De Nøgne Øjne forsøger at forlænge sommeren med en EP bestående af boblende, beatnik solkskinspop med dansksprogede tekster. Det lykkes godt i nuet, men for lidt bliver hængende efterfølgende.
Københavnske De Nøgne Øjne opstod som trio i 2015 ovenpå resterne af psych/folk-gruppen De Elskværdige, som Jonas anmeldte en udgivelse fra helt tilbage i 2013. Da var den danske neo-psychbølge for alvor ved at rejse sig og skyllede ind over landet, nu er den nærmest sten-død og De Nøgne Øjne er da også kommet tilpas væk fra den psychede lyd til, at jeg rent faktisk orker at høre efter.
De gjorde jeg også på bandets debut-EP fra 2016, der blot hed De Nøgne Øjne, som jeg sendte 4 stjerner efter dengang. Dengang som nu, er det største problem for bandet måske netop deres umiddelbarhed. Det er super iørefaldende og spreder gode vibrationer, så længe musikken spiller, som på den fornøjelige åbner “Falder Fra Hinanden”. Men jeg har lidt vanskeligt ved, at genkalde mig sangen når den efter lidt over 4 minutter rinder ud. I mens den lystigt fiser afsted, på en let-slingrende beat-bund og med en nynnende kvindevokal som anden stemme, så er det dog liv og glade dage.
Det her er langt mere beat-rocket og 60’er-poppet end psykedelisk tåget eller stenet, og tak for det, det andet har jeg fået nok af indtil en kommende generation samler den op. Men det solbeskinnede og lidt mere “naive” og uskyldigt klingende ekko fra fortiden, som trioen og en række af venner og hjælpere, frembringer over 4 letfordøjelige numre, kan jeg godt rumme.
“Under Din Sky” skruer lidt op for rytme-rocken, kvindevokalen træder en smule mere frem og supplerer den lidt spæde mande-lead, der aldrig bliver helt tydelig, noget der sikkert er et bevidst valg. Det gør det dog lidt vanskeligt at få alle ord med, undtagen når der nynnes og “dyh dyh dyh” eller “mabahdadammes” løs.
Der er dog ikke dømt liv og glade dage over hele linjen, nok lyder musikken dejligt frisk og frejdig det meste af vejen, men tekstbrokker og titler som “Sommerkvaler” indikerer, at det hele måske ikke er så rosenrødt i beatland? Tempoet sættes fornuftigt ned her, det er ikke en decideret ballade, men mere et nummer der danser i et roligt hyggetempo. Der skrues op for dansen i lukkeren “Ser Dagen Os Hjem”, hvor jeg næsten kan se min mor på et dansegulv i ungdomsklubben for mig. Og så går der ellers 3 ½ minut med det, mens jeg leder efter flere ord at sætte på oplevelsen…
Så lyder det måske som om De Nøgne Øjne er i den mere overfladiske og kalorielette afdeling. Det ville jeg ikke nødvendigvis kalde det, stilen er bare nem at gå til, hvilket ikke er det samme som letkøbt eller indholdsløs. Til gengæld er numrene heller ikke specielt mindeværdige og mæthedsfornemmelsen efterfølgende ret begrænset.
Det efterlader mig med en samlet fornemmelse af, at der simpelthen skal lidt mere til for, at De Nøgne Øjne skal have en chance for, at markerer sig med andet end et flygtigt positivt indtryk. Der er masser her at synes om, der spilles dejligt livligt og levende, dynamikken mellem de to vokaler er god og der er bare gode vibrationer i luften. Men det bider sig ikke rigtig fast.
Derfor ender vi også på 3 lidt flygtige stjerner i denne omgang.
Af Ken Damgaard Thomsen
