Fredag på Midsommer Festival i hjertet af Præstø bød på absolut ingen dårlige koncerter, hyggeligt og afslappet selskab og masser af myg, i flotte omgivelser. Den musikalske menu bestod af Bæst, Iris Gold, Palace Winter og D/troit.
Det summer allerede lidt i haven udenfor baghuset på Adelgade 126 i Præstø, hvor jeg af de flinke Midsommer-folk har fået lov til, at sidde og skrive lidt. Baghuset her udgør ellers festivalens kontor, men, helt i denne lille festivals ånd er der plads til alle, eller man finder ud af det.
Nu er det lørdag morgen, eller tidlig formiddag, efter en nat i et telt, der som telte nu er, var en kombineret halv-kølig, klam, fugtig og ikke søvnbefordrende oplevelse. Så omkring 8 tiden dalrede jeg ind på pladsen, eller baghaven til familiens Seidlers hus som det vitterlig er for, at se om der var nogen oppe. Det var der skam, deriblandt en kaffedrikkende halv festivalledelse, Elias Seidler, en af de oprindelige idémænd, der har fået en familie/vennesammenkomst til på få år at vokse sig til en festival med flere hundrede gæster, to scener, barer og hvad der nu hører til for, at man med rette kan kalde sig en festival.
Og det kan Midsommer Festival, lille, kompakt, men også hyggelig og rummelig, og båret af frivillighed. For Elias var ikke det eneste levende billede, folk drysser rundt, er i gang med at forberede morgenmad og dagens øvrige gøremål for, at man kan være klar til dag to ved middagstid. Imponerende de gider og Midsommer Festival har et generelt præg af, at man løfter i flok, fordi man gider, brænder for det og bare gerne vil hjælpe til ved en lokal begivenhed. Det hænger på en måde i luften, i de grønne hække og træerne der pryder baghaven – den der stemning og følelse af, at her er der bygget noget op med hjerteblod.
At Midsommer Festival, stadig, mestendels er en lokal begivenhed fornemmer man måske også på den joviale omgangstone og atmosfære i haven. Folk lader til, at kende mange og hinanden på kryds og tværs, så der er faktisk en form for byfeststemning over forsamlingen. Ikke den bøvede, sønderjyske (med al respekt) slags, som jeg selv kender, ingen traktortræk og stærkmandskonkurrencer her, men, der er alligevel den der vibe. Det gør så også, at selve musikken måske aldrig får stemningen til, at løfte sig til ekstatiske højder, men sådan er det nu tit når man kommer ud til mindre festivaler, hvor nogle af navnene måske er lidt ukendte for en del af publikum – man skal lige se det an.
Vi ankom lidt sent, i hvert fald til at nå første koncert med Nevermind Vermont, der udgjorde et fint rocksoundtrack til teltopsætningen på et grønt areal bag haverne, som udgør festivalpladsen. For at komme derover får man lige en tur på træbro over et lille vandløb. Idyllisk er her sgu!
På mange måder minder Midsommer Festival mig lidt om et mini-Heartland, bare uden den åbenlyse selvfedme (jo) som også hersker der rundt omkring. Men rammerne og atmosfæren er lidt derhen af. Midsommer har så en teltscene, udover open air hovedscenen, hvilket giver lidt forskelligartede koncertoplevelser. Ved hovedscenen er der tendens til, at en stor del af publikum sidder ned og nyder koncerterne, mens man er tvunget til at opsøge og stå i teltet – det giver på en eller anden måde en mere dedikeret skare, i hvert fald oppe foran.
Her kører vi reportage stil, det vil sige kortere anmeldelser, uden stjerner, fordi fordi, men Bæst har jeg hevet ud, skrevet mere om HER og sendt stjerner efter, fordi. Fordi dem havde jeg en hel del, at sige om!
Efter Bæst indhyldede teltscenen i en tæt, omklamrende røg, på flere måder, så tøffede vi over til Midsommer Scenen, festivalens hovedscene, hvor Iris Gold var næste navn.
Iris Gold
Så var det tid til noget “psykedelisk hippie-hop”, eller hvordan det nu helt præcist var, at Iris Gold og band blev introduceret. Det, og en del andet, fristes man til, at sige, og det var måske også koncerten, og Iris Golds, eneste reelle svage punkt, og det er en mindre detalje. Hun spænder lidt for vidt og sættet kom til, at fremstå en lille smule rodet og usammenhængende, i den forstand at Gold jonglerer med ret mange stilarter og udtryk. Ikke nødvendigvis så meget i de enkelte numre, mere fra nummer til nummer.
Det kan der arbejdes med, ligesom sangerinden måske stadig lige mangler en “banger” eller to mere i sættet for, at det hele letter for alvor. Altså, Gold selv, som entertainer, indpisker, energibombe og sanger er for længst lettet, det tror jeg hun gjorde i det sekund hun kom til verden. Ingen grund til, at spænde en raket på hende, hun er allerede skudt afsted mod stjernerne – der mangler måske bare et kompas eller lidt assistance med retningen.
For her kan man da tale om et naturligt talent der vil noget, af den slags hvor man enten har det, eller ikke. Iris Gold har det, hun emmer simpelthen af star quality på en scene. Energisk, smilende, til stede, charmerende, fokuseret når det gælder, fræk og flabet og alligevel jordbunden, smilende og ikke mindst forbandet velsyngende. I alle de genrer hun og det fine band kastede sig ud i.
“Mama was a hippie”, dansede og skrålede hun med imponerende stemmepragt ud over scenekanten, udover det mestendels siddende publikum. Men så langt nåede hendes stemme og karisma ud, at de bagerste rækker, bagved picnic folket, begyndte at danse. Ikke helt så elegant og “spunky” som Gold på scenen, men der var sgu også pænt meget gang i hende, så det kunne være lidt svært at holde trit. Nogle mennesker har bare musikken i blodet, mens andre skal kæmpe lidt mere for det – Iris Gold lignede en fisk i vandet.
Hun var ikke bleg for, at hylde sin farmor, “Revolution Riders”, den “blomst” alle kvinder har mellem benene og Wu Tang Clan i en stor, spraglet energiudladning med utallige “nice” udbrud. På den ene side gav det et lidt ujævnt flow koncerten igennem, på den anden side blev det hele leveret så overbevisende, når musikken spillede, at det var svært ikke at blive revet med.
Ikke alt der glimter er guld og alt det der, men Iris Gold får nok ikke nogen problemer med, at leve op til navnet. Her er en performer af internationalt format, der mangler bare lige det allersidste fokus.
Så var det tid til lidt mad, udvalget er ikke stort, men det er der og det fungerer. En bod med toast, skinke eller svampe, og en mexi foodtruck. 50 kr. for en toast er normalt nok til, at give mig en spiseforstyrrelse, men det er jo efterhånden normalt prisleje på festivaler, så man æder den jo. Også prisen. Svampetoasten smagte i øvrigt ganske fremragende, så jeg næsten glemte at være almindelig jysk fortørnet over prisen!
Så blev det tid til, at trække ind i teltet igen som mørket faldt på over Præstø, som forresten er en virkelig smuk by, det vi nåede at se af den, så et besøg værd i sig selv. Anyway, jeg får jo ikke penge af det lokale turistråd, faktisk får jeg jo ingen penge af alle for det her! Så lad os komme tilbage til musikken.
Palace Winter
Sidst jeg så Palace Winter for nogle år siden på Uhørt Festival var jeg ikke videre imponeret, velspillende, bevares, men deres indie-folkede toner dengang blæste mig bestemt ikke bagover. Der er sket noget siden, må man sige. Bandet har fået et par udgivelser på samvittigheden og har i den grad udviklet sig som sangskrivere og forfinet deres lyd.
Kernen er forsanger/guitarist Carl Coleman og keyboardspiller Caspar Hesselager, live flankeret af en ekstra guitarist og en trommeslager. Australske Coleman viste sig, at være en glimrende frontmand, med en flot udtale af Præstø i øvrigt, der med humor og varme sørgede for, at holde publikum interesseret mellem numrene koncerten igennem. De var “dads” der var sluppet ud, ikke fordi de ikke kunne lide afkommet, det var ikke det! Men nu var der mulighed for, at “drink beer and get fucked” og så skulle den have fuld hammer.
Det fik den også, i hvert fald rent musikalsk, hvor Palace Winter beviste, at den stigende hype og roserne af deres aktuelle album Nowadays er fuldt fortjent. Bandet blandede numre fra den plade med et par ældre numre i sættet, men det var klart de nyere der imponerede mest. Koncerten var lige ved, at tabe en lille smule momentum på halvvejen efter et virkelig stærkt udlæg, men de fik den samlet op og kørt sikkert i garagen mod slut. Især en længere outro, hvor Coleman også skiftede fra akustiske guitar til den elektrisk inden sangens lange, instrumentale udløb, fik hevet mig ind i koncerten igen.
Måske var det lille dyk på halvvejen også et resultat af, at bandet bare startede forbandet godt. Især singlerne fra Nowadays, “Empire” og “Take Shelter” tog kegler og er to forbandet stærke sange. “Empire”, og et par af de andre numre, har noget The War On Drugs “cykler derudaf” kvalitet over sig, krydret med noget der minder mig lidt om Kashimirs dirrende energi i deres mere uptempo numre fra første halvdel af dette årtusinde. Hvor “Empire” vinder på den smittende energi, tempoet og bare er rigtig iørefaldende, så er tempoet på “Take Shelter” lavere, men sangen, mindst, lige så stærk. Vi er i semi-indieballadeland, båret af stærke vokalpræstationer, en god melodi og bare god, gammeldags stærk sangskrivning. To esser!
De blev dog fyret af så tidligt, at man kunne overveje, at gemme den ene til lidt senere i sættet? Publikum oppe foran lod dog ikke til, at savne dem, de sang lystigt med på sætlukkeren, som jeg ikke kender titlen på men, der blev sunget noget a la “neon lights” i omkvædet, alligevel. Har Palace Winter fat i noget her, det virker som om, i hvert fald de forreste rækker, var ret godt inde i materialet?
Det kunne være, at jeg også skulle sørge for, at dykke dybere ned i Palace Winters univers? Jeg kan måske lige nå bussen, inden den kører og sender bandet længere ud? Det er ikke utænkeligt, at bandet har kurs mod noget større med den flotte præstation de leverer nu.
Så var det blevet mørkt og myggene var kommet for, at tage for sig af Midsommer buffeten. De var sørme sultne og glubske! Så det blev til viften og klasken, mens man stod og ventede på, at D/troit skulle indtage Midsommer Scenen som sidste livenavn fredag aften.
D/troit
Først og fremmest er D/troit et virkelig velspillende soul/funk orkester med totalt styr på deres lyd, ingen tvivl om det. Og de har også en række gode, om end ret klassisk klingende, sange i rygsækken. Men, her op imod midnat en flot aften i Præstø, da trak seancen lidt ud og en spilletid på 1 time og 10 minutter blev lige i overkanten for undertegnede.
Man kan egentlig ikke udsætte noget på bandets musikalske præstation, men måske har bandet, trods alt, ikke helt nok sange med nok gennemslagskraft til at holde en fest kørende i over en time – 45 minutter, så var det muligvis en anderledes og mere potent sag.
Der blev ellers lagt godt ud med “Roll With The Punches”, hvor vi også fik de første forførende smagsprøver på frontmandens æggende alternative dans og flirt med mikrofonstativet, og luftrummet i umiddelbar nærhed. Vrid, dybe hoftestød, rullende underliv, der forplantede sig længere op gennem den tætsiddende skjorte. En fin og passende tilføjelse til bandets varme og sveddryppende toner, men også noget der et eller andet sted kom til, at virke som det, det muligvis er: show… en del af showet. Og det virkede måske lidt indstuderet, eller fejlplaceret i koncertens start, indtil folk fangede præmissen og kom med på legen.
Det var der en del der gjorde, men jeg er ikke helt overbevist om, at musikken for alvor forplantede sig til hele området foran scenen. Det kan også have været mig, men jeg følte ikke i samme grad tonerne, vibrationerne og heden, som når jeg lytter til bandets seneste udgivelse, Soul Sound System. Måske fordi det er ekstremt varmt i sin lyd og produktion, noget der nok er vanskeligt at genskabe eller matche live, hvor det hele jo sædvanligvis bliver mere kantet og råt? Men nogle af de fremmødte, havde helt klart en dansefest, uden at jeg synes det samlede indtryk blev helt så løssluppent og levende, som man kunne have håbet på.
Selvom bandet, som nævnt, helt overordnet spillede godt og svinger som orkester, så var der også en række numre midt i sættet, hvor jeg synes det kom til, at virke en smule uforløst. Titelsangen, “Soul Sound System”, der ellers er en 70’er hederamt ghetto-lækker sag på pladen virkede noget stivbenet. Her virkede vokalen også pludselig en lille smule rusten, som om den var ved at give den for meget gas og manglede noget smørelse. Igen, måske var det bare mig, som stod og savnede det honningglaserede og lummervarme lydbillede fra pladen?
Det hele endte med, at blive sådan lidt “det kunne have været, men blev kun” oplevelse, solid og sikker, men ikke decideret overvældende eller fængslende. Kan også være jeg bare var træt og manglede mere i motoren end en svampetoast…
Således sluttede dagen for mig, eller en ny begyndte, eller hvad man nu kan kalde det. En herlig nat i teltet, først med dunkende underlægning fra DJ’s i teltet og så med afbrudt “CHOKSØVN” da morgenlyset kiggede frem… så er vi tilbage ved starten af denne reportage. Formiddagen blev hevet op af kaffeguderne.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard
