Roskilde Festivals opvarmningsdage ramte slutspurten på Rising, hvor der blev budt på forskellige navne som Konni Kass, Holm, Maraton, Jakob Ogawa og Lød. Det endte med, at man gik lidt musikdød… det rimede! Plus: mere Kippenberger!
Her til morgen, på vej ind til Mediebyen, fik jeg besvaret en af hverdagens små spørgsmål: hvad taler politifolk om, når de står på vagt? Soveværelsesindretning! Så var den dag allerede skudt i gang med manér. Faktisk startede opturen med, at jeg så en servicevagt gå og gøre toiletvognen i pressecampingområdet lidt ren, hvilket er første gang, nogensinde, at jeg har observeret det. Det begynder at ligne noget!
Sidstedagen på Rising var lidt mere blandet end dagen før, som dog også lagde et virkelig højt bundniveau. Jeg har, åbenbart, ramt en ganske stabil rytme og er landet i området efter endte skriverier omkring 13.30 hver dag. Denne gang med en rute der gik forbi Orange Scene, hvor man stadig var i gang med de sidste forberedelser. Altid “sjovt”, at se den kæmpe store scene helt tæt på og “nøgen”. Så er Rising pyramiden sgu en lidt mere håndterbar størrelse. Forhåbentlig også for de optrædende.
Konni Kass ★★★★☆☆
Det var den i hvert fald for dagens første navn, den færøske sangerinde Konni Kass og band. Hun kunne et eller andet! Stilistisk er det en slags atmosfærisk og svævende elektro-pop med udflugter fra Kass på saxofon, holdt i den der blålige nordatlantiske tone og klang, som man nærmest pr automatik forventer, når der dukker en sangerinde op fra de breddegrader.
Der er noget både mystisk, dragende og lidt uskyldsrent over udtrykket, hvor der lejlighedsvis vises tænder med nogle dybere musikalske stød og rytmer. Men overordnet holder vi os i det nydeligt svævende, så tonerne ligesom dansede lidt i den brise der drev over pladsen. Det var et univers den unge sangerinde, iført lyseblå flagrende kjole og matchende neglelak, tydeligvis befandt sig godt i. Hun var ikke en sprudlende og udadvendt performer som sådan, men der var usvigelig sikkerhed og sådan en lidt, næsten forventet, underspillet lillepige generthed over hendes udtryk.
Jeg ved ikke om hun havde den største stemmepragt, eller det bredeste register, nogensinde, men en meget klar og flot vokal, som blev doseret med stor dygtighed og sans for balance. Ikke for lidt, ikke for meget. Og så med saxofonen som hendes hemmelige våben. Det fungerede egentlig overraskende godt og blev ikke noget retningsløst trutteri, men et fint lille ekstra bidrag til det samlede lydbillede.
Det eneste nummer jeg rigtig kendte på forhånd var singlen “Surrender”, der faldt allerede som andet nummer, ellers var jeg på herrens mark og prøvede, at fange tekstbidder og derfra opspore sangene. Altid en herlig lille udfordring, når man i forvejen har lidt travlt! “Expectations”, aha, hun åbnede med “I Lie”, the system works! Jeg vil skyde på, at samtlige numre stammer fra hendes album Haphe, som jeg sidder og lytter til i skrivende stund. Det er sgu ret godt, hvis man trænger til en pæn chiller.
Nå ja, og hun lukkede med “Time”, for det var hun så venlig at præsentere fra scenen. Det var faktisk også eneste nummer, som ikke rigtig sagde mig noget. En noget døsig og flad afslutning på en koncert, der ellers holdt et ret stabilt niveau, uden de store udsving. Hverken i sangkvalitet eller hvad der ellers skete på scenen. Det var både godt og en lille smule skidt. Ret højt bundniveau, men det blev også en smule ensformigt med numre, der kredsede en del om hvad der lød som “de samme” følelser, “keep myself from falling”, “you are in control”, “holding onto something almost real”. Det lød som de sædvanlige kvaler med kærligheden og deslige meget af tiden. Ikke dårligt, men hørt før.
Så vi ender på 4 solskinsfunklende stjerner.
Fotografen havde endnu engang sørget for, at medbringe en solid madpakke til undertegnede, så jeg slap for, at få en mindre nedsmeltning over det magre udbud i Bycenter Vest. Men det ændrer ikke på vores forundring, lad os kalde det det, over at der ikke findes et regulært ølsalg i området.. ja… i hele Vest så det ud til?! Rammer og 1 ½ liter cola til alle! Hvilken underlige prioritering…. nå, men os heldige, tykke og væmmelige medietyper kunne jo, som nævnt i går bare trisse backstage ved Rising og købe ind til billige penge der. I går efterlyste jeg, for sjov, en massagebriks backstage. Der er to. Jeg havde overset dem, beklager!
Holm ★★★☆☆☆
HOLM, jeg kan ikke sige det uden, at tænke på Olsenbanden og Axel Strøbye’s kriminalassistent Jensen, som råber efter Ole Ernst. Nå, men der var sgu ikke meget folkekomedie, eller i det hele taget folkeligt, over Yung frontmand Mikkel Holm og hans band.
Det var musik, og den fik lov til, stort set, at tale fuldstændig for sig selv. Det inkluderer også en nærmest ikke-eksisterende performance på scenen. Kompromisløst, cool og gennemført eller ret kedeligt og intetsigende? Jeg kunne godt lande pladask på min fede anmelderrøv mellem begge stole – og argumenter for begge.
Og, i mangel på reelt kendskab til store dele af materialet (sloppy research day på Rising! Eller dårlig hukommelse?), så vil jeg da prøve det!
Holm ER cool, som han står der og punkrock snerrer/synger sine sange, klædt i hvid skjorte og med attituden som et effektivt skjold. He looks and acts the part, det kan man ikke tage fra ham og bandet spiller den rette blanding af punk-skramlet og kantet og mere melodisk, når melodierne krævede det. Sådan set helt igennem godkendt.
Men også ret kedeligt, at kigge på. Så kunne man lukke øjnene og nyde sangene, men de var der måske heller ikke helt. Der var glimt, som nummeret “Hope” tidligt i sættet, som er et af de numre der har brændt sig fast, især pga. af en ret god åbningslinje: “some times I feel like the only person without group affiliation”. Den fanger mig, selvom det lyder som klassisk outsider romantik, men det går jo godt i spænd med det samlede indtryk, hvor det virker som om Holm bestemt ikke søger noget crowdpleasende med sit udtryk.
Han, og bandet, formåede dog, at holde fast i en stille lyttende kerne foran scenen, som vist gerne ville have hevet noget mere kontakt ud af ham og i hvert fald forsøgte, at lokke ham ud af busken med klap og hujen mellem numrene. No dice, det blev til et kort tak og “mit navn er Mikkel Holm” mod slut, det var det. Desværre kunne numrene i koncertens midterdel ikke rigtig trække hele læsset alene, her savnede jeg lidt mere af…. alt. Det blev aldrig dårligt, det var der bare.
Koncerten blev dog hævet op mod slut, faktisk synes jeg de to afsluttende numre var ganske habile og jeg blev fanget ind igen, men det var lidt for sent til, at hæve det samlede indtryk til mere end en middel karakter.
Til vores store glæde var den myndige crowd safety supervisor fra i går på job igen, næsten hele tiden smilende, jo, men også med autoritet, strenge fagter og håndtegn og med en myndig udstråling, som skriger af 4-stjernet general i hjemmeværnet. Ej, det er bare gas, han gik virkelig op i sit job og fik kostet de øvrige crowd safety folk godt rundt på pladsen – dejligt at se, at der er nogen der går op i det. Det gælder, igen, også det øvrige “personale”, både sikkerhedsfolkene, men også de øvrige afviklere, alt kører. Og til tiden, ingen forsinkelser, lige meget om den forrige koncert måske gik lidt over tid. Kudos.
Maraton ★★★☆☆☆
Så blev det norsk! Og progrock-metallisk! Det kunne da godt gå hen og blive lidt hård kost for undertegnede sådan en varm eftermiddag, hvor vinden, og dermed støvet (thank GOD) heldigvis havde lagt sig en lille smule, men så var der bare skruet lidt op for temperaturen. Musiktrætheden hvad anmelderørerne angik var også så småt ved, at komme snigende, så jeg søgte, lidt uvant for min aldrende krop, helt op foran da koncerten gik i gang – for ligesom at holde mig lidt på tæerne.
Godt valg, for jeg fik et stk. løsgående forsanger-missil næsten lige i smasken, da han midt under andet nummer, den energiske “Almost Human”, forcerede fronthegnet og hoppede ud i publikum for, at stå og rocke ud til bandet. Tilbage på “hans” side af hegnet lavede han også lige en hurtig “Peter AG” med en vandflaske, inden han kravlede op på scenen igen. Det virkede, i hvert fald i for en stund, og fik det lidt afventende publikum over på bandets side og oppe at støde.
Det var dog som om, ihærdig indsats tiltrods, at bandet havde vanskeligt ved, at holde fast i publikum i det omfang og i det hele taget holde en form for momentum koncerten igennem. Det blev noget ujævnt, hvad stemning og engagement blandt de fremmødte angik, og en kende rodet det orkesteret leverede.
Bandet udsender, med egne ord, et album næste år, og har kun 3 singler liggende på Spotify, som faktisk er ganske fine, hvis man er til den lidt overgearede og pop-metalliske stil. Der er både lidt Muse og Agent Fresco light over det, hvis man skal have en cirka pejling. Men hvor numre som “Spectral Friends” og “Blood Music” har nok retning og stærke nok hooks og melodier til, at man bliver revet med, så kneb det måske lidt mere med en del af de øvrige numre. Ikke mindst de mere stille, hvor forsangeren også fik presset sin vokal op i et toneleje hist og her, som den måske ikke helt kunne bære. Måske var han også bare lidt overvældet og diffus over situationen, de havde med egne ord glædet sig i et halvt år.
I hvert fald fik han også introduceret en sang med samme titel og nogenlunde samme ordlyd to gange, det var dog forskellige numre, men begge i den mere afdæmpede afdeling. Her var publikum ikke rigtig med på løjerne. Det gik noget bedre, når bandet bare gav los og opfordrede til “let’s fucking get fucked up and drink for a week”, og så ud over de proggede stepper.
Bandet virkede taknemmelige og som om de syntes, at den sad som den skulle, det gjorde den måske også fra scenen. Foran scenen var oplevelsen lidt mere blandet, men bestemt med potentiale i glimt. Vi ender på en ujævn 3’er.
Nu hvor jeg ikke selv fik guffet mig meget fra boderne, så fik de kompenseret noget af den tabte indtjening ved, at min wingman, Mongo, igen i år var i det sultne hjørne. Chili Con Carnen fra Eat Beer blev bedømt som værende “helt uden smag”, men Halifax burgeren er til gengæld, igen i år, et hit. En fedtet, lille sag, men med masser af smag og pondus, så den får en anbefaling fra fløjen.
Som dagen skred frem blev min begyndende mæthed overfor, at skulle forholde mig til musik en gang i timen også mere fremskreden. Så jeg begyndte, stille og roligt, at koble ud og pakke analyseapparatet sammen, så batterierne ikke er helt drænet når det for alvor går løs. Man må pace sig selv, jo!
Jakob Ogawa blev overværet siddende, men ikke uden, at man kunne blive lidt rundtosset. Hvad var den splejsede, 20 årige nordmand, med afblegede lokker egentlig ude på med sin halv-lumre, lyse soul? Han havde i hvert fald noget x-faktor, hvad det så end egentlig er, og en ro på scenen, som virkede ret imponerende hans unge alder taget i betragtning.
Det var små-skævt, stedvis ret stenet og ungdommeligt flabet på den der måde, hvor det hele godt kunne virke som en leg. Musikalsk blev der ikke sløset, men med vilje var sættet og sangene lidt løst i kanterne og virkede som en afslappet tidlig aftenhygger for alle involverede parter. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kunne lide det, men jeg hadede det heller ikke.
Rygterne om en snarlig ankomst af første hold til min åndelige lejr i Get a Camp på øst, hvor Mongoen har huseret som soloact siden søndag, begyndte at sprede sig. Måske skulle man gå over og hilse på og se hvordan den gamle lejr bor i år? Også fordi jeg onsdag holder min luksuriøse reception i anledning af min 20. gang på Roskilde i netop denne camp, så kunne det være smart, at kende ruten inden, når jeg skal slæbe vin og flæskesværsbuffeten derom onsdag eftermiddag. Hvilket så er i dag! It’s like time travel!
Post-punkede Lød gik på med deres danske sangforedrag pakket ind i punk/kraut/art æstetik, og det lød da ganske forfærdeligt i begyndelsen?! Var det meningen, at man kun kunne høre den dybe Ian Curtis vokal og trommer, selvom der også var både bas og guitar på scenen? “Jeg har købt en is, du har købt en is”, råbe-synge-snakkede den hvileløst vandrende og smådansende forsanger, OK, det var nok ikke helt meningen, at det skulle lyde komisk, men det gjorde det.
Næste sang, mere tryk på, trance-danse-punk, stadig i unuanceret og ubalanceret lydbillede, som nok var “punk” på det punkt, men også et der måske ville får Ian Curtis til, at rotere lidt i graven. Det blev for meget for det overbelastede anmeldersystem.
Vi trak mod øst, og fik sandblæst næse, hals og lunger af det støvdække der nu omhyldede hele pladsen. Over broen kunne man, hvis man kiggede ud over Dream City se hele brune skyer af støv hænge faretruende over pladsen. HOST.
Get a Camp er sgu egentlig et dejligt område, rent, tåleligt støvniveau og meget lidt støv. Og… græs?!? Hvad er dette grønne, bløde stads under mine støv-grå/brune sko?? I lejren var de nyankomne i gang med, at opsætte den pavilion, der følger med køb af de opslåede Get a Camp telte. Og der var faktisk plads til 4 i alt i den kæmpe firkant hver “lejr” har fået tildelt?! Holy crap, det er jo en hel parkeringsplads at boltre sig på.
Lejren havde været udsat for et telttyveri dagen før, men det blev løst på effektiv vis da Mongo henvendte sig til service vagterne i skurvognen ved indgangen til området. Ikke nok med, at han fik et nyt telt, det var endda en større model end det stjålne, og service vagten han først henvendte sig til vendte tilbage og fulgt op på om situationen var løst senere på dagen. Det er fandme i orden service og frivilligt arbejde, der er næsten ikke noget bedre end, at føle at ens problem bliver taget alvorligt og forsøgt løst hurtigst muligt.
Det skulle da lige være whiskey! Vi fik delt Mongoens “morgen whiskey”, mens de nyankomne smuttede til dakkedak på Apollo og ud i natten. Så sad vi der og stenede lidt i semi-stilhed… rart. Da klokken sneg sig over 23 besluttede jeg mig for lidt aftensmad og, stille og roligt at trække mod restricted camping for, at få min skønhedssøvn.
Det Gyldne Brød, bageren med de ublu bageripriser, lå lige på vejen, så det blev et stk. 50 krs sandwich med skinke og ost til turen hjem. Jeg kunne da smage samtlige ingredienser, men, den ubagte ciabatta bolle som udgør sandwichbrødet var godt nok en noget, tør, klæg og usexet sag at gumle sig igennem. Lad os kalde det 3 magre stjerner, ikke anbefalelsesværdigt, men tålelig i en krisesituation.
Så tøffede jeg ellers stille og roligt med strømmen op mod Arena indgangen, drejede til højre for, at tage smutvejen over på den anden side af hele menageriet, pludselig gik jeg og nynnede de indledende toner af Kippenberger plagen “Op og Ned i Showbiz”… hey, hvad pokker, den spillede da i virkelig inden for tæt afstand? Jeg kom forbi området for frivillige og andet godtfolk med backstage acces og sørme om Kippenberger og B-holdet, som bandet hedder, ikke stod og fyrede den af overfor et godt tillakket publikum på en lille scene i en af de lader, der ligger i det område.
Da jeg åbenbart var i godt humør og med gårsdagens fine koncert fra Kippenberger på Rising in mente, så trak jeg ind til scenen. Jeg begynder faktisk, indrømmet, at synes helt godt om det nummer i liveudgaven, hvor Kippenbergers rockvokal passer meget bedre til den mere rå udgave nummeret leveres i. Så jeg blev sgu hængende lidt. Det virkede som det samme sæt som dagen før, endda med nogle af de samme kommentarer mellem sangene, det er hvad det er, og igen var det The Floor Is Made of Lava numrene der for alvor tog kegler blandt det feststemte publikum.
Ikke så underligt, “Do Your Sister” og “All Outta Love” er satme også nogle fængende og smittende rockbaskere, som det nu hoppende, dansende og storskrålende publikum tydeligvis også var bekendt med. Kippenberger blev så revet med af fællessangen under sidstnævnte, at han kom til at springe andet vers over og gå direkte til afslutningsfællessangen, men fik stoppet sig selv med et smørret grin, en hurtig undskyldning og kurskorrektion. Topprofessionelt samlet op, og dejligt at se, at man, trods mange år på scenen, stadig kan blive fanget af stemningen.
Så bakkede jeg stille og roligt ud igen og spankulerede mod slutdestinationen. Forresten rart, at blive mødt af overskudsvagter på sin vej ved diverse indgange og hegn, som trods den fremskredne tid på dagen har overskud til, at ønske en god aften osv., det giver lige et lille boost til turen.
Og opturen blev komplet, da mit håndklæde stadig hang i det hegn, som jeg havde glemt det i om morgenen. Sweet! Så måtte jeg leve med, at to timer af min nattesøvn blev saboteret af 3 stor-bavlende båtnakker udenfor naboteltet, der havde en højrøstet rygklapperfest med samtaler om, for omverdenen, væsentlige begivenheder, som en fed Euroman photoshoot. Tak for det, de herrer, skulle I ikke op og arbejde dagen efter? Eller hvorfor ligger i i pressecampen?
Nå, man kan ikke vinde hele tiden. Undtagen onsdag. Den bliver episk!
Af Ken Damgaard Thomsen (ord og mobilfotos)
Foto: Lene Damgaard
