Man kan blive så overrasket. For Jakob Dahns EP virkede efter få toner som noget lidt forfærdeligt. Men som man kommer ind i EPen, får en fornemmelse for den og antallet af gennemlytninger stiger, stiger agtelsen også for Sleepless Man.
Pyh. Heldigvis er der mere bag verden, end førstehåndsindtrykket! Ikke mange takter var spillet af Jakob Dahns musik, før jeg til trods for de engelske tekster tænkte ”Ej! En Frede Fup-vokal!!”. Men som EPen skrider frem og folder sig ud, viser den sig at være et stærkt retro-udspil, der intet nyt bringer, men knuger sig fast til lækre retro-dyder.
For det her kunne uden problemer være lavet for 40 år siden – og kunne i så fald med lethed have indgået i et The Big Lebowski-soundtrack.
Det er old school 60er-soulet med et hint af syre og masser af gammel rumklang. Vokaler dub’es ofte med kor og der sådan lidt en stemning af, at der kunne have stået ’band’ efter Jakob Dahn. For musikken har noget organisk, klassisk (jazz)band over sig, om end det tydeligvis opererer i rockens sfære.
Dahn kan ikke løbe fra, at hans baryton af og til lyder lidt Frede Fup-agtigt, men hvor det i starten var et turnoff, bliver det efter et par gennemlytninger karakteristisk og her og der endda The The-agtigt. Ikke dumt!
Mest ordinært står ‘Sleeping Man’ frem med en forholdsvis ordinær blueset opbygning, men det er nemt at føle en varme, når omkvædet bæres igennem af kor. Og bandet kan fint groove i en blues-agtig rundgang. Det er lækkert lavet uden at decideret vælte ud af højttalerne. Men det subtile klæder ganske fint!
Men numre som ‘Eyes Set On The Sun’ og ‘Les Enfants De Lumiére’ holder solidt fast i det soulede udtryk – sidstnævnte åbner selvfølgelig med vemodig harmonika, byder på lækre ebow-toner undervejs og – naturligvis – et vers på fransk. Vokalen presses lidt i refrænet, men det giver den formodentlig ønskede effekt: en følelse af desperation.
Rytmegruppen og koret samt lidt subtil percussion skaber stemning af fransk storby-coolness. Fra 60erne.
Det er en plade der på én gang er ret stilren – men også formår at overraske her og der. Ikke med store krumspring, men måske også lige så meget hos lytteren. For hvem skulle have troet, at det vi sad og havde lyst til var en crooner? Dahn viser os stille og roligt, at det var det.
Det er stærkt tænkt at lade den croonede vokal spille op af lækre kor-stykker og med de meget klassiske instrumenter føler man sig for en stund henført til andre steder, tider og regler.
Og samtidig fremstår det hele lidt…naivt? ‘Solitary Streets’ byder fx på et ’la’-omkvæd. Det bliver aldrig infantilt eller plat. Og selv om jeg ret hurtigt troede, jeg havde regnet det her ud, så bliver det ved at vokse ved hver gennemlytning. Det er ganske fremragende! Og jeg er stadig overrasket over, at det var en crooner, vi gik og ventede på…
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
