For 40 år siden trådte forskellige Århus- og København-baserede punkbands sammen på hvad der den gang hed Huset i Århus for at lave en punk-festival.
Det skal selvfølgelig markeres med et arrangement, at der er gået 40 år og Atlas tog imod til et udsolgt arrangement over to dage.
Jeg ankommer omkring den annoncerede koncertstart og får med det samme en fornemmelse af, at jeg er gået ind i et museum: Ikke alene er lineup’et bygget op med bands, der nok havde storhedstid for en del år siden – nej, publikummet synes også at være domineret af ’gamle hanner’ i udvaskede band t-shirts eller pæne skjorter under læderjakken. Det vil altså sige det publikum, der var mødt op. Stemningen var dog i top og spændingen til at tage og føle på.
Efter en kort velkomsttale fra arrangøren (No Århus) blev der ellers taget hul på koncerterne med københavnske…
NRG, Atlas 14/9 2018
Og det starter helt klassisk med tre mand på scenen: En trommeslager, en bassist og en syngende guitarist. Det hele er ganske charmerende, og der spilles genretypisk punk med en del energi, en snert af humor – men desværre også en del slinger i valsen fra start.
Der er noget med tempoet, der ikke rigtigt spiller og det virker til, trommeslageren kæmper lidt med det hele.
”Det er nu / jeg vil ud” går én af teksterne og det virker lidt til, at bandet godt kunne have brugt en time-out til lige at ramme hinanden. De kører dog ufortrødent på og denne strategi viser sig rent faktisk at fungere, til trods for at bassisten synes at være i en del smerter under sit spil. I hvert fald bliver numrene bedre og sidder mere i skabet og vekslenen mellem dansksprogede og engelsksprogede numre skaber variation – også i energien.
Der slides og slæbes fra scenen og efterhånden fyldes Atlas også af publikum, der så også viser sig både at få køns- og alderssnittet til at forskyde sig. Med oprigtig glæde fortæller forsangeren lidt kejtet om, hvordan den ene tre-akkorders sang handler om at spise morgenmad – mens den anden, forklarer han, handler om racisme. Ja, det er lidt blandet det hele, men NRG arbejder sig ind i sættet og var det ikke fordi forsangerens stemme begynder at vise tegn på slitage, kunne man forvente at det skulle blive helt godt.
Men da bandet bliver overtalt til at spille et ekstranummer, har der været tæt på bundslid i stemmeafdelingen i noget tid og ekstranummeret afvikles hæderligt, men det er trods alt nok også OK, at det var én af de hurtige.
Med 15-16 numre bliver koncerten lige lang nok til trods for, at der er forsøgt med indskud af numre i skæv taktart (eller feeling). Men vi er i gang! Og det er umiskendeligt punk i ca tre akkorder uden for meget fyld ud over et par fine guitarsoloer.
Never, Atlas 14/9 2018
Op følger københavnske Never, som består af en guitarist/sanger og en tam-spiller/sanger. Dette sparsommelige setup får de ufattelig meget ud af!
Med tendenser til noget amerikansk blues-inspiration, et retro-cool ekko på leadvokalen og en forsangerstemme, der er sin egen men flere gange sender tankerne i retning af en ikke-nasal Corgan, står bandet meget mere stærkt, end man skulle forvente af to musikere. Guitaren lyder som en million og tammen udnyttes til sit fulde potentiale. Den tidligere Sods/Sort Sol-trommeslager fornægter hverken sig selv på sit instrument eller på vokalen.
Et par numre inde i sættet får bandet besøg af Alive With Worms-kollegaen, Janine Neble, der synger med en stærk vokal – næsten Annisette-agtigt for så at overlade scenen til drengene igen, inden hun dukker op igen under encoret.
Jeg må til stadighed forundres over, hvordan så mange får så lidt ud af trommer og et strengeinstrument. Men der er ingen tvivl om., at Never har fat i den lange ende og formår at skrive gode, melodiske sange (med en del glimt i øjet), sikre en solid lyd – og generelt have styr på produktionen.
Never bliver på den konto aftenens højdepunkt.
Emenkaya, Atlas 14/9 2018
På klokkeslaget 21.00 går Emenkaya på scenen. Et noget større orkester med dedikeret, indpiskende forsanger, en bassist, en guitarist og trommeslager får vi lidt mere fylde på scenen.
Og her får vi anskuelsesundervisning i, hvordan hardcoren er vokset ud af punken: For med en noget krads vokal bliver der skreget godt igennem – dog uden at bandet har den tørre, stærkt kontrollerede lyd – endsige breakdowns, vi kender fra hardcoren. Mindre kan dog også gøre det, og med danske tekster bliver der indpisket og forsangeren er allerede i løbet af de første numre ude blandt publikum.
Man får ikke indtryk af, at der er kommet rust på bandet, selv om det er gendannet til lejligheden efter at have lagt sig selv ned i 2012.
Nej, der er energi nok til at vi bliver rykket godt igennem og selv om vokalen nok bliver trættende i længden, leverer Emenkaya en fin, punket – og til tider rocket – koncert, hvor vokal og energi er i hovedsædet. Personligt savnede jeg lidt ’rigtig’ hardcore, men det er nu også bare mig – Emenkaya kan holde hovedet højt oven på fredagens koncert!
Imellem numrene vises i øvrigt sort/hvide billeder fra legendariske koncerter – og ofte med en meget topløs model i fokus. Ja, det hele har lidt præg af noget, der en gang var. Men på den anden side set: Når musikken spiller, er folk ganske meget på. Både på scenen og foran.
Heroes2None, Atlas 14/9 2018
Vi fortætter med de lidt større bands, hvor Heroes2None stiller op i samme opstilling som Emenkaya. I front er den camouflage-jakkesætiklædte forsanger, som i hvert fald i de første par numre har prydet sin isse med en bowlerhat. Stilforvirringen er total og resten af bandet ser ud som de nu gør – det er nok ikke noget, man har talt om. Bandets største oplevelse er den relativt unge trommeslager, der synes at have en fest med at spille.
Det har de andre, noget ældre folk nu også. Forsangeren skriger sine tekster ud – uden at det hverken gør dem særligt gode eller særligt potente. Men der er til gengæld en smittende glæde på scenen og guitaristen (muligvis også aktiv i Zero Point?) holder flere gange tale om, hvor glade de er for at spille og at der er kommet publikum. Det er nærmest anti-avanceret musik og for første gang denne aften begynder jeg at føle, at punk kan være lidt ensformigt. Men så igen: Bandet tager stik på energien, på (far)far-humor og på glæden ved at være der.
Måske er det fatiguen efter at have været oppe kl 5, måske efterveer af et hold i ryggen, der har drillet den sidste uge. Men Heroes2None ender ikke rigtigt med at tage kagen.
RUTS DC, Atlas 14/9 2018
Det kunne RUTS DC nu ellers have gjort. For det engelske band leverede – det jeg nåede at se – en særdeles kompetent og overlegen koncert. Syngende bassist, tæskeværk på trommerne og en guitarist der virkelig kunne styre både guitar og gains var alt hvad der skulle til. Men det både smerter mig nu – og smertede mig da, at jeg blev nødt til at gå. Ryggen var træt som det tidlige publikum af at stå op og de to Panodil, det hele var startet med, var nok ved at aftage.
Jeg nåede dog at beundre de dygtige briter og deres musik. Det ligger nok ret beset uden for, hvad JEG vil kalde punk, da der var tale om en form for blues-rock. Men jeg nåede også at høre en afstikker til noget reggae-agtigt, så guderne må vide, hvor koncerten udviklede sig hen efter det?
Imponeret var jeg dog især af guitaristen og det generelle niveau. Men jeg tussede altså hjemover for at pleje ryggen, så den kunne være klar til lørdagens anden etape.
Af Troels-Henrik Krag
Det vil da være en fin ide, hvis I sendte en egentlig anmelder en anden gang. En, der fx kan genkende mere end tre akkorder, og som ved, hvad en skæv taktart er. Den nedladende tone, der antyder, at vi var i pine eller ikke kunne finde hinanden, eller at stemmen var slidt, er det rene vrøvl. Måske det er skriverkarlens ører, der er lidt slidte, ligesom hans stakkels krop, der ikke tillod ham at leve med i den energi, der faktisk strømmede ham i møde. Det er i hvert fald noget fucking sjask, I har publiceret.