldrig sådan rigtig været en “trøster” for mig på den måde, hvor jeg har brugt den til, at bearbejde tab, sorg eller kærlighedskvaler, eller hvad man nu kan skrive melankolske eller decideret onde sange om…

Jeg bliver nok mere påvirket hvis der er noget der lyder “flot”, hvilket både kan være i positiv og negativ forstand. Det er mere en udefinerbar følelse, end et eller andet konkret i en tekst, eller nogle sappy strygere som får hele armen. Anyway, ordet “trist” skal her forstås i bredest mulige forstand, ikke helt ovre i “onde” sange, men ellers en bred fortolkning af ordet.

Der bliver her styret udenom metalnumre i vid udstrækning, der er næsten for mange at nævne med triste og mørke tematikker indenfor metallens verden, så det er (mindst) en hel artikel i sig selv. Eller måske skulle man lave en med “glade” metalnumre… som får en i dårligt humør? Nuvel, selv uden metallen er der jo utallige numre, at vælge i mellem, så på trods af, at det her er et personligt nedslag, så er det kun det, et nedslag – der er helt sikkert numre jeg har glemt, som burde have været med.

Jeg knytter et par ord til (nogle) af mine valg og så er det ellers bare at trykke play (Spotify playlisten kan findes nederst) og komme i dejligt humør, mens en eller anden kunstner krænger sjælen ud. For overskuelighedens skyld har jeg delt det op i efter årtier, bare for at få en eller anden form på det… og lad os så de om, der danner sig et eller andet mønster? Hvad er det de her sange kan og gør? Hvor ER den røde tråd?

60’erne

Nok et skæringspunkt for mange på min alder, da det er det første “gamle” musik jeg blev udsat for gennem mine forældres (sparsomme) pladesamling og fordi en række af disse kunstnere blev forbilleder for musikken der egentlig formede mig. Da jeg var teenager i 90’erne. Eller måske er det mere 70’erne? Anyway, rocken blev elektrisk og politisk, der var ungdomsoprør, krig og hippiedrømme, masser at skrive om.

Derfor kunne man også have valgt et væld af anti-krigssange (Dylan, “Masters of War” var tæt på at ryge med), men valget falder på Creedence Clearwater Revivals “Fortunate Son”, som må være blevet spillet cirka lige så ofte i Vietnam-film som “All Along The Watchtower”. Sidstnævnte er jeg dog stadig ikke helt sikker på hvad handler om (endnu en Dylan, forresten), så vi napper den åbenlyse om de privilegerede unge mænd, som kunne dodge the draft kontra de dårligere stillede, som kunne blive kanonføde i første geled.

Hvorfor får den mig så i godt humør? Ja, det er i bund og grund nok den jeg “skammer” mig mest over at inkludere, for der er virkelig ikke noget at juble over her hvad budskabet angår, men sikken en sang! Det drive, den energiudladning, Fogertys skærende all in vokal, wow. Den får næsten en til at få lyst til at kæmpe!

Dylan kommer jeg ikke udenom, det bliver ikke beatnik hymnerne jeg vælger, men den fabelagtige og teksttunge “Desolation Row” og “It Ain’t Me, Babe”. Førstnævnte er fragmenteret og svær helt at blive klog på, med mange tolkningsmuligheder flydende rundt derude, men lad os kalde det en storby sang om det kaos der ligger og ulmer. Sidstnævnte er mere tydeligt en kærlighedssang, eller måske rettere det modsatte. Kan man kalde dem begge “triste”? Mjaaah, de er i hvert fald ikke udtalt positive, men får mig alligevel i i godt humør på hver deres underlige måde… måske er det følelsen af ensomhed der giver en sær varme?

Ensom er “Eleanor Rigby” godt nok også i nummeret af The Beatles, “I look at all the lonely people // where do they all ome from”. Happy times! Men, det er sateme svært ikke at blive løftet af de forrygende strygere og vokalerne, så man går og synger med på noget der egentlig er dybt nedslående. Nedslående er The Savage Roses’ “A Girl I Knew” også, og samtidig opløftende pga. musikken og Annisettets orkan-vokal.

They took her into their tiny room
They wanted it to be like that
They saw the gloom of her lifeless face

And I – I lost a girl I knew

Jøsses!

Lad os runde årtiet af med et nummer som på en måde opsummerer det hele, nemlig The Doors “The End”, der lukkede deres debutplade fra ’67. Den startede som en break-up sang men er gennem brug i populær kultur, og især Apocalypse Now filmen muteret til, at blive noget lidt andet og “større”. Anti-krigssang? Gravskrift over hippiebevægelsen inden den for alvor kom i gang, noget spirituelt? You name it, den kan lidt dække det hele. En rigtig feststarter!

70erne

Så ramlede det hele sammen, drømmen brast, krigen kørte stadig, der var oliekrise, arbejdsløshed, isvintre, politisk rod og heltene fra 60erne blev junkier på bagkanten det stofforbrug, der skulle bruges til at åbne dørene. Det begyndte jo allerede at krakelerer i slut-60erne, men nu blev det helt tydeligt. Grobund for masser af skønne sange, som får en i godt humør. Hey, hvad med et nummer fra Randy Newman, der handler om en der taler med sin døende far (“Old Man”)? Eller skal vi bare køre stoffer?

“Needle and The Damage Done”, sådan, Neil Young synger om venner og bekendte der sprøjter sig og følgerne deraf, så man næsten ikke kan blive andet end helt saglig. Den lille, fine melodi, den spæde, skrøbelige stemme, gåsehudsgaranti. Jeg ved ikke om Neil nogensinde har været på sprøjten, men han endte på stranden i “On The Beach” efter noget af en nedtur.

Skrøbeligt var det også hos grotesk oversete Big Star, der efter mange år i glemslen har fået et lille comeback rundt omkring de senere år. De nåede, at udsende 3 plader, som jeg har rablet meget mere om HER, inden det faldt fra hinanden. Og de plader er nærmest som en rejse ind i et tiltagende mørke, så der er nok, at vælge i mellem når man skal få sig en varm, fuzzy følelse indeni på baggrund af andres ulykke.

Big Star er LIDT tricky, for tonen er egentlig tit sørgmodig, sorgfuld eller vemodig i selve musikken, og meget af teksten, men så dukker der et glimt af håb op, som i “Try Again”, som jeg har taget med her. Alt er nederlag, indtil sidste sætning i hvert omkvæd, hvor der loves at fortælleren vil “try again”. Det kunne være en opfordring til, at blive ved med at kæmpe, men det lyder lige så meget som om man sætter sig selv op til endnu et nederlag. Det var fra første plade, da der stadig var lys, på sidste album er det nærmest slukket.

You’re a wasted face
You’re a sad-eyed lie
You’re a holocaust.
(Big Star, Holocaust)

Tilbage til stofferne! Pink Floyd, skal det være “Wish You Where Here”, “Shine On You Crazy Diamond” eller “Comfortably Numb”? Hmm, de er jo alle triste/opløftende på hver deres måde, men man kommer ikke uden om DEN guitar i sidstnævnte. Når musik om, at være lammet af stoffer bliver til honning for sjælen.

Nummeret er som bekendt fra The Wall, der udkom i 1979, mit fødselsår, hvor vi stod lige på kanten af 1980erne, hvor det om muligt blev endnu mere gråt, brunt og trist. Det lyder måske ikke helt sådan, hvis man kun lytter til melodien og tonen på Boomtown Rats’ “I Don’t Like Mondays”, men det er faktisk et nummer om et skoleskyderi fra samme år… cheerfull! Men, arrangementet og indpakningen får mig sgu’ i godt humør, det kan jeg ikke løbe fra, hvor forkert det end lyder. Og så var sanger og sangskriver Bob Geldof jo forresten hovedrolleindehaver i filmatiseringen af The Wall, så…

80’erne

Geldof kom også til, at sætte sit aftryk på 80’erne med Live og Band Aid, hvorfra hver jul stadig kan høre “Do The Know It’s Christmas?” i radioen, om sult i Etiopien! Glædelig jul!!

80’erne er et super underligt årti på mange måder. På den ene side er der fattig-80’erne, kartoffelkur, koldkrig, BZ’ere og gadekampe, arbejdsløshed, flygtninge, AIDS, noget virkelig dyster kunst og kultur og sort syn, på den anden side yuppierne, kulørt underholding, farvestrålende pop og andre sorgfrie udskejelser og dekadence?! Måske var det, det R.E.M. rablede om i “It’s The End of The World as We Know It”?

R.E.M., straight outta Athens, Georgia, med feststemte sange som “Fall On Me”, om undertrykkelse og syreregn, “Cuyahoga” om en forurenet flod i Ohio, “Orange Crush” om agent orange giften i Vietnam og når de ikke lige sang om det, en af verdens mest misforstået (og lede) kærlighedssange, “The One I Love”… “a simple prop, to occupy my time”…

Kærlighed eller krig, krig eller kærlighed? Jeg er ikke verdens største U2 fan, slet ikke efter 90erne, men de fortjener respekt for alt de lavede indtil. “With or Without You”? Er det i bund og grund en trist sang? Det lyder i hvert fald ikke som det mest sunde forhold der beskrives, så den gør mig glad. Den effekt burde “Sunday Bloody Sunday” ikke have, den handler om Bloody Sunday i Derry, Nord Irland i 1972, hvor britiske soldater skød og dræbe 28 civile under nogle optøjer. Her gælder “Fortunate Son” reglen (som jeg lige har opfundet, så jeg ikke virker totalt afstumpet), for musikken er alt andet end trist. Den er militant, marcherende, fremadstormende og medrivende. Nok ikke et tilfælde, at pladen hedder War.

Krig og konfrontation er der også optakt til i Neil Youngs “Powderfinger”. Hør, hov, men den er jo fra ’79! Ja, men det er Cowboy Junkies helt forrygende coverversion ikke, så jeg snyder lidt og tager den med her – også så jeg kan snige endnu et Neil-nummer med, HA! Nå, det er en musikalsk fortælling fra den amerikanske borgerkrig, hvor en ung knægt er den eneste der er tilbage til, at forsvare familien mod et krigsskib der nærmer sig. Det ender ikke så godt, men sikken et nummer!

Just think of me as one you never figured
Would fade away so young
With so much left undone

Jeeez, deprimerende sager, hvis det ikke lige var fordi det lyder så gåsehudsfremkaldende fantastisk. Den effekt har Bruce Springsteen også ofte på mig, og man kunne have valgt mange sange, og så alligevel, der er tit et glimt af håb og muligheden for, at bryde ud og slippe væk hos Bruce. “Born To Run” eller “Thunder Road”, da har “de” ikke fanget ham (og damen) endnu, fået knust deres drømme og muligheder endnu. Det er lidt noget andet i “The River”, der er inspireret af Springsteens søster og hendes mands “skæbne”, hvor floden med håb stadig flyder, men “the river runs dry”, efter de bliver gift som unge og 80’ernes USA for blue collar america står og banker på. Vil man krydre den, så kan man tænke på, at 40 år senere gjorde folk i deres situation Trump til præsident!

Men nu skal det jo ikke blive FOR opløftende det her, så vi runder 80’erne af med The Cure og “Pictures of You”, hvor verdens ældste teenager, Robert Smith, virkelig får fugtet det parfumerede brevpapir og krænget sit sårede hjerte ud. Kæft et kongenummer, selvom det nærmest driver ned af væggene med selvmedlidenhed og saltede tårer. He went full EMO!!!

90’erne

Mere glade og ubekymrede tider forude, altså hvis man lige ser bort fra moody grunge og dertilhørende stofmisbrug og selvmord, altså ikke blandt de fleste fans og lyttere, men dem der leverede weltschmerzen. Det kan godt grænse lidt til selvparodi og overkill, når man lytter til nogle af de kunstnere og deres sange i dag, men så kan man grine lidt af det og få det bedre på den måde. ELLER, glæde sig over, at der var nogen der havde det værre end en selv!

Det er nærmest en fællesnævner på tre af de numre jeg har taget med her. Nirvana og Cobains “jeg boede engang under en bro” skrøne, “Something In The Way”, det skorte hul DU efter lod i desperate og udmattende “Black” af Pearl Jam, og mørke med mere mørke når Alice In Chains lander “Down In A Hole”.

Down in a hole and I don’t know if I can be saved
See my heart I decorate it like a grave

For den fulde effekt og optur kan jeg anbefale MTV Unplugged versionen, hvor narkotynde Layne Staley ser så plaget og out of it ud, at det er et under han levede 7 år mere.

Men “The Drugs Don’t Work”, baby og “This Is a Low”, yes, the bloody british vil også lege med, her hvor der går 90’er Festen i den med Camilla Jane Lea, The Verve og Blur. For hvad var det med musikken fra det årti? Rigtigt, det var bare “fantastisk”; alt var “fantastisk”, ikke, Camilla? Har I hørt hendes program på P6? Nej? Det er ellers fantastisk, men det var et sidespor, fordi jeg var ikke færdig med at føle glæde ved tristesser fra de britiske øer. Her snøftede og hulkede Radiohead sig nemlig igennem en masse fantastiske (!) numre, inden de spacede mere ud senere i karrieren. Jeg har optur over de fleste af deres lidelser, men “Street Spirit (fade out)” har nu stadig en særlig plads i mit hjerte, når stemningen skal løftes.

Wales, det er også på de britiske øer, og her finder man et andet band med en masse sange om “negative” ting og sager, som får mig i godt humør, nemlig Manic Street Preachers. Men… hmmm… er det decideret triste sange? Nogle af dem, måske, men mange af dem er af socio-politisk karakter og falder derfor en smule udenfor det emne jeg desperat prøver, at afgrænse. “If You Tolerate This Your Children Will Be Next” tager vi sgu’ lige med.

Nu skal der jo ikke gå ren britisk lovefest i den, så vi runder lige de glade 90’ere af med tre loveletters fra USA, “Not For You” af Pearl Jam (som kunne have fået en hel liste selv) og den dybt sarkastiske hyldest til en goth-pige fra Peter Steel og hans Type-O-Negative, “Black No. 1”, “loving you was like loving the dead”, baaaaaby! Eller hvad med den lidt oversete R.E.M. perle “Strange Currencies”, fra Monster? Da nærmer det sig ren besættelse i en kamp for, at vinde “ham/hende” over, også selvom det virkelig ikke lyder som det bedste for een selv.

Det nye årtusinde

Så sprintede vi lige op til nutiden (og den ikke så fjerne fortid), så lad os få rundet den her bad boy af inden den bliver så lang, at man rent faktisk ender med at blive deprimeret.

00erne var meget et indie-årti, som jeg både smagte på og nåede, at blive voldsomt træt af, ikke mindst lige for tiden, hvor jeg kan få helt fysisk kvalme, når jeg tænker på, at eller høre diverse numre derfra i radioen. Det kræver vist noget sjælesøgning og en længere udredning, at finde ud af hvad det skyldes. Jeg skyder skylden på finanskrisen!

Den kan man nok ikke skyde skylden på når det gælder Death Cab For Cuties’ “I Will Follow You Into The Dark”? Den kan jeg stadig godt holde ud, at lægge øre til, Det er jo, egentlig, en af den der slags “ultimativ kærlighedserklæring”, men det lyder sgu’ også lidt usundt:

Love of mine, someday you will die
But I’ll be close behind and I’ll follow you into the dark
No blinding light or tunnels to gates of white

Jeg ved ikke om Beck havde det på samme måde da han skrev numrene til Sea Change, måske? Men, det er i hvert fald et klassisk break-up album, med lat hvad det nu inkluderer af fest, farver og numre som den fremragende “Lost Cause”. Samtidig det sidste Beck album jeg sådan rigtig gad, at lytte til, ja, sådan går det jo.

Sådan gik det også med Arcade Fire, hvor jeg holdt to hele plader og så ellers har plukket lidt hist og her efterfølgende, selvom The Suburbs ER en stærk plade (som Jonas har skrevet lidt mere om HER). Nå, men på bandet anden album, Neon Bible fra 2007, finder man blandt andet “Intervention”. Helt i tråd med temaet om, at dedikere sit liv til, at følge, dyrke og adlyde en gud eller en religion. Jeg tror ikke det er i positiv forstand… men sangen vokser og vokser indtil man når himlen, som en eller anden form for åbenbaring, frelse eller renselse.

Og det er måske en af fællesnævnerne, hvis man skal prøve at finde nogen på falderebet, i alt det her. Grunden til, at jeg kommer “i godt humør”, er måske fordi de på en eller anden vis “renser”. De ventilerer lige øverste etage, giver frisk luft og løfter dermed, i stedet for at tynge en ned, også selvom det med garanti ikke har været sangskrivernes hensigt i mange af de nævnte eksempler… eller har det? Er det deres egen udluftning man også kan fornemme?

Men, to each their own, hvad virker for dig? Har du nogle triste numre, som får dig i godt humør, eller må jeg leve med, at det bare er mig den er gal med?

Lad os slutte med James og nummeret “Laid”, en komprimeret popperle på under 3 minutter om et forhold virker helt skævt, men ender med et desperat udråb om, hvornår “du” mon kommer tilbage. En af mine go-to humør-booster sange.

Der må danses!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, The Savage Rose, Forbrændingen 2017

Previous articleTriumfen i at se lortet i øjnene – Interview med Dør Nr. 13
Next articleDør Nr. 13: Verden i flammer ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.