Der er noget dejligt, naivt, punket over Gladys’ Flowdiagram. Det er en ukompliceret EP, der på én gang formår at fremstå flabet ufærdig – og original.
Der er masser af energi i Gladys. Det er et band, der er glad for at spille derudaf og de dansksprogede tekster fremføres stærkt artikulerede og til tider næsten stakkeret og hele tiden lidt til kanten af, hvad forsangeren med sin teknik – eller manglende samme – kan.
Toppet guitar, nærmest uden gain, en dreven bas og Rock 1 kan man komme langt med. Og med vokalen ovenpå bliver det en oprigtig, men også lidt naiv forestilling. Og det holder. Åbneren, ‘Stadig i København’, er enten en homage til byen, en beskrivelse af et syretrip – eller poesi. Med et vers, der går ”Jeg sværger på at fortorvet / begyndte at tale til mig / Jeg sværger på at fortorvet / kom op i hovedet på mig” kan være én af de tre og det fungerer egentlig fint på alle niveauer.
Det punkede drive gentages i ‘Veninderne’, hvor teksten igen kunne være en beskrivelse af en bipolar lidelse eller igen; noget poetisk. Men med den naive levering er det også svært at tro, at det er lyrik, det her. Men tvivlen er nok til at skabe denne dualitet som bare gør EPen noget mere interessant end den i første gennemlytning lyder.
Der er fem numre og ikke alt er lige godt. Men bandet virker i sin lidt tynde, amatør-agtige lyd helgarderet: Som en person, der med selvironi har afmonteret en kontroversiel senere udmelding – så man ikke rigtigt føler, man kan kritisere ham. Eller i dette tilfælde Gladys.
Men hvor der kan være dualitet i ovennævnte numre, så fremstår et nummer som Var du stiv i går helt rendyrket naivt som en backbeat-ballade. Og på den måde danner den par med andet nummer, Magisk stilstand, der kunne minde om et Shu-bi-dua-nummer både i fremførsel, stemmeføring og opbygning.
Og det er det, man får med Gladys: En indspilning, der lyder som om, den er lavet i et soveværelse. Og til tider kan man mistænke, at der kun har været én mikrofon i rummet. Ikke at jeg tror det, men sådan kan lydbilledet fremstå.
Det er punket i sit drive i visse numre. Og i sin naivisme i andre. Jeg er slet, slet ikke i tvivl om, at der er publikum til det her – både folk, der vil se det som kult, folk der spotter dualiteten, gamle punkere, der kan spejle ét eller andet i det – og måske Shu-bi-dua-fans, der indæt vil insistere på, at Subberne altså var fede på de første plader.
For der ER en naiv kvalitet i det her og selv om der så vidt vides ikke er indlagt meget humor i projektet, vil en del af mig hele tiden tænke: ”Really?! – er det sådan, de vil have, det skal lyde? Komisk!”.
Så når jeg efter en del gennemlytninger efterhånden har vænnet mig til at lilletrommen i flere numre lyder lidt af pizzabakke, at guitaren stikker underligt ud i et andet og at detaljer som koklokke (?) og noget, der kunne minde om synth ligger så langt nede i mixet, at jeg stadig ikke er sikker på at det rent faktisk er der, så bliver jeg ved med at fascineres.
Det er en EP, der virker til at falde lidt for nogen af amatørmusikkens værste fælder – men tager stikkene på grov charme og punkede numre. Egentlig ret godt gået!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
