Danmark. Det er på tide, vi får ’snakken’. Ja, dén snak – Snakken om snakken!
Festival-sæsonen er over os, hvilket for os der bruger megen tid og energi på musik giver mulighed for at fange mange navne på kort tid. Det er i mange henseender en højtid for musik-nørder.
Men festivaler tiltrækker ikke bare musiknørder. Festivaler er per definition folk, der vil feste og når folk vil feste, vil de typisk gerne snakke sammen. Og alkohol medfører særdeles sjældent at stemmen generelt sænkes. Så bliver musikoplevelsen ødelagt for både musiknørderne og, vil vi mene, for andre, der vil høre musik.
Eksemplerne er uhyggeligt mange – her vil jeg blot nævne at Ken under et par koncerter fik meget lidt ud af musikken på grund af knævren (og introvert musik, bevares!), Björk på NorthSide blev ødelagt for mange – og faktisk har NorthSides talsmand igen i år været ude at lufte frustrationer over at booke gode bands, der så drukner i anekdoter om huslån, hankatte eller andet sært, folk kan stå og råbe i ørerne på hinanden om i enfoldige forsøg på at overdøve musikken.
Desværre af og til med succes.
Noget må gøres!
Jeg har tidligere foreslået at snak under koncerter begrænses til kommentarer mellem numrene, yeah-råb i særligt fede breakdowns og ellers indlevelse i musikken i stedet for trækprocenter.
Det har ikke virket, så hvad kan man rent faktisk gøre? Spoiler alert! Nederst i artiklen har jeg udviklet et lille værktøj, der forhåbentlig kan hjælpe. Eller ikke. Nu bliver du nødt til at læse det hele for at finde ud af det…
Men for at slå det helt fast: GFR (T-H) mener, at man godt kan forvente af sine medpublikummer at de respekterer musikken og at der er nogen, der gerne vil høre musikken.
Vi vil også gerne respektere at folk har travle liv, måske endelig fået udgangstilladelse fra fængsel, børnepasning eller arbejde og derfor har et behov for at skvadre med gutterne m/k.
Men når nu Kevin Morby er rejst hele vejen fra USA, så er det da lidt dumt, at dem der er kommet for at høre ham, skal lide under at nogen ikke helt har lært at styre stemmebåndet, når alkoholen går ind (tak for at du tog den i opløbet, Kevin!)
Og nej, det er ikke nødvendigvis kun et festival-problem, at folk snakker).
Nå! Løsninger!
1) Skru op for helvede!!!
Indrømmet: Snak er sjældent et problem blandt fx The Århus Faithful eller andre i metal-segmentet. For selv om Atlas ofte prøver at æde al bas og generelt er et svært sted at få ordentlig lyd, så er der en tendens til at metal spilles højt og man som publikummer kommer i problemer, hvis man vil føre en samtale under koncerter.
Men det leder lidt videre til…
2) Etikette.
For underligt nok er der også en begejstring, nogle ret håndfaste uskrevne regler og en underlig respekt/kærlighed blandt metalfolket som gør, at man respekterer at selv om man er kommet ud til noget, man måske selv synes er sådan lidt so-so (det gør metalfolket af og til! Bless them!), så respekterer man at nogen har den største fest. Nå. Det trækker vist på samme hammel som vores første forsøg på at opdrage på folk, her på platformen.
3) Lav mærkelige, nye konstruktioner, hvor der ligesom rygeskure er snakke-zoner. Det har været luftet af NorthSide, men talsmanden ved lige præcis nok om mennesker til at vide, at den slags nok ikke rigtigt fungerer. Hell, rygere til koncerter vil vel heller ikke vælte over i ryger-zonen, når alt kommer til alt (det er ellers et hedt ønske fra ikke-rygeren her – men det er en anden sag!).
4) Hold nu bare kæft!
Ok. Har du haft tålmod nok til at læse både 3) og 4) med, så opfanger du nok også, at vi ikke rigtigt er fan af underlige konstruktioner (det ville være fint, hvis de virkede, men…) – og at det tit bliver lidt små-emotionelt, når det kommer til sager som denne:
For nogen føler at det er deres ret at tale, andre at de har ret til at tysse;
”Vi har jo alle betalt det samme / du er jo ikke bedre end mig / du skal ikke bestemme over mig” ser umanerlig dumt ud på skrift, men er argumenter, jeg flere gange har overværet leveret til koncerter – og dermed kommer tysseren til at starte en diskussion, som jo bare bidrager til kakofonien af snak til en koncert. SELVMÅL!
Så… Hvad gør man?
Man kunne mene, at kulturændringer skal komme nedefra; kommer de fra ’undergrunden’ eller ’gulvet’ så har de chance for at skabe kultur. Sprede sig som ringe i vandet.
Så nu vil vi teste, om GFR er så undergrund, som vi selv går og bilder os ind. Eller om vi er SÅ undergrund, at ingen vil lægge mærke til dette initiativ. Alright, det kan også være, det er et dumt initiativ, but here goes:
Nedenfor er der lavet et printbart visitkort. Du kan selv printe det ud og tage det med til næste koncert, du skal til. Havner du så ved siden af Skvadre-Søren og Sladre-Sanne, så prøv med al den venlighed, du overhovedet kan (og meget gerne ydmygt, uden et ord) at stikke dem sådan et kort.
Og hvem ved? Måske vil det føre noget godt med sig?
(Klik på billedet nedenfor)
Prøv at fylde et par af dem i tegnebogen – det kunne jo være, du fik brug for dem en dag…
(Dansk på side 1 – engelsk på side 2).
Ok. Der er elementer af hippie-tilgang over det her, men måske, bare måske, kan det virke?
Og for at blive i hippie-tilgangen, har vi lavet en kort guide for, hvordan kortene skal – og IKKE – skal bruges:
God måde:
– Tori Amos afholder endelig intimkoncert i Marmorkirken for få udvalgte. Din sidemand synes dog, at han højlydt skal fortælle om hvordan han så hende i Falconersalen og hvordan det var bedre midt under ‘Mr Zebra’.
– Du finder GFRtysser-kortet frem, skaber øjenkontakt med sidemanden og afleverer kortet med et smil.
– Hans forbløffede forsøg på at diskutere, afviser du bare lydløst med en let rysten på hovedet og pegen på kortet, evt også på først dine ører, så Tori.
Rigtig, rigtig dårlig måde:
– Tori Amos afholder endelig intimkoncert i Marmorkirken for få udvalgte. Din sidemand synes dog, at han skal fortælle om hvordan han så hende i Falconersalen og hvordan det var bedre midt under ‘Me And A Gun’.
– Sangen minder dig om at du rent faktisk har en arm der kan fungere som affyringsrampe. Du krøller GFRtysser-kortet sammen til en hård kugle, strækker armen bagud og kaster den i snotten af din sidemand.
Du tager derefter fat i kraven og slår på sidemanden til at han laver dén der karakteristiske lyd, en zebra (måske ‘Mr Zebra’?) laver.
Du ærgres herefter over, at koncerten afbrydes af politisirener…
Måske lidt overdramatiseret, men hey! vi er kun ude i ét ærinde her: At sikre, at gode koncerter ikke drukner i snak.
Og for at det ikke bliver en konfliktoptrapning, tilbyder vi her en i hvert fald tilsigtet ikke-aggressiv måde at gøre dine medpublikummer opmærksomme på, at snak ikke hører til mens musikken spiller.
Ja, kom ikke og sig, at vi ikke også kan være løsningsorienterede hos GFR!
Og vi kunne jo også have foreslået at kramme det hele væk, så dét her er måske – trods alt – en bedre idé? (Ellers er man også mere end velkommen til at bruge den, red.)
Af Troels-Henrik Balslev Krag
