Dreamville har med Min By begået en venlig, varm og tilsigtet poetisk plade. Men i al venligheden savnes kant og vilje og indtrykket bliver i den sidste ende lidt for højskoleband-agtig.
Varm, rund kvindevokal og venlig instrumentering møder lytteren på Dreamvilles Min By. Der lægges også arm med poetiske og personlige tekster. Og her kæmpes der måske lige rigeligt. For selv om der sendes hints til både højskolesange – som i titelsangen med linjer som ”Jeg kom tilbage denne vej / for første gang i år / og alting var forandret herfra / hvor min verden går” og forsøges med ordspil på Udkantssavn.
Det hele er pænt, nydeligt – og ualmindeligt højskoleband-agtigt. Genremæssigt ligger vi i noget, der minder om Alberte Winding – dog uden helt så mange glimt af naiv genialitet.
Naiviteten synes dog at være et udgangspunkt, hvor titler som ‘Et Gammelt Postkort’ og ‘Jeg Danser Med Dig’ for ikke at nævne ‘Fugle På Træk’ ikke just sprudler af originalitet, stærk metaforik eller anden kant. På den vis bliver ‘Udkantssavn’ et højdepunkt på pladen, da der – dog meget naivt – etableres en form for ’egen’ metaforik.
Der flirtes også med en amerikansk tradition og flere gange er der optræk til railway songs – dog på dansk. Og det bliver på den konto desværre lidt en pastiche.
Vi får lidt rock på ‘Strandet’ , men mest på en Hanne Boel-agtig måde – og da nummeret følger op på den ret svage vokalpræstation på ‘Jeg Danser Med Dig’ , kommer det til at fremstå lidt mere sympatisk, end nummeret egentlig kan bære.
OK. Det er faktisk en ganske fint spillet (og indspillet) plade. Sanger Maria Korsholm Larsen er som nævnt ovenfor ganske stærk på de dybere, varmere toner. Men kommer lidt til kort i højden.
Men det kan undre, at bandet som vi tidligere har anmeldt ret positivt, har valgt at gå i denne retning. Indtrykket bliver desværre at det er en plade, der prøver, men også virker underligt naivt uerfaren. Hvilket jo så ikke er tilfældet.
I virkeligheden er anken måske at det er svært at se, hvad pladen rigtig vil. Jo, pressematerialet omtaler at titelnummeret er en homage til hjemstavnen og da vi opererer i den poppede ende af skalaen, så er det måske også unfair at forvente for meget af tekster og udtryk.
Og dog så virker netop leveringen af teksterne netop lidt højskoleband-agtig: Pæn, ja, bevares. Men det føles aldrig som om, det er vigtigt – hverken for sanger eller som konsekvens for lytteren.
Det er ærgerligt og det bliver på den måde en plade, hvor man hele tiden håber på, at de små fine finesser i teksterne på ét eller andet tidspunkt går op i en højere enhed – bare ét eller andet sted. For det er jo en venlig, sympatisk plade?
Desværre bliver denne forventning aldrig rigtigt indfriet og tanken om, at pladen nok ikke kommer videre end til en nær vennekreds bliver ved med at vende tilbage.
Jeg vil ikke afvise at pladen kan gentage hvad Dreamville tidligere har opnået; at få spillet et nummer eller to på P4. Iblandt alle de genrer, der spilles på P4, er der fint plads til meget venlig, varm og naivistisk musik. Men skulle det ske, ville det ikke være noget, der ville få mig til at klistre mig til kanalen.
Jeg kan ikke rigtigt få mig selv til at give en rigtig lav karakter til en plade, der er så venlig og varm.
Men det bliver nu ikke de største tre stjerner, jeg har uddelt i min tid på GFR.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
