Home Upcoming & Rockin' September 2018 - U&R Chris & Kean: Scandinavian Cool (EP) ★★★★★☆

Chris & Kean: Scandinavian Cool (EP) ★★★★★☆

1800
0

Så skal vi have en garage-rock hapser fra Roskilde i form af Chris & Kean, der på klassisk cool vis rocker ud over 4 numre og 19 minutter. Det gør de rigtig godt!

Selvom bandnavnet indikerer duo, så er der altså tale om en klassisk kvartet opstilling, lige så klassisk om bandets tilbageskuende garage-rock lyd, fristes man til at sige. Og her skal tilbageskuende ikke forstås negativt, der er blot tale om en konstatering.

Først og fremmest har Chris & Kean styr på deres udtryk, de sigter efter den cool klingende og udstrålende rock med en blålig r’n’b kant af den gamle skole. Det er lyden af “sjusket” og “overlegen” sejhed, hvor man gerne må have solbriller på i al slags vejr, og helst også indendørs. Rock med attitude, hvor der hamres igennem, mens det hele lyder lidt nonchalant løst i kanterne – uden at være det.

Vi når da heller ikke igennem første nummer, titelnummeret, “Scandinavian Cool”, uden at der skal fyres et fedt instrumental stykke af i mod nummerets slutning. Det er fed retro lir, uden at det kommer til at lyde som en udvandet stiløvelse. Sangen starter anderledes tøjlet og sejt vuggende og bygger så i løbet af nummerets 5 minutter ovenpå indtil den får fuld håndtag. Der er en vis flamboyant swagger over rytme og klang, der giver det hele en amerikaner coolness, selvom sangen handler om at “keep my scandinavian cool”.

“Ain’t No Other Grave (Than The Sea)” lægger mere tempofyldt fra land, med en ret simpel, huggende rytme, som The Hives lige så godt kunne have leveret… bare med lidt mere pondus end hos de gale svenskere. Her får det iørefaldende omkvæd og tilhørende guitarræs en lyd der sender tankerne i retning af old school rock og rul, inden nummeret bremser op, står og vugger lidt på stedet, mens guitaren lader op til en energiudladning med et skvulpende hav i baggrunden. Det har bare, at være godt det der kommer med det halv-lange tilløb! Yes, det var ventetiden værd, når den sejles i havn med et forlænget omkvæd.

Den efterfølgende “The Loop” rasles i gang mens trommer og bas træder mere i forgrund og begynder at brumme, mundharmonika kommer til og begynder at skære og hyle inden vokalen sætter i og stikker retningen for nummeret ud. Det er lige før, at lead vokalen her kammer lidt over i forhold til det øvrige lydbillede, hvor en mere blues’et vokal måske havde passet bedre til underlægningen. På den anden side giver det nummeret et lidt garage-punk hærget præg, og bandet undgår at falde i en forudsigelig rille, hvor der går ren blues-rock i den. Måske ikke EP’ens bedste nummer, men det mest eksperimenterende og spændende i den forstand, at der er nogle forskellige udtryk der støder sammen her og får skabt noget der skiller sig ud.

Mundharmonikaen når lige at give et hyl fra sig i begyndelsen af den afsluttende “Human Intervention”, inden der går trampe garage-rock i den. Selvom man kan trampe og stampe til rytmen, så er det som om melodien her er lidt mere slingrende og spændstig, som et bumletog på gamle skinner. Det bliver ikke afsporet, men det giver sig lidt og man har fornemmelsen af, at det kunne skride i svinget. Enderne, inklusive den dejlige mundharmonika mødes i sangens anden halvdel, hvor der rundes af med endnu et skud feeee guitar og den obligatoriske “rock with your cock out” afslutning.

Ved I hvad, for hvad det er og hvad det sigter efter at være, så er det her faktisk en rigtig fed lille upcoming udgivelse. Bandet er ungt og lyder sultne, de har styr på deres shit og spiller med den selvtillid og udstråling der er nødvendig, hvis man skal puste nyt liv i en ellers lidt fortærsket genre.

Jeg disker sgu’ op med en lille, cool upcoming 5’er.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleRal: A Fool’s Errand (EP) ★★★★☆☆
Next articleDreamville: Min By ★★★☆☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.