*ADVARSEL* Fanboy-anmeldelse. ”Som at blive aet – med tænderne!”, ”Jeg vil giftes (…) med den baslinje”. Det er de store superlativer og sprogbilleder der må frem for at beskrive Speaker Bite Me’s Future Plans. Det er ikke for børn, det er voldsomt, så sart og hele tiden vedkommende. Troels-Henrik har anmeldt.
I midten af århundredets første årti sad jeg på en bar med en pietist og havde en stærk-øldrevet diskussion om The Cure. Min kammerat var stærkt irriteret på The Cures evne til at skrive pop-ørehængere som ‘Close to Me’ og ‘Friday I’m in Love’. Han mente, det ikke var det rigtige The Cure.
Jeg fandt pointen absurd, men kan genkende lidt af denne pietisme i min tilgang til Speaker Bite Me: Jeg anerkender, at ‘Neon’, ‘Eskimoes Kissing’ og ‘Whataboutyou’ er rigtig fine og radiovenlige numre. Men for mig er Speaker Bite Me bedre på de mindre med hårene strygende numre og If Love Is Missing It Must Be Imposed (2000) står for mig som det stærkeste værk med sine lange numre og til tider kredsende tilgang til musikken.
På Future Plans bliver pietisten i mig fuldt tilfredsstillet. Der bliver ikke på den måde givet ved dørene på Speaker Bite Me’s første plade i 11 år, hvilket også betyder at pladen har mere rød tråd end den sidste, Action Painting (2007), hvor der i høj grad blev leget med genrer. Blandt andet.
11 år er gået, særdeles hæderlige soloprojekter er udkommet fra flere medlemmer, men man skal ikke høre meget af de fem numre, før man genkender Speaker Bite Me:
Emil Landgreens særdeles levende trommer er konstant fyldt med musikalske variationer og grooves i verdensklasse, Kasper Deurells bas skaber til gengæld ro og bund, mens Signe Høirup Wille-Jørgensen og Martin Ryums guitarer er vilde og uregerlige – og deres vokaler ofte (an)klagende og insisterende.
Det er godt. Det er dygtigt. Og det er, ret beset, heller ikke super tilgængeligt hele tiden.
Fem numre kan synes lidt fedtet, men med lange numre – ikke mindst ‘Sweet Expectations’ på over 11 minutter – så når vi op på fuldlængde spilletid på omkring 38 minutter. Og når titelnummeret, der ligger sidst, ebber ud, kunne man godt have tænkt sig, at det fortsatte. Men mere om det senere.
Der åbnes med lidt plink-plonk-guitareffekter (det ER jo et art-rockband), men der går ikke mange sekunder af ‘Act’, før vi får etableret et intenst, let foruroligende lydbillede. Teksterne bevæger sig oven på de legende trommer og den fremdrivende bas poetisk om kropslighed og slutter med en lakonisk sætning: ”We are holding on to love”.
Og netop denne lakoniske pointe i slutningen af sangene bruges flere gange og har en stærk effekt: Det bliver både en konklusion, men kan også på ægte lakonisk vis stå alene og skære igennem hvad der ellers har været forsøgt udfoldet i mange ord ovenfor.
Som i singlen ‘RUIN’, som slutter med et lakonisk ”These are times of war”.
Lydbilledet på ‘Act’ er svævende og har klassiske støjende, på én gang ukontrollable og kontrollerede gains og figurer, som ingen andre danske bands er i stand til at levere. Eller for så vidt udenlandske. Det er så umiskendeligt Speaker Bite Me og truer som Sonic Youth med at splitte hele verden ad lige om lidt. Men det bliver – til stor effekt – ved truslen.
Førnævnte ‘Sweet Expectations’ bliver pladens længste eksperiment. Nummeret består af forskellige afdelinger og åbner med en hydrafon og slag på et badekar (?) og udfolder sig til et ‘Running Up That Hill’-agtigt groove (tip of the hat til Crazy Horse, tip of the hat til Kate Bush), som bygger op, op, op efter teksten første gang er gennemsunget. Teksten, der i øvrigt synes enten at være et angreb på idealisme uden handling (og dermed bygger bro til ‘Act’?) eller på SoMe. Det bliver måske lidt rigeligt med de lakoniske islæt, når Signe reciterer ord som Structure, Society og Community som en slags kommentar eller konklusion. Hm.
Anden afdeling bliver så et fuldstændigt skifte: tilbage er hydrafon-agtige lyde, et klaver og en passage med børnesangs-vrøvlende tekst (Martin og Signe) – noget om ”Weather turns into feathers”. I want some of what they’ve taken, when they came up with that! Men det er også voldsomt inderligt og vuggevise-agtigt. I konteksten bliver det dog lidt som at blive aet moderligt – med tænderne. For selv om det er moderligt, inderligt og næsten kærligt, så bliver det også en ø i det kaotiske hav, Speaker Bite Me har dannet på Future Plans.
Nærmest for at understrege denne pointe, hedder næste sang ‘This Song Is Gonna Kill You’ (!) og vi er på fuld skrue tilbage i den vuggende, støjende konstant ind-og-udviklende guitargainede virkelighed. ‘RUIN’ bliver på den måde næsten helt rar, da den ’bare’ handler om hvordan et forhold er gået i stykker med forfatterens forfald som konsekvens. Det er voldsomt, det er ikke for sjov og det er skønt og grimt at være vidne til!
Og efter at være blevet rykket igennem personlig fortabelse, at blive aet med tænderne og have fået at vide, at vi altså bliver slået ihjel af musikken, så falder titelnummeret, afslutteren og perlen på pladen: Sfæriske guitarer og et groove åbner – og så tillader Signe sig gudhjælpemig at synge i dur. Det bliver helt ikonisk for det rum, pladen svæver i: Foruroligende, venligt, svært, intenst og sendende hilsner bagud i tiden både lyd- og tekstmæssigt.
Refrænet bliver release på release i forhold til den spænding, pladen har opbygget, og dette groove forestiller jeg mig, kan fortsætte i det uendelige live. Shit, mand, jeg vil giftes, have børn og slå mig ned i en bungalow med den rolige baslinje, der driver nummeret frem – bare for at nævne én detalje.
Og denne stemning er altså den, man efterlades med, når pladen løber ud: et groove, man ville ønske fortsatte. Men der er ingen nåde, og det eneste man kan gøre, er at trykke play igen og på den måde nok en gang blive rykket igennem den støjende, voldsomme rutsjebane, Future Plans er.
Tåler man ikke klagende vokaler, kunstneriske udbrud, spændinger og udfordringer, er Future Plans nok det værste album man kan udsættes for. Tilbage står dog, at Speaker Bite Me er alt ovenfor og meget mere på Future Plans og dermed tilbage i storform.
Vi står overfor en nyklassiker, der i klassisk Speaker Bite Me-stil ikke følger nogen præetablerede skabeloner.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
