Dying Hydra er et debuterende sludge-metal band fra København, men selvom indpakningen er ny, er det nogle rutinerede herrer der udgør trioen. De har sneget en kampklar og tung krabat af en EP på nettet.
Dying Hydra’s tre medlemmer spillede tidligere sammen i et andet tungt københavner-hardcore/sludgeband, men foretrækker at fokusere på nutiden og lade fortid være fortid. Så er man nysgerrig kan man jo søge lidt på nettet efter mere info, vi vælger her at respektere de herrers valg om, at kigge fremad. Eller nærmere, være i nu’et.
Det er nu heller ikke noget dårligt sted, at opholde sig, især når det er i selskab med Dying Hydra’s tunge, melodiske sludge-metal. Ligesom at bandet har taget navn efter den velkendte fortælling om det 9 hoved uhyre fra græsk mytologi, så er der heller ikke de store overraskelser i selve musikken – men i dette tilfælde er det en god ting. Det er sludge, det er tungt og det er ikke uden en vis portion melodisk flair. Og så er det bare forbandet veludført, så det er svært ikke at blive revet med.
Bandet kommer helt forrygende fra land med EPens bedste nummer “Mother Reptile”. Det er kort og godt et pisse fedt nummer. Der lægges lidt afventende ud, bygges op, intensiteten stiger og så viser hydraen hvad den er lavet af med et tungt vuggende og huggende drive, flosset og grum vokal og et tuuuung mudderskred af grumset metal, der river alt med sig. For satan der er godt med smæk på her, ikke mindst på trommerne, men det bliver aldrig for buldrende eller overdøver den fængende melodi.
Der følges op med EPens længste nummer, “Kalahari”, hvor spilletiden uden besvær nærmer sig de 6 minutter. Igen udviser bandet god sans for opbygning og timing, nummeret brages i gang lige på rette tid, der skrues ned igen i en kort passage og så vælter det 9 hoved monster mod dig for fuld kraft. Der er noget stormombrust over Dying Hydra’s generelle lydbillede, der giver billeder af store bølger der slår mod og indover mørke, forrevne klipper. “Kalahari” er måske ikke helt lige så fængende og medrivende som “Mother Reptile”, til gengæld er den mere huggende og truende i sin stemning – det fungerer også!
“Obsidian” er korteste nummer, så her er tempoet også lidt højere fra start, uden at fornemmelsen af, at det her monster lige skal varmes op og løbes i gang ryger. Her nærmer Dying Hydra sig dog for første gang noget der truer med, at blive en anelse buldrende og, nå ja, mudre til. Et nummer der er fint som afveksling, men blegner lidt i forholdt til de to stærke numre der åbnede EPen. Det højere tempo bibeholdes på lukkeren “Higher Wolf”, hvor vokalen træder en smule i baggrunden, så det lyder som en knurrende ulv, der gemmer sig i skyggen og venter på, at slå til. Glubsk og faretruende lyder det, men, igen, ikke helt så fængende som de to første numre.
Bedømt udelukkende på EPens to første numre, så er det her en sikker 5er, men de to sidste får os lige lidt ned på jorden igen. De er bestemt ikke dårlige, især afslutteren er noget af et arrigt rovdyr, men jeg synes ganske enkelt Dying Hydra er endnu bedre på EPens første halvdel. Her demonstrer de glimrende sans for, at blande bister og tung sludge med ganske iørefaldende melodier. Det giver noget af en potent blanding, en der ofres lidt for, at skrue bissen yderligere på, også hvad tempo angår, på EPens anden halvdel.
Det er måske en smagssag, hvad man i sidste ende synes bedst om, og ros for, at få presset noget variation ned på en kun 4 numre lang udgivelse. Det skal nok blive en gevinst når Dying Hydra skal op i albumstørrelse, hvilket de efter sigende allerede er begyndt at arbejde på. Med udgangspunkt i denne EP, så er der mere end lovende takter!
Vi ender på 4 af de store, sludgede stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Hør Dying Hydra på Bandcamp eller køb den til name your price
